Det er et helt liv optaget på bånd. 570.000 timer. 65 år ud i én køre. Så meget rummer Danmarks Radios arkiv over radio- og tv-udsendelser fra de forgangne 82 år. En stor rodekasse af oplevelser fra vores fælles liv, som også tæller øjeblikke, der kan føles lige så stærke som flere af dem, man var alene om.
Clevin og Hjorting
For nogle er det måske billederne af politiets skud mod demonstranter på Fælledvej på Nørrebro efter EU-afstemningen. For andre måske gadetøsen Sonja fra Saxogade. Prinsesse Margrethes bryllup med prins Henrik. Maudes heltedåd, da hr. Stein må flygte fra tyskerne.
Jørgen Clevins klippe-klistre-show. Eller Jørn Hjorting, der tålmodigt spørger til stikkelsbærhøsten i Kerteminde. Via internettet kan danskerne fra nytår som de første i verden frit gå på opdagelse i arkiverne hos det gamle statslige monopol, efter at DR og CopyDAN har indgået den første aftale af sin art i verden om, hvordan rettighederne til udsendelserne skal betales. På bare fire måneder er det lykkedes at gøre, hvad man intet andet sted i verden har haft held med – nemlig at samle alle rettighedshavere og få deres accept af en samlet aftale.








