Kom og se, Christian. En stor, fed edderkop – der stadig hænger i sit spind«. Duk. Duk. Duk. Duk. Beredvillige fødder på vej ned ad trappen. Helt anderledes oplagte end hvis jeg for eksempel annoncerer, at der er mad. Eller bad. »Nøii«, Christian jubler ved synet af det lådne dyr, der hænger i spindet fra vinduesrammen. Endnu gladere bliver han, da han ser, at der ligger endnu en død edderkop af samme art med små hår og benene og kamuflage-prikker nede i selve vindueskarmen. »Har du set far! Den har også overtræksbukser!« Rædselsslagen mor Mads Hermansen, professor i psykologisk pædagogik, siger, at det er det, vi alle hele tiden gør. Vores verdensbillede bliver udfordret af en forstyrrelse. Vi ser et nyt fænomen, overvinder egen frygt, og sætter i en kontekst ved at fortælle en ny historie, hvori det fremmede bliver opsuget. Når man er en 5-årig dreng, der går i udflytterbørnehave, er den nye fortælling, at edderkoppen er en – ganske behåret – dreng med egne regnbukser. Som han selvfølgelig ikke har lagt på plads. Men smidt på gulvet. Derudover er Christian heller ikke blind for at se, at der kan være en vis underholdningsværdi i oplevelsen: »Når mor ser den, så bliver hun rædselsslagen!« For selvfølgelig er det dejligt selv at gyse lidt over en edderkop. Men kan man få andre til at gå i dødspanik, så er det endnu sjovere. Snegletræet Nogle dage senere er vi på tur, og jeg lægger mærke til, at der på et mærkeligt, spinkelt træ hænger 30-40 sneglehuse. Slimede fætre overalt. »Kom og se. Et snegletræ. Det er her, de knopskyder og vokser, og når de så bliver modne, falder de ned og kravler ud i verden«. Siger jeg til mine børn. Måske ikke specielt modent af mig. Men jeg har en forestilling om, at det er bedre for deres bullshit-detektor, at jeg altid lyver for dem, end at de bliver taget med bukserne nede ude i virkeligheden. Eller også nyder jeg bare vantroen i deres små, åbne og tillidsfulde ansigter. »Måske kommer der nogle dyr og æder dem, mens de hænger der«, brygger Christian videre. »Ja«, siger jeg og forklarer om fødekæden, og hvordan en snegl æder en bladlus, der selv har ædt et blad, og så bliver sneglen ædt af noget, der senere bliver ædt igen. »Ja, nogle vilde dyr kunne garanteret godt finde på at flænse sneglen. Men snegle er også slimede«, siger han, mens billederne af dyret der får sin velfortjente straf kører over den indre skærm, inde under cykelhjelmen. Johanna, der er to år ældre, ser tingene mere i en social kontekst: »Sneglen gør bestemt også nytte«, siger hun. Nej tak til aber sJeg giver hende ret, for at give min krigeriske dreng en forståelse for sameksistens og alting-er-godt-for-noget. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om, hvad det præcis er, sneglen bidrager med. Men jeg nikker alligevel ivrigt. Ingen tvivl. Johannas modning betyder, at hun bare fatter flere sammenhænge. Hun kæmper hårdt for at rumme, hvordan universet egentlig opstod. Og hun har modvilligt accepteret, at mennesket stammer fra aberne. Med enkelte undtagelser. »Man siger, at alle mennesker stammer fra aberne. Det passer altså ikke på mig. Prøv engang at kig. Synes du, jeg ligner en?« Det synes hendes far selvfølgelig ikke.