Hvad er det egentlig, I er så bange for?

Rasmus: »Jeg husker tydeligt, at jeg efter at have set ’Poltergeist’ for første gang fjernede alle min lillesøsters klovne fra hendes klædeskab. Jeg var 18 år«.

Hvad så nu? Er det så din søster, du er blevet bange for?

Rasmus: »Nej, jeg ser bare ikke ’Talent 09’. Jeg bliver bange for alle de klovne, der render rundt derinde«.

Martin: »Jeg er faktisk bange for døden. Nogle af numrene på vores album handler også lige præcis om det«.

Nu er det jo ret svært at høre, hvad du synger, så jeg ved ikke, hvor god du er til engelsk. Men albummet hedder jo ’Dead Storm’. Hvis man nu er bange for stormvejr, så er dét da i hvert fald ikke noget at være bange for. En død storm må vel betyde, at det netop ikke stormer.

Martin: »Det er rigtig godt set«.

Hvis det nu havde heddet ’Death Storm’, kunne man måske forestille sig noget med døden, der blæste ind over og ...

Rasmus: »Har du ikke lyst til at arbejde på vores pladeselskab? For der er da tydeligvis noget, der er smuttet for dem«.

Der er så meget, der går galt for så mange pladeselskaber, at jeg ikke tror, jeg vil kunne hjælpe nogen af dem.

Martin: »Hvis du spiller dine kort rigtigt, kan du blive det sjette medlem i bandet«.

Nu ved jeg så ikke, om det ville være udtryk for at spille kortene rigtigt eller forkert at være med i sådan et band som jeres. Man kan i hvert fald hurtigt ende med at sidde med det, der kaldes ’Død mands hånd’. Men det ved I vel ikke noget om. Nu satte I jer jo også bare ned her på caféen uden at tjekke, om I havde ryggen til døren eller ej. Så hvis I er bange ...

Martin: »En af de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst, er B.S. Christiansens ’Et liv på kanten’, og der siger han, at man aldrig skal sidde med ryggen til døren. Jeg siger det omvendte: Vend altid ryggen til døren, når den eneste fjende sidder lige over for dig. Sådan som du gør nu«.

Det er godt, vi ikke har sådan nogle drenge som jer i Afghanistan, men at I bare går herhjemme og laver nogle æstetiske videoer.

Rasmus: »Tak. Må vi kalde dig far?«.

Ud over noget forbløffende uhørbart musik optræder I også med et konglomerat af stort set alt, hvad pubertære bands som jeres har dyrket af skrækeffekter de sidste 35 år.

Martin: »Konglomerat? Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder«.

Hvorfor taler I ikke bare videre? I et interview drejer det sig om at tale uden om det, man eventuelt ikke forstår. I skal bare lade, som om I besvarer mine spørgsmål, selvom I i virkeligheden følger jeres egen dagsorden. Har I ikke fået nogen medietræning på det skide pladeselskab?

Rasmus: »Jeg synes, du klarer jobsamtalen rigtig godt lige nu«.

Martin: »Apropos det med medietræning, så kan vi godt bruge noget af det. Men du har fuldstændig ret: Det drejer sig om at lede det hen på det, man selv vil formidle. Kan du ikke sige noget nu, Rasmus?«.

Rasmus:»Vi har lige spillet i New York og solgt 175.000 plader på to uger«.

Nu lyver du jo. Det er det eneste, man ikke må, for det kan jeg jo tjekke. I må godt sige alt muligt, der er forkert. Men I må ikke lyve.

Rasmus: »Men mor har altid sagt, at det hverken handler om at lyve eller tale sandt, men om at snakke godt for sin syge moster«.

I forhold til jeres musik, skulle man tro, at I havde et problem med autoriteter. Men I angler jo ligefrem efter autoritet. Du får blanke øjne, når du taler om dine forældre, og du vil have mig til at være både far og pladeselskab.

Martin: »Min far har altid sagt til mig, at hvad fatter gør, er altid det rigtige«.

Rasmus: »Det er faktisk vores forældres instrumenter, vi spiller på til vores koncerter«.

Er det også dem, der betaler jeres horribelt højteknologiske, æstetiske videoer?

Martin: »Nej, det er vores pladeselskab. Ups, der løj jeg igen«.

Mange inden for jeres genre synes, det er svært at finde på noget, der kan provokere. Sådan virker I også.

Rasmus: »I vores video har vi lagt censur på Martins penis. Men det er ikke, fordi det ville være provokerende. Det var udelukkende, fordi den på grund af kulden fremstod meget lille. Det ville vække røre, hvis man så en mand, der spillede i så mandigt i et band som vores, med så lille en penis«.