Det er blandt drenge som Kristoffer, Martin og Olav, man skal lede, hvis man skal finde de unge danskere, der bruger flest bandeord, slangord og engelske udtryk. Mens drenge med navne som Ahmed og Ali og især piger af både dansk og anden etnisk oprindelse bander langt mindre. Det viser en ph.d.-afhandling om sproglig variation på Metropolitanskolen på Nørrebro i København, som sprogforsker Pia Quist fra Københavns Universitet forsvarer torsdag. Fem måneder i 1. g I 2002 opholdt Pia Quist sig i fem måneder i to 1. g-klasser - en sproglig og en matematisk - på Metropolitanskolen. Her fulgte, interviewede og optog hun samtaler mellem i alt 52 elever med blandet etnisk baggrund. Og fandt blandt andet ud af, at det i højere grad er kønnet end den etniske baggrund, der er afgørende for, hvor meget man bander. Og at fuck er yndlingsbandeordet - i hvert fald blandt gymnasieeleverne på Nørrebro. »Min undersøgelse viser meget tydeligt, at det er de seje drenge med dansk etnisk baggrund, der bander allermest og bruger flest slangudtryk. Og de gør det rigtig, rigtig meget mere end pigerne«, fortæller hun. Etnisk provokation Og det bliver tilsyneladende både accepteret og forventet. »De seje, danske drenge, der bruger slang og bandeord, får både plads og lov til det. Man bliver ikke så chokeret, når Martin og Matthias siger 'fuck' og 'luder'. Man forventer det nærmest. Men man bliver meget chokeret og betragter det som en etnisk provokation, hvis det Ali eller Ahmed, der bruger ordene«. Pia Quist havde ikke på forhånd besluttet sig for, præcis hvilke sproglige træk hun ville beskrive. »Jeg valgte bare at tage ud og være der og se, hvordan der bliver talt i det her meget blandede miljø. Og min konklusion er altså, at der er langt flere forskelle mellem kønnene end mellem unge med forskellig etnisk baggrund. Både hvad angår sproget, den måde, de klæder sig på, og den måde, de lytter til musik på«. Og det har faktisk overrasket hende hvor meget. »Det er utroligt vigtigt blandt de unge at gøre en rigtig dreng og at gøre en rigtig pige. Kønnet bliver tilsyneladende mere og mere afgørende for, hvordan man opfører sig. Piger bander ikke ret meget, og de viser i højere grad interesse for skolen end drengene«, siger hun og tilføjer: »Der er plads til de her drenge i gymnasiet, der bander meget og ikke viser skolen den store interesse. Men jeg er ret sikker på, at der ikke ville være plads til samme type piger. Der er en norm for, hvor vide grænser der er for kønnene. Og pigerne ville møde for meget modstand, hvis de opførte sig ligesom drengene«. Tssssssur Forskellene mellem kønnene gælder faktisk helt ned i den måde, man udtaler sine t'er på. For uanset etnisk baggrund, så bruger drenge lange t'er, mens piger bruger korte t'er. Det betyder, at piger siger 'tur', og drenge siger noget, der lyder som 'tssssssur'. »Drenge lægger meget kraft i deres udtale af t'er. Når man laver den modstand med tungen, som man gør, når man siger 'tur', 'tusind' og 'tid', kan man variere det og gøre det kortere eller længere. Og drenge laver signifikant længere t'er end piger. Så man kan sige, at det korte t er et feminint træk ved sproget«. Men derudover er det svært at sige noget meget generelt om unge menneskers sprog. For blandt de 52 gymnasieelever er der så store variationer, at det ikke giver mening at bruge de kasser, sprogforskerne normalt anvender, forklarer hun. »Vi har været så vant til, at Danmark var et homogent land. Og derfor har det været nemt for sprogforskerne at tale om generelle sproglige træk blandt for eksempel lavkøbenhavnere og folk i Kalundborg. Men Danmark er ikke længere noget homogent land. Man plejer eksempelvis at sige, at slang hører til ungdomssprog. Men ifølge min undersøgelse er det nogle bestemte unge, der bruger slang. Der er også mange unge på Metropolitanskolen, der slet ikke bruger slang- og bandeord«. Lyder sjovt Og på Metropolitanskolen er der eksempelvis også etnisk danske elever, der taler det, Pia Quist kalder multietnolekt. Og som en række af eleverne i undersøgelsen selv betegner som perkersprog. Altså det sprog, unge med blandet etnisk baggrund med dansk som fællessprog taler, når de er sammen. Og som nogle etniske danskere også tillægger sig, fordi de synes, det er sejt. Eller bare lyder sjovt. »Der er nogle af de etniske danskere, der bruger multietnolekt, fordi de færdes i blandede etniske grupper i klasserne. Det skal ses som et udtryk for, at man gerne vil være smart, sej og lidt hiphopagtig. Det, man ønsker at signalere, er, at man er en del af en street-kultur. Mens andre bare parodierer multietnolekten, fordi de synes, det lyder sjovt«. Så for en sprogforsker er der altså ikke de store, generelle træk at hale ud af et blandet miljø som det, man finder på Nørrebro. »Man kan ikke bare sige, at fordi man har en bestemt hudfarve eller nogle forældre med en bestemt socioøkonomisk baggrund, så taler man også på en bestemt måde. Det er blevet langt mere blandet, og der er ikke den samme automatik i tingene længere. Når man beskæftiger sig med det blandede, kan man aldrig lave en undersøgelse, der er repræsentativ for hele Danmark. Ikke engang for København«. Så hvad kan man egentlig sige?

»At det generelle ved det blandede miljø er, at der er nogle sociale betydninger, der går igen. Og at de betydninger også har med etnicitet at gøre. Men allermest handler det om køn«.