»Inger Christensens digtning er båret af en helt unik og original forståelse af verden, ja, hele universet, og af en overlegen sproglig præcision og bevidsthed.

Den er i ordets egentligste forstand organisk i sin opfattelse af forholdet mellem sproget og verden, den samler på helt forunderlig vis suggestiv anelsesfuldhed og krystallinsk klarhed, viser på én gang hengivenhed og ærefrygt over for alt levende og dyb fortrolighed med destruktivitetens stadige, truende tilstedeværelse og dødens uløselige sammenhæng med det levende. Hun var utvivlsomt en af de største lyrikere i det tyvende århundredes Europa, og hendes betydning for den danske litteratur kan vanskeligt overvurderes.