For at gengive Prins Valiants oplevelser i det fremmede (se her på pladsen i går) rejste tegneren Hal Foster selv verden rundt på research.

Omvendt med Carl Barks (1901-2000), som sendte sine ænder til klodens fjerneste egne – og for resten beundrede Fosters tegnekunst – men ikke selv kom uden for USA før Europaturneen i 1994, der også gav ham en superstar-modtagelse i Danmark. Barks sad hjemme og tegnede efter billederne i National Geographic – jeg har selv set alle årgangene stå på reolen i kælderen i hans hjem i Grants Pass, Oregon, da jeg interviewede ham halvandet år før hans død.

En fiasko som cowboy
»Sine ænder«, skrev jeg, men enhver ved jo, at ligesom Anders ikke er far til ungerne, men onkel, så var den koleriske Donald Duck ikke Barks’ egen avl. Han havde kræet fra de Disney-tegnefilm, han var animator på, før han fra 1942 til 1966 tegnede trykte serier. Selv sagde han om sin fortid: »Jeg var en fiasko som cowboy, skovhugger, trykkeriarbejder, snedker, animator, fjerkræavler og drukkenbolt. Det hjalp mig måske alt sammen til at skrive historierne om stakkels gamle Anders og hans utilstrækkelige evner«.

I de nævnte professioner, plus som brandmand, kustode, racerkører, forsikringsagent m.m., led også Anders nederlag i tidens løb – og rejste sig atter i næste nummer med fornyet, lalleglad selvtillid! Det var Barks, der formede denne moderne antihelt af den jævnt begavede og barnagtigt letbegejstrede and – i takt med, at han lod nevøerne modnes til næsten voksen opvakthed, med Grønspættebogens hjælp. Og Barks, som befolkede Andeby med Højben, Gearløs og frem for alle Onkel Joakim, hvis gnieragtighed med årene også udviklede sig til en bredere personlighed.

Hæve skibe med pingpongbolde
Typegalleriet kan måle sig med Tintins, rejseaktiviteten også, om end ændernes destinationer når længere ud i fantasien end plusfour-detektivens – tænk bare på Søslangen i Skotland, Andesbjergenes folk med de firkantede æg eller Vinlands-ekspeditionen efter ’Den gyldne hjelm’, der kom med i Mikkelsens kulturkanon.

Begge helte har mødt Den Afskyelige Snemand, genstand for en af 1950’ernes største medie hypes, og ligesom Hergé var Barks lidenskabeligt optaget af tidens nye fænomener og opfindelser – og fik bl.a. selv ideen til at hæve sunkne skibe med pingpongbolde. Men frem for alt ejer Barks’ historier en afrundet pointering og hans streg den enkle plastiske udtryksfuldhed, som vi børn genkendte som ’den gode tegners’ – selv om Walt Disney var angivet som eneste ophavsmand til Andebladet.