Tegning: Phillip Ytournel

Tegning: Phillip Ytournel

Kultur

Christian Have: I skal betale folk for at læse avisen

Folks opmærksomhed vil være den vigtigste råvare. Tag et kig ind i fremtidens samfund med pr-manden Christian Have.

Kultur

Da Iselin C. Hermanns roman ’Domino’ udkom i foråret, valgte forlaget at markedsføre den ved at lægge 20.000 eksemplarer ud til fri afbenyttelse i det offentlige rum.

Var det virkelig nødvendigt?

Christian Have smiler:

»Målet var at skabe opmærksomhed om udgivelsen. På den måde får man folk til at anbefale bogen til venner og bekendte, der så køber den. Men det er jo intet at regne for, hvad man kan forestille sig i fremtiden for at skabe positiv opmærksomhed omkring aviser og teaterforestillinger«.

»Betal folk for at læse avisen« Skal vi nu også til at gøre Politiken til en gratisavis?Nu klukker han ligefrem:

»Nej, det er netop det, I ikke skal! I skal betale folk for at læse Politiken! Om få år vil man måske også få penge for at gå i teatret ...«.

Mere om aviserne og teatrene – om lidt.

På det store hvide mødebord i hans kontor står kaffen og bliver kold. Båndoptageren kører. Udenfor skinner solen på Frederiksberg.

En dejlig efterårsdag. Skøn nutid! På den anden side: Fremtiden truer …

Nu er Christian Have ganske vist ikke spåmand. Han er pr-mand. Grundlæggeren af og direktøren for Have PR & Kommunikation.

Og så skriver han også bøger – om marketing, kultur og kommunikation. ’Det store sceneskift’ hedder hans nye bog om fremtidens samfund. Og hvordan ser så det ud?

Dig og dine platforme
Have hælder varm kaffe op.

»I fremtiden er du blevet din egen mediestation. Du begynder om morgenen med at tjekke, hvad der er sket inden for de sidste tre-fire timer på dine platforme. Hvad har responsen været på det, som du har lagt ud af videoklip, tv-indslag og meninger? Du har måske startet et par debatter i de communities, som du er en del af. Du er ikke så interesseret i, hvad der er sket ude i verden, kun i din egen verden, for det er verden! Det, der skaber din dag, er de reaktioner, du har modtaget på det, du har lavet dagen før. Og der skal man så forstå alle de medieplatforme, vi har til rådighed og ikke engang har fantasi til at forestille os …«.

Vi kender vel nogle af dem i dag?

»Ja, men de vil være langt mere sofistikerede. Vi vil ikke have en mobiltelefon længere. Vi behøver ikke de gammeldags apparater for at kunne kommunikere med hinanden. I stedet kalder vi bare hinanden op med stemmen. Vores mobiltelefon er blevet en lille prydgenstand, der kan sidde på brillen eller være en øreclips«.

Hvor mange år ud i tiden taler vi om?

»Fem-ti år. Du kommer til at opleve det ...«.

Have fortæller det stille og beroligende. Han er ikke for ingenting kommunikator. Han kender en angstneurotiker, når han ser en …

Jamen, jeg har jo lige købt ny mobiltelefon!

Responsen på os selv
At tage sig tid – i fremtiden – bliver efter Christian Haves mening den vigtigste identitetsskabende handling overhovedet i det, han kalder for »det kommunikative samfund«, hvor responsen på os selv har førsteprioritet, og hvor den enkelte medborger opfatter sig selv som en medieperson og med sin egen mediestation.

Vi vil stadig have et Danmarks Radio.

Til gengæld er TV 2 nok blevet solgt til en international station.

Og med hensyn til nettet, fortæller han, så drejer det sig heller ikke længere om, som i dag, at vi lægger en sekvens på to-tre minutter ud; nej, hele vores fucking liv bliver lagt ud.

