Bajerslev Kirke var altid fyldt til jul – man kom gerne for at høre pastor Vaadborg-Skamling udlægge juleevangeliet og for at høre organisten, frøken Griffentoft, kalde højtidens skønhed – den skønhed, der danner klangbund for hjerternes fest – ud af de smukke piber på det gamle orgel. Men i dag var der mere end fyldt, og selv om alle stole fra konfirmandstuen også var taget i brug, var der stadig mange julegæster, der måtte stå op. Der var bryllup i den gamle kirke. Og der var ikke bare bryllup – der var dobbeltbryllup. Pastor Vaadborg-Skamling var som sin gamle kirke: rummelig. Mens mange sognepræster formentlig ville have foreslået en anden dag til en vielse, havde han uden betænkningstid givet sit tilsagn om at forrette den kirkelige handling, da Elisabeth og Luc havde opsøgt ham i præstegården lillejuleaften for at spørge, om det muligvis kunne lade sig gøre juleaftensdag? Og samme rummelighed havde den menneskekloge cand.theol. udvist, da det en halv times tid senere atter ringede på døren i den rødkalkede præstegård, hvor ilden buldrede i kaminen, og hvor fru Vaadborg-Skamling altid kunne byde på et stykke sandkage og en tår fra Madam Blå. Udenfor stod Sofie og Lech, som ville høre, om det var muligt at blive gift næste dag? »Jamen, der er allerede en vielse«, stammede Vaadborg-Skamling befippet. »Er der allerede én?«, udbrød Sofie, og en skuffelsens skygge trak over hendes ansigt. Lech gav hendes hånd et klem. »Men kom I bare, børn«, smilede pastoren. En halv time senere ringede det atter på præstegårdens dør. »Nej, nu kan det kraftedme være nok«, sagde fru Vaadborg-Skamling og vidste med det samme, at hun havde forløbet sig. Hun havde i sine unge dage sejlet som kold jomfru og under indflydelse af den mildt sagt tvangfri tone om bord tillagt sig et sprog, der ikke blot var usædvanligt for en præstefrue, men i visse situationer direkte måtte siges at være en hæmsko. Således var hendes mand altid noget nervøs, når det trak op til bispevisitats. Ejner, den senere pastor Vaadborg-Skamling, havde hun mødt, da han i et halvt år forrettede volontørtjeneste ved Sømandskirken i Lagos. Han var faldet pladask for den hjertensgode og friske unge fynbo fra Korinth, og han var blevet bjergtaget af hendes ligefremhed. Sammen havde de fået tre børn, der alle var godt i vej, og ofte genklang de hyggelige stuer i præstegården af fem børnebørns ivrige små fødder. Det ringede igen. Pastor Vaadborg-Skamling lukkede op og fik aftenens tredje chok: Ude i perlegruset stod tolv trappistmunke, anført af abbed Xavier. »Bon soir, vi har en bøn til Dem, broder Vaadborg-Skamling. Var det mon muligt, at vi i morgen kunne få lov at synge ’Laudate Dominum’ ved vor eksbroder Lucs bryllup med mademoiselle Elisabeth«, spurgte Xavier. »Kom indenfor, s’il vous plait«, svarede sognepræsten og introducerede sin hustru. Det blev en uforglemmelig aften i præstegården, for de gode trappister blev bænket ved langbordet og beværtet med fru Vaadborg-Skamlings uforlignelige gløgg, hvor der ikke var sparet på noget – heller ikke snapsen. »Jeg har opskriften fra dengang, jeg sejlede med ØK’s ’Busuanga’«, forklarede pastorinden, da hun modtog munkenes skamros. Juleaftensdag oprandt med høj sol, og allerede midt på eftermiddagen begyndte sognebørnene at strømme til den festligt smykkede Bajerslev Kirke. Frøken Griffentofts ferme fingre fabulerede først over Wilhelm Peterson-Bergers Gratulation fra ’Frösöblomster’ opus 16, og da tidspunktet for julegudstjenesten var kommet, slog hun over i Wagners kendte bryllupsfanfare fra Lohengrin. Luc og Lech stod nervøse ved knæfaldet og konfererede sagte, da de solide egetræsdøre til våbenhuset åbnedes, og deres to brude blev ført op. Elisabeth havde en statelig og nu kun lettere bandageret landsretssagfører Grandgreen-Andersen ved sin side, mens Sofie blev ført op af en synligt stolt Humle-Hansen. »Hvor er hun smuk«, hviskede Åsa Mommark til fru Vaadborg-Skamling. »Ja«, svarede pastorinden, »og har du set, hvor lykkelig Sofie ser ud?