På overfladen åndede alt atter fred på det gamle bryghus efter anslaget mod juleøllet.
Men selv om der nu var sat lås på brygkedlen, selv om politiet havde lagt efterforskningen i hænderne på den bundreelle Egon Mommark, og selv om Luc havde lovet, at det nye bryg kunne blive klar til jul, var Elisabeth utryg. Hun havde ellers følt sig så sikker i sin sag, da nissen Ølanker havde vist sig for hende og mindet hende om, at man skal tænke på de små i samfundet. Selv om Elisabeth var omgivet af loyale medarbejdere, og selv om landsretssagfører Grandgreen-Andersen var hende en uvurderlig støtte, følte hun sig pludselig som det, hun var: forældreløs. Heldigvis havde rideklubben lovet at komme forbi med sit luciaoptog. Det skulle være en overraskelse til medarbejderne – og så kunne Elisabeth også selv blive muntret op. Hun huskede fra sit job i børnehaven, hvor stemningsfuldt det var, når børnene i tusmørket vandrede hele vejen gennem Rød, Gul og Lilla Stue og tværs gennem puderummet med lys i håret, mens de sang, at »nu bæres lyset frem stolt på din krone, rundt om i hus og hjem sangen skal tone, nu på Lucia-dag hilser vort vennelag, Santa Lucia, Santaaa Lucia«. Pludselig hørte hun glad vrinsken ude i gården – der var rideklubben! Elisabeth løb ud for at byde den velkommen – og stivnede, da hun så luciabruden. Det var farbror Hennings datter, Charlotte! Elisabeth overværede optoget i en døs. Gennem tåger så hun kontorassistenten Sofie dele pebernødder ud, da sangen var forbi, og den unge bryggerdatter vidste, at hun burde sige tak for den smukke sang, men hun kunne ikke få en lyd over sine læber. En indre film kørte for Elisabeths øjne: en film om hendes barndom, hvor økonomien på det lille bryghus ikke havde tilladt de store udskejelser, men hvor forældrenes kærlighed til deres datter i modsætning til kassekreditten ikke havde kendt nogen grænser. Og selv om Elisabeth udmærket vidste, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, havde det givet den lille pige et stik i hjertet at se, hvordan hendes jævnaldrende kusine Charlotte i børneårene altid havde fået den største dukke og den største is – og i teenageårene den mindste bikini. »Goddag, Elisabeth«, sagde Charlotte. »Kan vi lige tale sammen?«. »Ja, det kan vi da«, sagde Elisabeth og skævede op til kusinen på hesten. Hun kunne mærke, hvordan den ubehagelige følelse af at være underlegen vendte tilbage med uhyggelig styrke. »Synes du ikke, at jeg var god? Far vil selvfølgelig ikke indrømme det, men jeg så ham give formanden for rideklubben en smart mobiltelefon – og samme eftermiddag blev jeg bedt om at være luciabrud. Det viser bare, hvor flink min far er. Og det er det, jeg vil sige til dig, Elisabeth: Du tager fejl af min far. Han har ikke andet i tankerne end at skabe arbejdspladser. Han er helt vild med at skabe arbejdspladser. Dem vil der være masser af på neglelakfjernerfabrikken. Så er det da rigtigt, at han står til en bonus på 75 millioner, men med de vanvittige skattesatser herhjemme bliver der kun 29,5 millioner tilbage til ham selv. Så du må se bort fra din forkøbsret. Jeg vil altså have, at du lader far sælge sine aktier til kapitalfonden!«, krævede Charlotte. »Nej, for jeg har lovet medarbejderne, at de beholder deres job«, sagde Elisabeth. »Jamen, jeg vil så gerne have det«, gentog Charlotte. »Og Bajerslev har ikke brug for en neglelakfjernerfabrik«, sagde Elisabeth. »JEG VIL!, JEG VIL!, JEG VIL!«, råbte Charlotte og gav hesten tre rap med pisken. »Jeg synes, at du skal ride nu«, sagde Elisabeth stille. Fortsættes...
