Vel er tegneserier anerkendt, nu også som modeskabende, på New Yorks Museum of Modern Art (se Politiken i onsdags), men det er nu alligevel ikke hver gang, en tegneserie lukker og slukker, at USA’s præsident kommenterer det.

Det gjorde Bill Clinton imidlertid, da ’Radiserne’s tegner i december 1999 meddelte, at nu – efter en stribe om dagen i 50 år! – ville han stoppe for at passe helbred og familie.

Et parallelliv som pilot
Han nåede det lige! Charles M. Schulz (1922-2000) tegnede sin sidste hilsen til læserne 3. januar, og fyrretyve dage efter døde han, »en mørk og stormfuld nat« mellem 12. og 13. februar 2000. Med de citerede ord indledte Søren Bruns hund Nuser som bekendt alle sine ukuelige forsøg på som romanforfatter at give udtryk for det rige indre liv, der gjorde den til seriens livskunstner.

En fantasi, som f.eks. skaffede den et parallelliv som pilot under Første Verdenskrig, i stadig luftduel med Den Røde Baron. Eller gjorde dette (flyvende) hundehus til et palads med skrivemaskine, billardbord og Van Gogh på væggene; gjorde resten af hvalpekuldet til et spejlbillede af immigrantnationen USA’s etniske ’smeltedigel’; og fugleflokken med Woodstock i spidsen til dens naturlige omgangskreds.

Lykken blev en varm hundehvalp
’Peanuts’, som syndikatet tvang Schulz til at omdøbe sin serie ’Li’l Folks’ til, var ligesom Walt Kellys ’Pogo’ en reaktion på en selvhøjtidelig koldkrigstids paranoia, og i endnu højere grad end den åbnede ’Radiserne’ dagbladsstriben for voksne læsere: Figurtegningens minimalistiske punktum-punktum-komma-streg blev bærebølge for livsklog erkendelse og indsigt af så sublim enkelhed, at ’den første intellektuelle tegneserie’ af filosoffer og kulturkritikere bl.a. blev udlagt som ren eksistentialisme –

»Hvad er det?«, lød reaktionen fra Schulz, der som ung var baptist, senere aktiv metodist, men i striberne begrænsede forkyndelsen til en vis undren over Den Store Græskarmand.

Schulz revolutionerede tegneseriestribens form- og motivmuligheder og dermed dens læserskare, forsynede over 2.600 aviser i 75 lande verden over med sine i alt 17.897 egenhændigt tegnede striber og havde en personlig indkomst af striber og merchandizing på anslået 67 millioner dollar om året.

Lykken blev en varm hundehvalp, men tegneren selv var næppe mere lykkelig end selvportrættet Søren Brun. Han græmmedes – undtagen når han tegnede. Som han udtrykte det i 1994: »At få følelsen af dybde og rundhed og den streg, der er det bedste pennestrøg, du kan præstere. Det er dét, det hele handler om!«.