«. På bænken ved siden af sad Lechs forældre, hr. og fru Jamendowski, som var kommet tilrejsende fra Bydgoszcz, hvor de ernærede sig som flodskippere på Brda, men i anledning af deres eneste søns bryllup havde de i dag valgt at lade flod være flod. Wagners fanfare tonede ud, kordegnen læste indgangsbønnen, og pastor Vaadborg-Skamling rømmede sig i den med teleslynge forsynede gamle sognekirke: »Vi er sammen her i dag for at glæde os over, at en frelser er født. Men i Bajerslev kan vi ydermere glæde os over, at fire unge mennesker benytter denne højtidsdag til at sige ’ja’ til hinanden. Det ja, der går fra hjerte til hjerte. Det ja, der også skal bære igennem, når dagene er grå – det ja, på hvilket I nu skal bygge, efter at I sammen har brygget«. Herefter fortalte pastor Vaadborg-Skamling – og det med glimt i øjet – om det veritable erhvervseventyr, der var gået forud for de to bryllupper, og fortsatte: »Kære Elisabeth og Luc. Kære Sofie og Lech. Sorrig og glæde de vandre til hobe. For mindre end en måned siden sagde vi et smerteligt farvel til den gamle brygger Iversen, der kom så ulykkeligt af dage – din far var et hædersmenneske, Elisabeth! Men livet er også et glædens eventyr, og sådan et eventyr begynder nu for jer. Det er jo sådan med eventyr, at man ikke kender handlingen på forhånd. Der vil være medgang og modgang – man sejler ikke altid i magsvejr som ægtefolk – men selv gennem modgangens værste storm, kompasset peger hjem. Og husk kære brudepar – kære unge mennesker, der nu skal vandre ad livets landevej – at det er med kærlige ord som med ølflasker: De kan bruges igen og igen. Det er det store ved at give hjertet i pant«. »Jeg vil ha’ en gave«, lød en krystalklar barnerøst fra bageste bænkerække. Vaadborg-Skamling smilede mildt: »Det skal du også nok få, min ven – det er jeg sikker på, at Mor og Far har sørget for. Men først skal Elisabeth og Luc og Sofie og Lech have den største gave, man kan få – nemlig hinanden«. Så tilspurgte han, og de sagde alle ja, og efterdi de tilforn havde lovet hinanden og alt det der, erklærede han dem for rette ægtefolk. »Og nu vil munkene gerne synge for os«, sagde sognepræsten. Abbed Xavier dirigerede, og kirkerummet fyldtes med vellyd. Trappisterne havde valgt at synge ’Laudate Dominum’ i Mozarts version fra ’Vesperae Solennes de Confessore’, KV 339. Da sangen tonede ud, gik abbed Xavier de få skridt hen til Luc og omfavnede ham. Hvorefter han gav Elisabeth hånden. Hun smilede, rømmede sig og vendte sig mod menigheden: »Jeg ved godt, at man ikke plejer at tage ordet i kirken, men jeg har altså fået lov«, sagde Elisabeth og fortsatte: »Kære Bajerslevere. Og kære trappister. Uden jer var det aldrig gået. Luc og jeg vil gerne se jer alle sammen til jule- og bryllupsfest ovre på bryghuset bagefter«. Frøken Griffentoft – kirkens kyndige organist og lrs. Grandgreen-Andersens trofaste husbestyrerinde – trakterede atter det smukke orgel, og med brudeparrene i spidsen gik turen nu hen til det gamle bryghus, hvor Elisabeth havde stillet en dobbelt portion grød og et stort krus skummende øl op på loftet til en lille nisse, hun kendte ... Fortsættes ikke ...