Den søndag eftermiddag i februar 1997 synker en rødlig sol over Midtown Manhattan. På Fifth Avenue, højt over fortovene, knejser Empire State Building tavs og tyst mod en bar og isblå vinterhimmel. Nedenfor, på gadeplan, hersker kaos. Ambulancer med rødgule blink svinger ind foran lobbyen. Læger i hvide kitler spæner i zigzag mellem bremsede biler, politifolk trækker gule spærrestrimler og brøler » let’s go, let’s go«, forbipasserende stimler sammen i nervøse flokke ved bygningens fod. En ambulancebåre ruller ud mellem glasdørene. På den ligger en ung mand, fastgjort under orange remme. Hans hænder hviler på buksernes bæltespænde, hans mørkebrune, krøllede hår flagrer bagud fra hovedbunden. To strimler tape spænder hans hage og pande fast mod en iltmaske. Han trækker vejret, men virker sanseløs, da febrilske hænder hanker op i båren. De puffer ham ind i ambulancen. En lille times kørsel væk, i forstaden Montclair, slanger danskeren Thomas Vang sig på et brunt gulvtæppe foran fjernsynet i Micheles lejlighed. De har set komedien ’Clerks’ på video, og nu zapper de ind på et afsnit af ’The Simpsons’. Thomas Vang bager grundigt på mørkhårede Michele for tiden. Og ganske som med sit band The Bushpilots føler den 29-årige bassist, at han står over for lidt af et gennembrud. Telefonen ringer fra soveværelset. »Vi tager den ikke«. Telefonen ringer igen. Og igen. Til sidst rejser Michele sig. Et øjeblik efter skingrer hendes stemme gennem lejligheden. Thomas løber ind til hende. Han tager røret. En pigestemme hulker i den anden ende. Hun siger, at Matt og Christoffer er blevet skudt på toppen af Empire State Building. »Christoffer er død. Matt er på Bellevue Hospital«. Thomas Vang lægger på. Nogle sekunder står han som lammet. Så begynder hans hjerne langsomt at fungere. Hans første tanke er, at hvis Christoffer er død, mangler de en guitarist til jobbet på Tramp’s. Det er jo en katastrofe. De skal spille før The Cardigans. Pladeselskabsfolk skal se dem. Et øjeblik passerer, før han fatter, at tanken er for absurd. Nogen har skudt hans bedste venner, og han tænker på koncerter. Senere, da han og Michele ræser mod hospitalet i en bil på highway’en gennem aftenmørket, begynder Thomas Vang at ryste på hovedet som en gal mand. Radioen knitrer breaking news om skud og terror og død på 86. etage. Men det kan ikke passe. Det er ikke virkeligt. Empire State Building knejser i mørket derude på Manhattan. Men alt andet truer med at synke i ruiner. Hans venskab, hans verden, hans planer, hans drømme, hans og Matts drøm. En drøm om hæder og berømmelse, om penge og piger, om gnistrende fed musik, om, ja, rock ’n’ roll. Mødet Nogle gange er det at møde et menneske det samme som at møde skæbnen. Næsten syv år tidligere, i efteråret 1990, står Thomas Vang på den lille vej, der fører forbi elevhusene ved Bennington College i den amerikanske stat Vermont, da en fyr med mørkebrunt, krøllet hår og en guitar kommer gående mod ham. Omkring dem rager amerikanske træhuse op med grønne skodder og tegltag. Længere væk, i horisonten, stikker de matgrønne Green Mountains op over efterårsbrune skove. Thomas Vang stammer fra den lille landsby Vester Tversted i Nordjylland. Derhjemme tænker folk sikkert, at det er fandenivoldsk af ham at krydse tværs over Atlanten og gå på college i Amerika. Men sandheden er, at det rå USA skræmmer ham. Da han landede i New York for første gang i sit liv, sad han stiv af skræk i lufthavnen en hel nat, fordi han ikke turde tage ind til storbyen og finde et sted at sove. Her på det liberale Bennington College for rige og frisindede amerikaneres børn, små fire timers buskørsel