»Vi vil opleve et stadig større ønske om at få opmærksomhed. Og det betyder, at du inviterer verden indenfor, så alle kan følge med i, hvad du gør. Nej, det lyder ikke rart, vel. Men hvis jeg for ti år siden havde sagt til dig, at Danmark ville få et bragende flertal for, at vi skulle have overvågningskameraer, og at vi som nu 70 gange om dagen bliver fanget ind af et kamera, så ville du have sagt: Aldrig i livet!«, siger Christian Have.

»Fremover gør vi det bare helt frivilligt. De generationer, der er født nu, er jo vokset op med mobiltelefonen og computeren i stedet for sutten. Derfor vil de heller ikke stille spørgsmålstegn, for det er for dem noget naturligt at involvere resten af verden i deres liv: nonstop – 24 timer. Som udtryk for en sult, ganske enkelt, efter at skabe identitet i en stadig mere uforståelig og kaotisk verden«.

Pres på selv-ejendomsretten
Det rejser så et andet problem, nemlig spørgsmålet om, hvem der efterhånden har retten til éns eget liv:

»I det sekund, vi er på og lægger os ud på nettet, så forsvinder retten til os selv, vores egne statements og opfattelser«.

Christian Have har et eksempel i sin bog, hvor en ældre kinesisk lærervikar oplever, at en elev i klassen bliver truende og kaster flasker mod ham.

Det bliver filmet af en anden elev på mobiltelefon. Hun sender det rundt til de andre. En tredje lægger videoen ud på sin blog. 5.000 andre ser nu også videoen.

Folk på nettet reagerer og bliver medskabere på ’nyheden’. Hvad der foregik privat i et klasseværelse, ender som en fed og kommerciel mediehistorie.

»Ejendomsretten til os selv vil komme under pres. Samtidig vil vi have et ambivalent forhold til det. Dels vil vi gerne have en identitet, og den får vi som sagt ved at lægge os ud. Dels vil vi have et behov for netop at være os selv. At være kendt er alfa og omega i dag; det er nødvendigt for at få de indtægter og den status, du gerne vil have. Men konsekvensen er, at du dybest set har solgt ud af dit eget liv«.

»Oplevelsessamfundet«
Velkommen til det store sceneskift!

Have taler om den eksplosion af måder at fortælle og kommunikere på, som er sket inden for de seneste 15 år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der bliver mailet, sms’et, podcastet, blogget, skrevet, udgivet og produceret som aldrig før. Vi bliver bombarderet med informationer!

Og vi trøster os med stadig flere og større oplevelser. Realityshow og hele svineriet. Det samfund, vi lever i nu, kalder Have for »oplevelsessamfundet«.

Det kan gå i to retninger med op til flere skrækscenarier.

Men der vil også vise sig stadig stigende krav til, at informationer og oplevelser fremover skal kommunikere etiske budskaber og meningsfyldte perspektiver.

»Vi har muligheder, som menneskeheden ikke har haft før. Den positive version, som vi for tiden ser i USA, er Barack Obama. Hans form for præsidentkampagne ville ikke have været mulig for bare otte år siden. Hvad har Obama netop sendt ud igennem nettet? Det er værdier og holdninger. Håb og visioner. Obama er et fremragende eksempel på en fremtidens kommunikator. Han er et positivt billede på en politiker, fordi han forstår at bruge alle sine platforme og bruger det til en værdikamp«.

Informations- overload
Problemet er, med andre ord, at vi står med et hidtil uset potentiale af valgmuligheder for at kommunikere med hinanden, men at vi – i og med bombardementet af informationer – bliver så stressede, at vi går ned.

Ligesom nettet en gang imellem gør det.

»Der er pæn risiko for at brænde sammen på grund af et informations- overload. Det går jo så hurtigt i dag, at refleksionen over, hvad vi egentlig skal bruge alle disse nye teknologiske platforme til, ikke kan følge med. – Vi når ikke at få sjælen med!«.

Så er det jo godt, at papiravisen har en sjæl!

»Har den?«, griner han.

