0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fire hjerter i pant

Mens der danses jubeldans på Bajerslev Bryghus, slår kriminalkommissær Egon Mommark til og anholder Markus P. Mågensen fra kapitalfonden Force Majeure Invest.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bajerslev Kirke var altid fyldt til jul – man kom gerne for at høre pastor Vaadborg-Skamling udlægge juleevangeliet og for at høre organisten, frøken Griffentoft, kalde højtidens skønhed – den skønhed, der danner klangbund for hjerternes fest – ud af de smukke piber på det gamle orgel.

Men i dag var der mere end fyldt, og selv om alle stole fra konfirmandstuen også var taget i brug, var der stadig mange julegæster, der måtte stå op. Der var bryllup i den gamle kirke. Og der var ikke bare bryllup – der var dobbeltbryllup.

Pastor Vaadborg-Skamling var som sin gamle kirke: rummelig. Mens mange sognepræster formentlig ville have foreslået en anden dag til en vielse, havde han uden betænkningstid givet sit tilsagn om at forrette den kirkelige handling, da Elisabeth og Luc havde opsøgt ham i præstegården lillejuleaften for at spørge, om det muligvis kunne lade sig gøre juleaftensdag?

Og samme rummelighed havde den menneskekloge cand.theol. udvist, da det en halv times tid senere atter ringede på døren i den rødkalkede præstegård, hvor ilden buldrede i kaminen, og hvor fru Vaadborg-Skamling altid kunne byde på et stykke sandkage og en tår fra Madam Blå.

Udenfor stod Sofie og Lech, som ville høre, om det var muligt at blive gift næste dag?

»Jamen, der er allerede en vielse«, stammede Vaadborg-Skamling befippet.

»Er der allerede én?«, udbrød Sofie, og en skuffelsens skygge trak over hendes ansigt. Lech gav hendes hånd et klem.

»Men kom I bare, børn«, smilede pastoren.

En halv time senere ringede det atter på præstegårdens dør.

»Nej, nu kan det kraftedme være nok«, sagde fru Vaadborg-Skamling og vidste med det samme, at hun havde forløbet sig. Hun havde i sine unge dage sejlet som kold jomfru og under indflydelse af den mildt sagt tvangfri tone om bord tillagt sig et sprog, der ikke blot var usædvanligt for en præstefrue, men i visse situationer direkte måtte siges at være en hæmsko. Således var hendes mand altid noget nervøs, når det trak op til bispevisitats.

Ejner, den senere pastor Vaadborg-Skamling, havde hun mødt, da han i et halvt år forrettede volontørtjeneste ved Sømandskirken i Lagos. Han var faldet pladask for den hjertensgode og friske unge fynbo fra Korinth, og han var blevet bjergtaget af hendes ligefremhed. Sammen havde de fået tre børn, der alle var godt i vej, og ofte genklang de hyggelige stuer i præstegården af fem børnebørns ivrige små fødder.

Det ringede igen.

Pastor Vaadborg-Skamling lukkede op og fik aftenens tredje chok: Ude i perlegruset stod tolv trappistmunke, anført af abbed Xavier.

»Bon soir, vi har en bøn til Dem, broder Vaadborg-Skamling. Var det mon muligt, at vi i morgen kunne få lov at synge ’Laudate Dominum’ ved vor eksbroder Lucs bryllup med mademoiselle Elisabeth«, spurgte Xavier.

»Kom indenfor, s’il vous plait«, svarede sognepræsten og intr