Middelklasse!« vil en del af tegneseriens gadedrenge-aficionados vrænge ad denne bebrillede privatdetektiv med egen butler, efterkrigstidens white-collar-version af den rå 1930’er-kapitalismes anderledes fysisk orienterede Dick Tracy & Efterfølgere.

Og ganske rigtigt bebuder ’Rip Kirby’ med premiere i 1946 en ny verdensordens spirende konsensusdrømme om at løse sociale konflikter gennem uddannelse og forhandling, verdenskonflikter gennem FN’s Generalforsamling.

Forbilledlig i sit verdensbillede
Men serien er forbilledlig i sit fastbyggede verdensbillede, sin opfyldelse af dagsstrippens krav om en pointe eller en ’cliffhanger’ i stribens sidste billede hver dag – og som helt bogstaveligt model for talrige efterligninger af både stregen og hele konceptet. Desuden er nogle tegnere så væsentlige for seriekunstens udvikling, at de må med i ethvert tilløb til en kanon – selv om der måske kan rejses indvendinger mod hver enkelt af de serier, de står for.

Det gælder Alex Raymond (1909-1956), som i sit korte liv – han døde i en trafikulykke en måned før sin 47-års fødselsdag – søsatte så banebrydende serier som ’Agent X-9’, ’Jens Lyn’, ’Jungle Jim’ og ’Rip Kirby’, de tre førstnævnte endda inden for de samme få uger af 1934.

Dashiell Hammett skrev tekst til ’Agent X-9’, der blev model for senere sort-hvide mesterserier som ’Sporhundene’ og ’Modesty Blaise’. Storvildtjægeren Jungle Jims bedrifter i Sydøstasien blev bl.a. til film med Johnny ’Tarzan’ Weissmuller. Og ’Flash Gordon’ blev i sin interessante trekant med veninden Dale og nørden Dr. Zarkov indbegrebet af en rumopera, ambitiøst og elegant tegnet, men med sine ridderborge, sump-, jungle- og ørnefolk på kejser Mings planet Mongo så langt ude i hampen, at det blev et let mål for MAD Magazines satire – ’Flesh Garden’ hed han dér.

Forbrydelse må aldrig betale sig
’Rip Kirby’ holder sig inden for realismens – eller i hvert fald den empirisk bekræftede virkeligheds – rammer med sin drevne streg: fine penneskraveringer a la Hal Foster forenet med slagkraftige sort-hvide kontrastfelter som hos Milton Caniff.

Nok kunne den streg undertiden forveksles med de daværende Colgate-reklamers, og nok havde Raymond – men navnlig den senere tegner John Prentice – en hang til at skride ud i romance og sæbeopera, både med veninden Eve og diverse andre damer og med butler Desmonds milde smil i baggrunden.

Men udgangspunktet – og den bløde hat – havde han til fælles med Dick Tracy: Forbrydelse må aldrig betale sig!