En efterårsformiddag i oktober 1999, på en bar i Kastrup Lufthavn, sidder Thomas Vang og øser en stor fadøl i sig. Stedet minder ham om en irsk pub, bortset fra at møblementet ligner en filmkulisse, og at de ikke sælger Guinness. Over for ham sidder Søren Jannerup, The Bushpilots’ gamle hjælper og selvudnævnte manager. »Det er fandeme uhyggeligt«, siger Thomas stille. Han har efterårsferie fra konservatoriet. Efter at han kollapsede midt på Strøget et år før, begyndte han at gå til psykolog. Det hjalp noget. Han sitrer ikke længere, når han skal sove. Han lider ikke af de samme angstanfald. Men ingen psykologer og terapeuter kan fjerne den kendsgerning, at han stak af fra New York. Det ligger stadig som en skygge over hans liv. Derfor vil han tilbage. Søren Jannerup har tilbudt at rejse med ham. Thomas vil besøge Matt igen. Han vil tale med Michele og de andre, han forlod. Og han vil op på Empire State Building. Han vil se med egne øjne, hvor drømmen om The Bushpilots faldt fra hinanden. Hey, dude I New York-forstaden Montclair, bag Matts families kæmpevilla, ligger græsplænen åben mellem ahorntræerne. Taxaen har lige sat dem af. Thomas Vang står på verandaen sammen med Søren. Han læser en seddel, Matt har lagt til dem. Han er ude i et ærinde. Når han kommer tilbage sammen med sin far, tager de ud og spiser pizza, står der. Der er ingen hjemme i huset. De sidder i næsten to timer og skuer ud over tennisbanen, mens de snakker om tiden i New York. Søren Jannerup tog tilbage til Danmark før terroren på Empire State, men han red med på hele den lange optur, hvor de fik flere og flere job på større og større spillesteder. Foran dem ligger en mikrofon og en båndoptager. De kender en pige, der laver ungdomsradio, og Thomas har sagt ja til at optage nogle sekvenser, som hun kan bruge i et program om ulykken. Måske er det også meget godt at forevige nogle af sine tanker på den måde – som en slags dagbog på bånd. De sidder og filosoferer over Christoffers tennisserv, som var omtrent lige så virtuos som hans guitarspil. Så, endelig, ruller en bil op langs fortovet. Det er Matt, der stiger ud. Han begynder at gå hen over plænen. Han sjosker lidt, fjedrer i benene, flytter sig med den samme skødesløse, men selvsikre gangart, han bevægede sig med før i tiden, og som Thomas husker fra deres allerførste møde uden for elevhusene ved Bennington College. Han har måske taget lidt på, men han ligner sig selv på en prik. Thomas går mod ham. De møder hinanden omtrent midt på plænen. De slår armene om hinanden i et knus. »Hey, dude«, udbryder de i kor. Lidt senere sætter de sig på pizzastedet Nauna’s i Montclair. Thomas spørger til Seth og de andre venner i New York. Matt spørger venligt, hvordan deres gamle bekendte i Danmark har det, hvordan flyveturen har været, han virker glad og slet ikke mut og fjendtlig, som da Thomas forlod ham. Måske er det fremskridtene siden sidst, der får ham til at føle, at den gamle Matt er tilbage. Søren har jo ikke set Matt efter ulykken, og Thomas fornemmer, at han oplever Matt anderledes. Servitricen kommer med menukortet. I gamle dage elskede Matt den slags situationer, skruede op for charmen. Nu ser han på sin far. Han beder ham bestille sin pizza. Da de kommer tilbage til villaen, går Matt i seng med det samme, uden videre. Thomas ser på uret. Klokken er halv ti. Tilgivelse Et par dage senere træder Thomas Vang ned i en hip kælderbar på East Houston Street i New York. Han får øje på Michele og giver hende et knus. Han har været et par dage i New York og er ved at få et overblik. Det ligger fast, at Matt har fået det langt bedre. Han fornærmer ikke længere folk uafbrudt. Han er så småt begyndt at forstå ironi igen. Samtidig erkender han, at han ikke er normal, og siger det selv, mens Thomas til gengæld glatter ud og trøster ham med, at han har gjort store fremskridt. Thomas mener det faktisk. Men Matt mangler stadig sin gamle personlighed, og den var på en måde hans eneste styrke. Det var hans udstråling, hans charme og hans skæve humor, der gjorde ham til en god forsanger og et forførende menneske. Thomas og Michele sidder på kælderbaren og lytter til blandingen af reggae og dj-musik, mens aftenen sænker sig over Manhattan. På et tidspunkt går de en tur. De taler om tiden efter ulykken. Michele betror ham, at alle undrede sig over, at han blev så længe i New York efter ulykken. Det var jo håbløst. Selvfølgelig blev hun og de andre kede af, at han så pludseligt tog flugten og ikke kom tilbage, men de forstod ham jo godt. De havde vel nærmest forventet det. Det er mere, end han havde turdet håbe på. Men Michele siger, at hun tilgiver ham. Forbrødring Dagslyset slår ind ad vinduerne på førstesalen i kæmpevillaen i Montclair. På Matts værelse skinner væggene i en rødlig farve. Midt i rummet står en stor dobbeltseng. Thomas sidder på madrassen sammen med Matt. De har hver sin akustiske guitar. De slår akkorder an. Søren sidder og lytter og optager med båndoptageren. Matt begynder at synge den gamle Rolling Stones-sang ‘Wild Horses’. Før ulykken var hans stemme bestemt ikke