»Mange af de medier, vi kender, er netop kommet i krise, fordi de heller ikke har haft tid at reflektere over sig selv. Det er på tide, vi igen begynder at diskutere værdier. Alt kan jo ikke blive ved med at være lige godt. Vi bliver snart nødt til at tale om, hvad vi skal bruge alle vores muligheder til i dette samfund? Hvordan skal det samfund, som vi gerne vil have, se ud?«.

Honorar for at læse avisen

Fremtidens danskere vil have mere substans og bedre informationer, siger du, men samtidig læser de gratisaviser. Giver det mening?»Gratisaviserne er begyndt at kollapse! I stedet for at poste en milliard kroner ud på gratisaviser skulle de store vigtige aviser tænke på at betale folk penge for at modtage avisen … ja, det lyder vildt. Men når folks opmærksomhed er den vigtigste råvare fremover, så kunne man godt forestille sig, at man betalte folk for at modtage og læse en avis. Den avis, der gør det først, vil garanteret få en oplagsfremgang på 200-300 procent. Jo flere læsere, jo mere opmærksomhed – og desto større annonceindtægter: Vi honorerer din opmærksomhed ved at være vores læser, og så henter vi pengene hjem andre steder fra. Det er også den ide, vi så småt er ved at se til fodboldkampe og olympiske lege. Det er lige før, de betaler publikum for at sidde med, fordi du ser det jo egentlig bedre på tv«. Hele gratisfænomenet er for ham ensbetydende med noget værdiløst.



»Enten betaler vi for noget, som har en stor værdi, eller også modtager vi penge for noget, som vi er usikre på har en værdi. Og når vi så har fundet ud af, om det er noget for os, kan vi så beslutte os for at blive kunde. Det samme kan man forestille sig ske inden for kunstens verden: f.eks. de smalle teaterforestillinger eller ny kompositionsmusik, som det umiddelbart kan være svært at få folk til at interessere sig for og få deres opmærksomhed til«. Går vi i teatret og biografen om ti år?»Vi vil stadig gerne have den fysiske oplevelse i teatret. Men vi kommer også til at se forestillinger via skærmen derhjemme. Ligesom Metropolitan Operaen sender de store operaer ud til 400.000 mennesker i hele verden i dag. Med hensyn til biografen er det rigtigt, at de fleste film, der har premiere i dag, har mange allerede haft mulighed for at downloade. Men vi vil ikke gå i biografen for at se film. Vi vil gå der for at få at socialt fællesskab. Alt kan som bekendt ske i mørket. Men det er klart, at også biograferne skal til at omtænke deres rolle. Ellers bliver en del nok nødt til at lukke …«.



Gå på gaden og se fjernsyn I det hele taget bliver der nok ikke så mange skærme i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Christian Have vil fremtidens menneske ikke længere tage hjem for at se f.eks. tv eller være på computeren.

Alle informationer og oplevelser er blevet mobile.

»Vi er konstant. Vi vil snart kunne gå på gaden og se fjernsyn. Vi behøver ikke længere en fællesskærm. Ligesom vi heller ikke behøver en kamin. Alligevel vil vi gerne have skærmen stående, for det er her, vi skal samles og være sociale. Den store fladskærm, som vi tror på i dag som det ultimativt moderne, ja, den bliver om ti år, hvad kaminen er i dag«.

Hvordan skulle det her interview have set ud, hvis vi tænker fem år frem?

»Du havde da bare kaldt mig op med din lille øreclips. Så havde vi ikke behøvet at sidde her. Vores snak var uden tvivl blevet sendt direkte på nettet. Og din avis – og mit eget firma – ville have annonceret, hvornår interviewet ville finde sted, og hvor længe det ville vare. Og om der også var kommet noget i papiravisen? Nej, der ville din redaktør nok have sagt, at det her ikke var interessant nok. Det ville have krævet et par rigtige celebrities! Nogle kendte, der virkelig kunne flytte noget. Slet ikke sådan nogen som dig og mig ...«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden