Du aner ikke, hvor heldig du er!« Johanna sidder med albuen på bordet og hovedet hvilende i hånden og tegner bogstaver i sin røde bogstavsmappe. A'er, E'er, O'er. Der alle skal være røde, fordi det er vokaler. Lillebror Christian virker ikke helt som om, at han påskønner sit store held. Han ser beundrende til, mens Johanna farver og vil også gerne være med til at synge »A, A, A, jeg skal lære A«. Men for Johanna er der ingen tvivl. Hun er blevet smidt ud af paradisets have. Hun skal spise af kundskabens træ sammen med 0. Y, mens Christian skal ned til æblehøst i den børnehave, som hun også var en del af indtil for nylig. Børnearbejde »Vi må kun lege, når det er frikvarter. Og vi må kun have legetøj med en dag om ugen«, sukker Johanna, mens hun slider, slæber og slaver sig igennem bogstaverne. »Det var meget bedre, dengang jeg gik i dagpleje. Hvor vi kun var tre, der blev passet sammen med fuglen Bølle. Dengang var der ingen, der skændtes. Dengang gik vi alle til afrikansk dans og holdt hinanden i hånden og var venner«, siger hun med blanke øjne. Christian begynder at synge månedssangen, som han har lært af storesøster: »I oktober har vi fri. Efteråret mærker vi...« Men han bliver stoppet af et hvast blik. Det er skam alvor lige nu. Ikke fordi. Christian er skam også lidt af en tænker. Den anden dag sagde han: »En 2-kant er bare en streg«. Og man kan tydeligt fornemme, at pædagogernes advarsler mod 'vildtvoksende pastinak' har sneget sig ind i hans følsomme barnesind med grusomme tentakler, der forgrener sig og rækker ud efter børn, der ikke passer på. Christians kammerat kalder dem for 'vildtædende pastinak', så der er nok at være bange for. Lapsede guldfisk Og nu vi snakker om bange, så kan man som far også godt få lidt tårer i øjnene og drømme sig tilbage til dengang med afrikansk dans og små piger i lyserødt tøj. For når ikke Johanna har ondt af sig selv, så har hun ganske travlt med at komme ud i livet og frem i verden. Da en af hendes venner kom og fortalte om sine guldfisk, der havde fået unger, svarede hun: »Når de så skulle parre sig, havde de så taget pænt tøj på for at lokke hanner til?« Lige lovligt fremmeligt. To skridt frem og et tilbage. Det er en lille sær tango, der foregår i denne tid. Både inde i hende og i mig. Og jeg længes bestemt tilbage til den tid, hvor hun ikke kunne komme ud af tremmesengen, når hun siger: »Far, når du dør, må jeg så få et marsvin?« Jeg forklarer hende, at det er muligt, at hun flytter hjemmefra inden da, og så kan hun jo få lige, hvad hun har lyst til. Og så kan hun selv passe det. Det får hende alligevel til at opgive marsvinet: »Så vil jeg hellere have en lille hund, som jeg kan gå rundt med i en taske«. »Hold da fest«, siger Christian. per.munch@pol.dk