smuk, men han forstod at time og dosere og skrue op og ned for sig selv. Nu synger han bare for fuld volumen, og der er noget gyseragtigt over hans sang. Thomas ved ikke, om Matt nogensinde vil få den tanke at sige, at han ikke bærer nag, fordi Thomas forlod ham. Men der ligger ligesom en forbrødring i, at de sidder der og klimprer som i gamle dage. Mellem to sange prøver han at få Matts opmærksomhed. Han fortæller ham, at han efter ulykken tænkte på at skrive et nummer, et instrumentalt stykke, som han aldrig gjorde færdig. Men han husker introen. Han fanger strengene i de første bløde akkorder. Matt lytter. Bare et øjeblik. Så taber han interessen. »Jeg synes, det er meget dejligt. Det er et smukt stykke, du har skrevet der, meget smukt stykke«, siger Matt og lægger an til at spille den næste sang. »Vent lidt«, udbryder han, »jeg er ikke klar endnu. Jeg er ikke engang begyndt at spille endnu«. Empire State Building Fra Fifth Avenue knejser Empire State Building mod himlen med sine stadigt smallere blokke som trinene i en 381 meter høj kæmperaket. Og Thomas Vang står endelig ved dens mægtige sokkel. Hjemme lovede han Christoffers mor at købe blomster. Han trasker op ad en trappe fra gaden til en blomsterforretning og beder om en buket til 20 dollar. Mens han står der, spørger han ekspedienten, om han husker skydningen på Empire State Building. Det gør han selvfølgelig. Thomas ved ikke hvorfor, men han begynder at forklare manden, at det var hans ven, der blev skudt deroppe. Da han skal betale, insisterer blomsterhandleren på, at ti dollar er nok. »Hav en god dag«, siger fyren, »det gør mig ondt«. Empire State Building gjorde også Thomas Vang ondt. Han og Søren står i billetkøen. De går gennem metaldetektorerne. Han kan ikke lade være med at tænke, at ulykken sikkert ikke var sket, hvis sikkerheden havde været lige så stor dengang. På udkigsplatformen går han lidt rundt, mens han orienterer sig. Han finder stedet, lige ved en kikkert, hvor Matt og Christoffer faldt. Han kigger gennem tremmerne, ud på skylinen. Han regner med, at udsigten var det sidste, de så, før Abu Kamals kugler ramte dem. » This is it«, siger han til Søren. Han går hen til udsigtskikkerten. Omkring dens fod løber en cirkelrund metalbøjle, som folk træder op på for at nå kighullerne. Der sætter han buketten fast. De står lidt i tavshed. Pludselig kommer en amerikansk kvinde hen til dem. Hun spørger, hvorfor han lægger blomster. Det virker temmelig påtrængende – Søren går væk, fordi han ikke er i humør til smalltalk – men Thomas føler sig faktisk mere end glad for at fortælle hende historien. Efter alt, hvad han har oplevet, burde det måske være traumatisk for ham endelig at stå her. Men det er det faktisk ikke, forstår han. På en måde er det bare kendsgerninger. Det svære var ikke omsider at stå på 86. etage af Empire State Building. Det svære var den lange rejse hertil. Nutiden Tilbage i nutidens Danmark i efteråret 2006, i en nedlagt fabriksbygning på Njalsgade, hvor små pladestudier ligger dør om dør, sidder en 39-årig Thomas Vang bag en to meter bred kontrolpult med lange rækker af næsten ens knapper. En glasrude vender ind mod et stort optagestudie, hvor et gammelt Hornung & Møller-flygel, en xylofon, en elguitar og seks-syv synthesizere står langs siderne. Hans egen kontrabas læner sig op ad væggen i en ny, blå flightcase. Han byggede det lille studie op sammen med to andre musikere, mens han gik på sidste del af konservatoriet. Nu arbejder han som producer og lydtekniker og spiller selvfølgelig også stadig sit instrument. Han er bassist i Rasmus Nøhrs band og laver forskellige projekter med trommeslageren Kresten Osgood – blandt andet avantgarde-hiphop-gruppen Ikscheltaschel. De åbnede Roskilde Festival 2005 på Orange Scene med et brag, som blandt andet gav fem hjerter i Politiken. På en hvidmalet hylde står en stribe andre cd’er, han har arbejdet på. En af dem er ’This Chaos Called Love’ med Mads Mouritz, der var nomineret til musikkritikernes Steppeulvspris. Thomas Vang er medproducer og bassist i Mouritz and the Bleeding Heartz, som deres band hedder. I august var de i New York. De spillede fire koncerter på det lille sted Rockwood Music Hall i Lower East Side. Den sidste aften dukkede Matt op for at se dem. Han kom en time før koncerten, mens de stadig sad og spiste på en restaurant ved spillestedet. Han satte sig og begyndte at underholde dem, jokede og brugte ironi som i gamle dage. Efter ti minutter begyndte han at blive noget usammenhængende, men han havde generobret noget af sin gamle evne til at være midtpunkt. I dag tænker Thomas på Matt som en græsplæne, ulykken lagde et tykt lag asfalt oven på. Hans personlighed lå først skjult. Men som årene er gået, er der skudt flere og flere blomster op gennem overfladen. Koncerterne gik over al forventning. Pudsigt nok har Mads Mouritz været populær på en radiostation i New York, og pladeselskabsfolk dukkede op for at se dem. De bad dem ringe. Måske kan musikken udkomme i New York. Den nye plade er klar til februar. Thomas ved ikke helt, hvad han skal forvente.