Nå, så er det snart af sted til Roskilde Festival for 28. gang, er du klar til at møde det hele med friske øjne?

»Naturligvis. Nu er det ikke lige 28. gang. Men selvfølgelig er jeg klar til at se på det med friske øjne – ligesom jeg er det til enhver anden begivenhed, der skal dækkes journalistisk«. Hvordan ser det så ud i år: Er der for meget tung rock? For meget hip hop? Eller gør Roskilde Festival ganske enkelt for lidt for skandinavisk musik? »Nok ingen af delene. Det kommer jo alt sammen an på, hvordan det endelige program kommer til at se ud. Men man skal jo også sørge for at være åben for tilfældighedernes spil«. Eller bliver det mon en festival, der »demonstrerer et modigt valg i præsentationen af kommende fyrtårne i fremtidens globale musiklandskab?«. Eller er der »lidt for mange nemme løsninger med bands hentet fra bunden af verdensrockens 2. division?«. »Det ser ud, som om der er meget god balance i tingene. Umiddelbart vurderet«. Hvornår fandt du ud af, at det med guitaren og dig aldrig rigtig ville blive til noget – og at du så hellere måtte satse på at blive rockanmelder i stedet? »Det har aldrig rigtig været et tema. Jeg har altid hellere villet spille bas. Men jeg blev sådan set først og fremmest rockanmelder på grund af min interesse for rockmusik. Det findes der jo folk, der har«. En rockstjerne holder sig jo kun fem-ti år på toppen. Så efter alle de disse år må det vel gå nogenlunde lige op med hensyn til gratis øl og fisse? »Lige op? Nej, det er snarere gået ned, vil jeg sige. Men efterhånden er rockstjerner jo blevet så kedelige, at vi anmeldere er de eneste, der lever et rigtigt rock ’n’ roll-liv. Det er jo nu engang Djævlens musik, så det må du som hans advokat jo være glad for«. Eller er du stadig bitter og misundelig? »Ja, altid. Men det er ikke rockmusikkens skyld. Uden den ville det være endnu værre«. Hvorfor er alle rockanmeldere midaldrende mænd, der er vilde med Bob Dylan? »Personligt kan jeg ikke lide Bob Dylan. Ditte Giese kan heller ikke, og hun er heller ikke en mand. Men det er rigtigt, at der er mange, der godt kan lide ham. Men jeg ved ikke hvorfor«. Hvorfor har I altid den der lange række af plastic- og papirarmbånd, der giver adgang til bagscener, medieby, gratis øl, massage og alt det der, siddende hele vejen op ad højre underarm. Kan man ikke fordele dem, så man har et par stykker på hvert håndled? »Jeg plejer kun at have ét armbånd«. Hvornår begyndte du at sige: »Send det ind til mig på Politiken, det er sgu så besværligt at slæbe rundt på«, når folk ville give dig deres demo- eller debut-cd ude på pladsen? »Det var nok, da de holdt op med at komme med kassettebånd. Dem kunne man jo lige have i brystlommen. Men nu siger jeg for det meste: »Send en fil«. Så sparer de jo også portoen«. Normalt kan du højst skrive én anmeldelse om ugen. På Roskilde laver du fem, seks, syv om dagen. Kan du ikke se, at du afslører dig selv på den måde? »Det er da rart at få lov til at arbejde igennem. Nu er der jo lige så mange koncerter på Roskilde, som der ellers er i København i løbet af et helt år. Så det er mest derfor. I øvrigt passer det jo ikke, at jeg kun laver én anmeldelse om ugen. Det er tit to«. Hvornår begyndte det første gang at lyde hult, når du skrev: »fællesskabet, fællesskabet, vi, vi, vi, fællesskabet, vi, vi, vi« om tusindvis af unge mennesker, der i en uge har sovet på jorden og levet af kiks og Nettobajere, og dig selv, som har sovet tre nætter på Hotel Prinsen i Roskilde og levet af sponsor-sushi? »Jeg har aldrig fået sponsor-sushi. Jeg har tit rost det fællesskab, der opstår på Roskilde. Men jeg har ikke fremstillet mig selv som en del af det. Min funktion er jo netop at stå udenfor og beskrive, hvad der foregår. Ligesom jeg jo heller ikke ville fremstille mig selv som en del af begivenheden, hvis jeg skulle dække Dansk Folkepartis landsmøde«. Men det ser ud til at blive en spændende festival-sommer, så vi kan sikkert regne med, at du også vil være på pletten på Haze over Harboøre og Rock under broen, der hvor rigtige mennesker går til rockfestival? »Nu dækker vi jo ikke festivaler, fordi de er folkelige begivenheder. Men vi skriver meget fra Roskilde Festival, fordi det er en stor kulturbegivenhed. Så det skal man ikke forvente. Det kunne da sikkert være meget morsomt at være med til nogle af dem. Men det er jo en helt anden snak«.