Den ene er en flamboyant filosof og intellektuel, den anden en indadvendt hadsk forfatter, der har vænnet sig til at sky offentligheden. Den ene en hidsigt debatterende jødisk intellektuel med åbenstående hvide skjorter, tætte forbindelser til magtens inderkredse, en bølgende grå manke og en showbiz-hustru, der ikke er bleg for at optræde letpåklædt i de glittede blade. Den anden en skrutrygget, blodfattig og misogyn racist med et krøllet, storrygende og forhutlet ydre, som indikerer et socialt liv, der mestendels foregår i et navlepillende enrum i skæret fra computeren. Der findes næppe i Frankrig to forfattere, som minder mindre om hinanden end Bernard-Henri Lévy, eller BHL, som Lévy kaldes i daglig tale, og Michel Houellebecq.
Mailkorrespondance i romanlængde
Ingen havde derfor forudset, at denne litterære sæsons på en gang bedst bevarede og mest hypede hemmelighed ville være en 336 sider lang email-udveksling mellem de to vidt forskellige superstjerneforfattere, der hører til blandt de bedst sælgende og mest eksporterede i Frankrig.
For også deres forfatterskaber ligger milevidt fra hinanden:
BHL’s bøger er som regel sydende enqueter og politiske kommentarer, hvor han taler dunder mod alverdens uretfærdigheder, uanset om det drejer sig om menneskerettigheder i Darfur, krigen i Afghanistan eller mordet på journalisten Daniel Pearl i Pakistan.
Mens Houellebecq skriver romaner, der kredser om kyniske og narcissistiske hovedpersoner, som udlever voldsomme og eksplicitte seksuelle eventyr og kampe. Hadet Det eneste punkt, som forbinder de to, er – ifølge dem selv – det had, hele den franske presse og mange almindelige franskmænd instinktivt føler til dem. Eller som Michel Houellebecq skriver til Bernard-Henri Lévy i den første af de elektroniske epistler: »Alt (...) adskiller os, undtagen én fundamental ting: Vi er begge temmelig foragtelige personer«. Men »hvorfor så meget had?«, spørger Lévy, der føler sig forfulgt på linje med Jean-Paul Sartre, Jean Cocteau, Albert Camus eller sågar Baudelaire, hvilket da også fremgår af titlen på det særprægede fællesværk, der kort og godt hedder ’Ennemis publics’.
