Peter, du er jo lidt af en krukke. Tror du, vi bliver uvenner?
»Hvorfor skulle vi dog det?«.
Du har det med at blive uvenner med folk. Specielt de danske kulturinstitutioner, der ansætter dig. »Det er ukorrekt. Jeg kan godt være uenig med nogen, men at det bliver udlagt, som om man bliver uvenner, skyldes nok journalistik. Det kan godt være, der er nogle, der bliver uvenner med mig, men jeg bliver meget sjældent uvenner med dem«.
Har du nogensinde tænkt på, at du er alt for stor til Danmark? »Jeg har haft et fantastisk forløb i at kunne starte et internationalt company i Holstebro. Der var mange, der ikke troede på det i starten, men nu er vi i vores elvte sæson. Jeg vil blive ved at arbejde for det projekt. Vi er midt i en turné med danseforestillingen om Michael Jackson, hvor vi kun har haft fulde huse og stående ovationer. Så jeg er meget godt tilfreds med, hvordan tingene har udviklet sig«.








