Hej, Bjørn. Nå, nu er du så i Toronto?
»Det runger ret meget. Det lyder, som om du taler inde i en kirke«.

Det gør jeg sådan set også. Jeg ringer jo fra Politikens redaktion.
»Aha! Sandhedens kirke! Ja, jeg er i Toronto. Jeg har lige været til en debat om klimaforandringer som vores topprioritet. Der var 1.100 mennesker i auditoriet, omkring 3.000 fulgte med over webcast. Jeg debatterede med George Monbiot fra The Guardian, som er en af hofbekymrerne for global opvarmning – og jeg vandt«.

Men det gør du vel altid, synes du selv. Der kan vel ikke være noget særlig godt klima i et auditorium med så mange mennesker?
»Der var nu egentlig en ret god debatstemning. Primært fordi vi alle respekterer, at det er en vigtig diskussion, og at det er vigtigt to get it right. På den anden side er det jo også vigtigt, at vi tør have den her snak«.

Hvad er egentlig forskellen på klima og miljø?
»Det er et godt spørgsmål. Vi snakker nemlig så meget om klima, at vi har glemt alle de andre miljøproblemer. Ved du, hvad det største miljøproblem i verden er?

Nej, men det ved du sikkert.
»Det er indendørs luftforurening. Det dræber 1,4 millioner mennesker hvert år. I den tredje verden bruger man rigtig beskidte brændsler. Man fyrer med pap og komøg. Det understreger, at vi fokuserer på ting, der er vigtige – som global opvarmning – men vi glemmer ofte, at der er andre ting, der er mere alvorlige«.

Jeg sidder jo bare herovre i CO2penhagen og venter på, at der skal ske noget.
»Copenhagen er stedet at være. Jeg rejser også hjem i aften. Alle kommer jo til København. Jeg får beskeder fra nær og fjern. New York Times’ miljøjournalist spurgte, om jeg kendte et godt bluegrass-sted. Han ville tage sin guitar med«.

Så de kommer også for at spille guitar? Det blive værre og værre. Jeg troede slet ikke, at du glædede dig, men ville stå i et hjørne og brokke dig over, at byen myldrer med hyklere, der ikke forstår en skid af det hele?
»Byen kommer til at vrimle med folk, der gerne vil gøre noget godt. Jeg kunne bare godt tænke mig at overbevise dem om at gøre noget, der rent faktisk var virkelig godt. Så det ikke bare bliver sådan en løftefest, hvor alle lover, at de vil skære helt vildt meget – uden at gøre det alligevel«.

Hvad tror du er sværest: at være dig, der har alle de rigtige svar uden at blive forstået, eller mig, der ikke fatter et muk?
»Der er mange, der har det ret slemt. Jeg var i England, hvor vi bad nogle børn om at tegne global opvarmning. Der var én, der tegnede en jordklode, som var helt blå. Det var bare alt sammen vand, og pingvinerne og isbjørnene var døde. Tænk at vokse op på den måde? Og tro, at hele verden vil forsvinde om et øjeblik?«.

I min barndom lavede vi tegninger af, hvordan Jorden så ud efter atomkrigen. Det var sgu heller ikke kønt.
»Ja, jeg kan huske den der film ’The Day After Tomorrow’. Den var ret skelsættende for mig. Så jeg var meget engageret i fredsbevægelsen og i, at vi ikke skulle have flere a-våben i Europa«.

Hop-hop-hop-atomraketter-stop!
»Ja, men det er frygteligt. Sådan nogle forestillinger stopper jo al kreativitet og glæde ved livet. Vi skal ikke lade, som om der ikke er noget problem. Men det er da ikke det samme som at lave skræmmekampagner over for tolvårige børn«.

Hvordan var du egentlig selv som barn? Du er jo vokset op og blevet en meget påståelig mand. Der må have været nogle heftige debatter hjemme hos jer, da du for eksempel gennemskuede det der med julemanden: »Alle de andre lader, som om de tror på ham. Men jeg ved, at han ikke findes!«.
»Jeg har aldrig troet på julemanden. Jeg syntes, julen var en kanongod tid: Alle gav én gaver, og man behøvede bare at give et håndlavet askebæger i ler tilbage. Det var da en fantastisk deal. Man fik kæmpepakker, og folk lod, som om de var vildt glade for det leraskebæger«.

Det var så dit første møde med det etableredes godtroende hykleri?
»Ja, det er i virkeligheden rigtigt. Men i min barndom var jeg nu meget lidt debatterende. Jeg voksede op i et meget religiøst hjem, hvor det mere var sådan: Sådan er det nu engang«.

Og du er så ude i en kraftig efterreaktion på det? Det er forklaringen?
»Jeg blev lidt mere rationel senere«.

Og påståelig.
»Ja, forhåbentlig«.

Og du vil altså forklare folk det med, at man bare skal sende nogle skibe ud i Atlanterhavet, sprøjte noget vand op i luften, og så er der ikke noget at bekymre sig over?
»Jeg siger, at man skal bekymre sig på den rigtige måde. Den aftale, topmødet drejer sig om, har vi prøvet at lave i 20 år. Har vi lyst til at spilde endnu 10 år? Den pointe slår folk og får dem til at sige: O.k., måske skulle vi prøve på en anden måde«.

Så du håber, at en masse mennesker kommer til København, kvajer sig og finder ud af, at man kan gøre det på en anden måde?
»Det farligste i København er, at vi kan komme til at kalde en fiasko for en succes. Lave en aftale, der ikke er politisk bindende, skåle på det og kaste noget konfetti op i luften. Og så sker der ikke mere. Det er ligesom i et parforhold, hvor man lader, som om det går o.k. i stedet for at anerkende, at man bliver nødt til at møblere helt om, hvis det skal fungere«.

Og så bliver man skilt?
»Ja, eller også finder man en ny måde at leve sammen på«.

O.k., Bjørn. Cool it.
»Ja, det er pissekoldt her i Toronto. Jeg glæder mig til at komme hjem. Hvor varmt er det i Danmark?«.

Koldt. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev noget varmere.