fra New York, truer til gengæld kun flipperi og umoral. Eleverne holder fester med en ’klar-til-at-blive-bollet’-bænk, brænder amerikanske flag af, korsfæster bæltedyr og eksperimenterer med lsd. Thomas Vang har fået friplads som udlænding til at studere bas og komposition. Han kan lide at være her, selv om han ikke tør tage stoffer og lider af en slem generthed over for mange mennesker. Da han og en flok af de andre elever spillede en koncert med Rolling Stones-numre for nogle dage siden, stod resten af bandet og ventede, da han væltede forsinket ind på scenen. Den slags bommerter giver ham altid lyst til at krybe i et musehul. Fyren, der kommer gående på vejen, stamper i asfalten med spidse cowboystøvler. Han bærer jeans med et stort bæltespænde. Han spiller og synger som en anden troubadour. Thomas ved selvfølgelig, hvem han er. Newyorkeren Matthew Gross synger og optræder med hjemmelavede sange og griber den mindste chance for at føre sig frem. Han er typen, der fanger folks opmærksomhed og scorer piger på stribe – selv om han på en måde falder uden for flipperiet. Han sværmer tilsyneladende mere for Bruce Springsteen og cowboystøvler end hippiemusik og syretrip. Deres blikke mødes. Situationen brænder sig fast i Thomas Vang som en lille filmscene. Matt Gross siger ellers ikke noget, han smiler bare. Et rockband Senere, da Thomas Vang sidder og spiser i kantinehuset med fem-seks andre, slår Matt Gross sig uden videre ned ved hans bord. Han begynder at rose Thomas, fordi han kom for sent til Stones-koncerten – det var jo den fedeste måde at få opmærksomhed på. »Kunne du tænke dig at spille i et rockband med mig?«, spørger han pludselig. Thomas Vang tænker, at Matt Gross spiller elendigt. Manden har måske nok karisma, men han kan knap nok synge rent. »Det tror jeg ikke ...«. Matt ryster bare på hovedet. Hvorfor tager de ikke til New York og starter et band? Han har også navnet klar: The Bushpilots. Et rockband, der bringer musik til folket, ligesom de piloter, der bringer forsyninger ud til uvejsomme egne. Det begynder at blive pinligt. Pludselig hører Thomas sig selv sige, at hvis Matt vil spille med ham, bliver han nok desværre nødt til at rejse med til Danmark, for han holder sine to måneders vinterferie derhjemme. Matt Gross svarer uden at blinke. »Det er en aftale«. Oser af sex Små fem måneder senere, i januar 1991, sidder Thomas Vang ved et aflangt bord i et sommerhus i Nordjylland. Det er sidst på formiddagen, han har sin elbas på maven. Et stort panoramavindue vender ud mod Nordsøen, hvor en kold januarvind skraber over klitterne. Midt i rummet blusser en kulfyret kamin. Og Matt Gross sidder over for ham med guitaren. Hvad gør man, når en amerikaner, man praktisk taget ikke kender, pludselig dukker op i ens hjem og skal være der i to måneder? Han fik sin far til at køre dem til familiesommerhuset i Tversted. Den første aften sad de i halvmørket og gloede på hinanden. Stedet ligger øde og forladt, klinet op ad en sandbanke. Kulingen peb i vinduerne. Men nu er det, som om de begynder at svinge. De står sent op, hakker lidt morgenmad i sig og fylder kul i kaminen. Så sidder de og spiller nogle af Matts sange. Thomas tænker, at teksterne vokser lige ud af Matts personlighed, tænker Thomas. De oser af sex, de krydser grænsen til det sjofle, men redder sig alligevel tilbage over stregen med den samme charme, som Matt lyser af. »You can’t do my laundry no moreThe cycle’s come to an endYou’ve had my last loadNow we can only be friends« Melodierne skramler til gengæld noget klichéagtigt af sted. Matt sværmer for den amerikanske sangskrivertradition, fra Bob Dylan til Bruce Springsteen. Den slags musik er let at få lov til at spille rundt omkring på de små spillesteder. Thomas kender lokale musikere – trommeslageren Michael Friis, der spiller med Johnny Madsen, og en guitarist af den traditionelle rockskole, der hedder Ole Albrechtsen. De kunne prøve at samle dem i sommerhuset og øve nogle numre. Pludselig slipper Matt guitaren. Det er på tide, at de tager på bar, mener han, hvor der så end ligger en by i det her månelandskab. Det er for meget sagt, at det er en ordre. Nærmere en konstatering af, at sådan er verden, hvis man er sammen med Matt Gross. Hvis de havde været en forbryderbande i Los Angeles, er der ingen tvivl om, at Matt havde været lederen. Mens de trasker i klitterne og taler om musik og piger og den netop udbrudte Golfkrig, falder Thomas Vang ind i rollefordelingen. Godt det samme. Som tiden går, lægger Thomas mærke til, at Matt sjældent bryder sig om folk med en dominerende personlighed. Åbenbaring Godt to år senere, en juniaften i 1993, står Thomas Vang på en parkeringsplads foran spillestedet Æsken i Århus. Tæt ved stritter en stor sort kasse, hans baskabinet, som guitaristen Ole Albrechtsen plejer at tage i sin varevogn. Nu gider han pludselig ikke have den med. Der er ingen fornuftig grund. Thomas giver guitaristen et puf. Ole Albrechtsen glor på ham. »Hvis du ikke passer på, laver jeg dine briller om til kontaktlinser«, siger han. Så kører han. Thomas Vang er ellers ikke ligefrem aggressiv af natur. Men på det seneste har han set sig sur på den traditionelle rockguitarist, og de tørner sammen igen og igen. Han bakser højttaleren ind i sin egen gamle firehjulstrækker. Så går han tilbage til Æsken, hvor Matt og trommeslageren Michael Friis stadig hænger ud efter koncerten. Efter deres første tid i sommerhuset havde Matt lyst til at vende tilbage til Danmark – muligvis også for at få lidt mere tid til at studere danske piger – og overtalte Thomas til at droppe ud af Bennington. Nu har Matt lært sig dansk og bruger masser af tid på at booke job til dem. De er ved at blive et populært koncertband på mindre spillesteder. Thomas føler, at han og Matt har en slags pagt, en aftale om at blive ved, om at lukke alt ude, om ikke at lade kærester eller penge eller noget andet komme i vejen og tro på et gennembrud for The Bushpilots. Matt taler om, at de skal samle erfaring, og hvor fedt det bliver, når de slår igennem. Han har set det ske på klubberne i New York. Men Århus er ikke New York, og denne her musik forvandler dem i hvert fald ikke til stjerner. Når Thomas rager uklar med Ole Albrechtsen, er det, fordi guitaristen er et symbol på den klichéagtige stil, de spiller i. Da han træder ind, står Matt og Michael Friis og drikker i Æskens lille, boksagtige lokale. Lave loftbjælker strækker sig over deres hoveder. Bartenderen sætter en cd på – et helt album, som får lov at banke for høj volumen. Thomas kender selvfølgelig bandet. Det er Red Hot Chili Peppers. Han har også hørt noget fra pladen, ’Blood Sugar Sex Magik’, men nu kører den på fuld tryk i sin helhed med sit kogsammen af rap og snakkede vers, sungne omkvæd og bassisten Fleas slapbas, der ligger og svipper som et funky trampolinnet under det hele. Han mærker, at musikken tænder noget i ham. Han kan se, at Matt faktisk reagerer på samme måde. Halvvejs gennem pladen, da hittet ’Give It Away’ tordner fra højttalerne, hopper Matt, Michael Friis og han selv rundt under loftbjælkerne som gale. Det er en mærkelig lille åbenbaring. Matt fik ham med i et bonderøvsband. Hvad det her betyder for fremtiden, ved han ikke præcist endnu. Men cowboystøvler er ude.