Tegneserier, selv de bedste, taler andre originalsprog end engelsk, fransk og japansk, selv om vi sjældent mærker det på det danske seriemarked.
I min egen uvidenheds mørke – i den henseende, mørket går jo mod uendeligt på så mange andre felter – udgør Alberto Breccia (1919-93) et af lyspunkterne.
Han er født i Uruguay, men voksede op i Buenos Aires, og hans helt originale stil fik vi i Danmark at se med de to første bind af hans og forfatteren Juan Sasturains ’Perramus’ (indledt 1982). Med titelpersonens hukommelsestab sætter den af i hans eftersøgning af sin fortid, men udvikler sig snart til en besk fortælling om livet i byen ’Santa Maria’, dvs. under Argentinas og generelt Sydamerikas militærdiktaturer, og om hele subkontinentets afhængighed af USA’s mest tvetydige kapital-, narko- og mafiakredse. Kissinger og Frank Sinatra er blandt dem, der spiller uheldige roller, mens Jorge Luis Borges bistår cottoncoathelten og hans venner i stadig nye opsporinger af kimene til frihed fra dødningeregimet.
Genkendelige figurer
Er det udtrykkelige politiske indhold originalt, er stregen det ikke mindre – eller rettere: penselstrøgene. Hos Breccia – som åbnede en ’Pan-American School of art’ i Buenos Aires sammen med Hugo Pratt, før denne i 1960’erne vendte hjem til Italien – erstattes tegneseriernes ellers uundværlige konturstreg af rene lys- og skyggeflader med gråtoner i en art lavering – men med lige så distinkt genkendelige figurer.
Totalvirkningen er en labyrintisk dybde, helt svarende til den politiske spændingsromans (og den livsfarlige politiske virkeligheds) ubestemmeligt ildevarslende gråtoneforskydninger. I bl.a. ’Drácula, Dracul, Vlad? Bah ...’ (1984) udfoldede Breccia senere en mere grotesk humor og kolorisme. Perramus-stilen begyndte Breccia at udvikle i samarbejdet med en anden tekstforfatter, Hector Oesterheld (1922-?), en drivende kraft i argentinsk seriebranche i 50’erne og 60’erne.
Sammen lavede de serien ’Sherlock Time’, før de 1962-64 skabte 200-siders fortællingen ’Mort Cinder’, et hovedværk i tegneseriehistorien. Oesterheld skrev også manuskript til de biografiske serier om ’Evita’ (1970, om præsident Juan Perons legendariske kone nr. 2) og om Ernesto ’Che’ Guevara (1968), her med Breccias søn Enrique som medtegner. Især Che-biografien skal have medvirket til at gøre Oesterhelds skæbne til en illustration af det tyranni, han kritiserede: I 1977 blev han arresteret af det militærdiktatur, der tog over året før. Siden har ingen hørt noget til ham ...
På dansk er udkommet Perramus 1 – Et argentinsk mareridt (1989) og Perramus 2 – Den syvende dags hovmod (1990, begge Carlsen Comics). På fransk findes også bd. 3, L’Ile de Guano, og bd. 4, Dent pour dent (Éditions Glénat). www politiken.dk/stregkoder.
