Hej ’S’. Jeg må hverken nævne dit navn eller tage dit billede. Er du profet eller sådan noget? »Nej, men jeg har været graffitimaler på ulovlig basis i 12 år og kører en officiel kunstnerisk karriere ved siden af. Og jeg har ikke lyst til at blande de to ting sammen. Derfor vil jeg være anonym«. Men halvdelen af alle danske virksomheder har dig jo alligevel på lønningslisten. »Når jeg sidder i mit værksted og kreerer ting, jeg selv har fundet på, er der ikke nogen, der lønner mig. At jeg lader nogle mennesker købe mine ting, er et valg, jeg selv træffer«. Du har været ansat af et taskefirma til at spraye teenageres navne på skoletasken. For fanden, S. »Det er så job-delen af det. Hvis man sprayer tasker, er det enten, fordi man vil træne sine evner, eller fordi man vil tjene penge. Der har været en masse træning forbundet med de job, jeg har taget«. Hvad hed det taskefirma? »Det gider jeg ikke sige. Så bliver jeg genkendt, og jeg har da ikke lyst til, at min mor skal læse Politiken og føle, at hendes knægt er det ene og det andet«. Er det ikke kontraktbrud? Jeg mener, dine kunder betaler dig for at markedsføre dem med smart graffiti? »Du får det til at lyde, som om jeg er ansat af et større firma. Jeg er til dato ikke blevet betalt for at markedsføre nogen. Jeg har deltaget i en gruppeudstilling, der også landede i en bank, men jeg føler mig ikke som repræsentant for dem. Jeg skylder ikke dem en skid. Tværtimod, så stoppede jeg med den slags job, fordi den type mennesker, som regel ikke forstår, at man som kreativt input i en virksomhed gerne vil lønnes ordentligt for det«. Som anonym tegner kunne du jo få job som karikaturtegner. Ville du være interesseret i det? »Det har jeg tænkt på nogle gange. Men ude på væggene kan man selv bestemme, hvad man vil lave. Der kan man gøre grin med politikere på steder, hvor jeg ved, at en masse ser det«. Nu har den legendariske graffitifilm ’Wild Style’ 25-års jubilæum. Den gang kunne man tale om god graffiti. »Graffitien fra ’Wild Style’ er graffiti fra ’Wild Style’. Den er fra en periode, hvor der var kæmpe sociale problemer i New York. Den type graffiti, der var den gang, kan ikke viderebringes. Graffiti er muteret lige siden. Der er så mange individuelle tilgange til det, at det aldrig kan fanges af de store firmaer og gøres fuldstændig mainstream. I Bronx gjorde de det på en måde, og i dag gør vi det på en anden måde«. Dagens skrivere er vel bare en flok kommunalt ansatte, der kun tager spraydåsen frem, når Klaus Bondam giver jer lov? »Det kommer an på, hvilken gruppe malere du taler om. For nogle er det nok at male på Bondams hyggevægge, men jeg vil slet ikke røre de plader. Det er en lovlig udsmykning, der er opstået på baggrund, af den rigtige, den ulovlige graffiti, som handler om at være ude og planlægge missioner med risikofaktorer. De elementer hører ikke sammen med at stå en stille eftermiddag og drikke et par øl med drengene foran et lovligt lærred.«. Men der er sgu da heller ikke meget Wild Style over dig i dag? »Det kommer an på, hvilken del af mig du snakker til. Når jeg laver portrætter til folk, har det ikke en skid med graffiti at gøre. Man skal jo have en levevej, og jeg er da kun glad for at kunne leve af at tegne. Du kan sætte en finger på mig den dag, jeg ikke har været ude om natten i flere måneder. Det, jeg laver ved siden af, kan altid retfærdiggøres, så længe det ikke har noget at gøre med det navn, jeg bruger om natten«. Hvis et firma ville give dig en kæmpe pose penge for et maleri og samtidig krævede, at du stoppede dit nattearbejde? »Så ville jeg da bare sige »ja tak« og alligevel fortsætte med at gøre, hvad jeg gør om natten. For det ville de alligevel aldrig have en kæft mulighed for at finde ud af«. Måske skulle I bare holde jer til natten og lade Bjørn Nørgaard om bestillingsarbejdet? Vi vil have hærværk og ikke ferniseringschampagne. »Det værste er den accept, graffitien er ved at få. For eksempel er flere journalister begyndt at se det kreative og det kunsthistoriske i graffiti. Og når en mand som Klaus Bondam også kan se noget interessant i det, begynder det at blive farligt. Så bliver vi repræsentanter for noget kreativt, og så lader vi os interviewe. Og så begynder det at blive mainstream«. Så er det jo farligt, det vi laver lige nu. »Ja, lidt faktisk. Det må jeg også erkende, efter at have analyseret det undervejs i vores samtale«. Lad os lægge på. Dig først. »...«