Det var en smuk begravelse i går, Elisabeth, men jeg kan stadig ikke forstå, at han er væk«, sagde lrs. Grandgreen-Andersen og tog en tyk brun konvolut ud af sin kernelædermappe, der lå på det gamle valnøddebord, som han havde arvet fra sin far, lrs. Grandgreen-Andersen Senior. Dagen forinden havde Elisabeth begravet sin far, den gamle brygger Iversen, der var kommet så tragisk af dage. Han havde for vane at gennemgå posten til Bajerslev Bryghus, mens han løb op og ned ad trappen til maltloftet, hvor gyldne råvarer til det traditionsrige bryghus’ produkter var oplagret. Den ejendommelige form for postbehandling blev hans skæbne: Ramt af et hjertetilfælde styrtede Brygger Iversen ud over gelænderet og i døden – seks linjer inde i et brev fra kapitalfonden Force Majeure Invest. De bar ham over gården en kold novembernat – hvorefter den humlesmykkede kiste førtes de få hundrede meter til kapellet på ladet af bryghusets gamle Hanomag. »Jeg har brevet fra fonden her, sammen med din fars testamente, Elisabeth, og lige så fyldt med kærlighed, testamentet er, lige så følelseskoldt er brevet, der slog din far ihjel«, sagde den rare, hvidhårede landsretssagfører og tørrede begyndelsen til en tåre bort fra øjenkrogen. »Jeg har læst det«, sagde Elisabeth. »Det er utroligt, at de vil rive bryghuset ned og anlægge Europas største neglelakfjernerfabrik«, sagde den unge bryggerdatter med kinderne blussende af harme. »Verdens største«, rettede han hende. »Hvordan kan det være tilladt, onkel Arthur«, spurgte hun. For det var som onkel Arthur, hun kendte ham, og ikke som landsretssagføreren. Han var kommet i hendes barndomshjem, lige så længe hun kunne huske, og han havde været dem en uvurderlig støtte i den svære tid, da et modbydeligt tilfælde af botulisme alt for tidligt rev hendes mor bort. »Det kan kapitalfonden også kun gøre, hvis den får held til at overtage din farbror Hennings aktiepost på 51 procent. Han vil gerne sælge til Force Majeure Invest, men som du ved, står der i aktionæraftalen, at du har forkøbsret til Hennings aktier«, sagde han. »Ja, men det skal jo være inden juleaften, og hvor skal jeg få pengene fra?«, spurgte den unge kvinde. Hvor ville hun dog gerne bevare sin fars livsværk – og hvor ville hun gerne kunne komme tilbage til bryghuset og sige til Humle-Hansen, Klara, Malte og de andre, at deres arbejdspladser og udkomme var sikret. »Tænk nu over det, min pige. Og husk: lykken står den kække bi«, sagde landsretssagføreren og skænkede dem et lille glas sherry fra den gamle karaffel. Fortsættes...