Polanski gør film færdig fra cellen

Roman Polanski blev 26. august anholdt af schweizisk politi i Zürich. Her arkivfoto af instruktøren taget under filmfesten i Venedig for ti år siden.
Roman Polanski blev 26. august anholdt af schweizisk politi i Zürich. Her arkivfoto af instruktøren taget under filmfesten i Venedig for ti år siden.
Lyt til artiklen

Roman Polanski fortsætter sit arbejde som filminstruktør fra sin celle i et schweizisk fængsel.

Det siger Robert Harris, der er manuskriptforfatter på hans nyeste film 'The Ghost', ifølge den britiske avis The Guardian.

Polanski sidder i fængslet med henblik på at blive udleveret til USA, hvor han er efterlyst for at have forgrebet sig seksuelt på en 13-årig pige i 1977 i den amerikanske skuespiller Jack Nicholsons hus.

Udstikker ordre til komponisten
Harris har på en litteraturfestival i Cheltenham i Storbritannien berettet, at arbejdet med Polanskis nye film er i sin allersidste fase, og at instruktøren blandt andet har talt talt med filmens komponist, Alexandre Desplat.

»Han sørger fra cellen for, at hans ønsker bliver hørt. Jeg tror ikke, at han har mulighed for at ringe. Men han kan kommunikere««, fortalte Harris til den britiske avis The Times.

Robert Harris, der har skrevet den bog som Polanskis nye film bygger på, er spændt på, hvordan publikummet vil tage imod den nye film.

Politisk spændingsfilm
»Jeg ved ikke, om folk kan se bort fra de omstændigheder, som instruktøren nu er omgivet af. Vi tester de yderste grænser for udtrykket om, at enhver form for omtale er god omtale«.

'The Ghost' er en politisk spændingsfilm med Ewan McGregor og Pierce Brosnan, der spiller den britiske premierminister.

LÆS ARTIKEL Nye film på vej fra Clooney og co.

Flygtede fra USA i 1978

Polanski modtog i 1978 en behandlingsdom efter at have erklæret sig skyldig i seksuel omgang med den 13-årige pige. Kort tid efter flygtede han fra USA.

Den 76-årige instruktør er fransk statsborger og har ikke opholdt sig i USA siden.

Roman Polanski modtog i 2003 en Oscar for filmen 'The Pianist' - uden personligt at møde op til ceremonien.

LÆS ARTIKEL Filminstruktøren Roman Polanski anholdt

Daniel Bennetsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her