De trængte private radiokanaler og nye selskaber med ønske om at lave radio slipper for at skulle overbyde hinanden, når de skal konkurrere om de fremtidige ledige pladser på FM-båndet og de nye sendemuligheder, der opstår på digital radio også kaldet DAB.
Fremover bliver det nemlig indholdet af udsendelserne frem for evnen til at betale, der afgør, hvem der får lov at sende, fremgår det af en tillægsaftale til medieaftalen, som regeringen har indgået med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF, de radikale og Liberal Alliance. »Det er et område, der har stået i stampe i lidt over et års tid, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi rykker nu«, siger kulturminister Carina Christensen (K). »Jeg synes, vi har skabt gode vilkår for de kommercielle aktører på markedet, og de har det hårdt derude og har brug for et markant signal fra politisk hold om, at vi er villige til at skabe gunstige rammer for dem«, siger hun.








