Det er de gigtkrogede hænder, der umiddelbart står stærkest i min erindring.

Midt iblandt hans nøgterne, strømlinede dansere, der strøg hen over scenen som abstrakte tegn, stod han der pludselig, gamle mester Cunningham, og lod sine gigtkrogede hænder lave deres egen lille dans. Meget sårbart, meget menneskeligt virkede det, en yderst personlig signatur midt i den formstærke, ikke-ekspressive, abstrakte dans, som har gjort Cunningham til den store fornyer inden for moderne dans som postmoderne pioner.