Den er tungere, end man skulle tro. Alligevel har jeg har haft den med mig overalt den sidste uge, siden min mand fik den overrakt i søndags. Det er Oscarstatuetten, jeg taler om. Turen mod Hollywoods gyldne håndtryk har været lang og begyndte for en måned siden, da min mands film blev nomineret. Telefonen kimede dagen lang i vores lejlighed i København, e-mail rullede ind med lykønskninger fra producere, agenter og kolleger og med spørgsmål fra journalister fra alverdens aviser: Hvordan føles det at blive nomineret til en Oscar? Her i begyndelsen var alt lutter gammen. Glæde, forventning, spænding. Allerede næste dag er den gal. Telefonen kimer stadig, men nu er det producere, agenter og kolleger, der ringer, fordi de vil med til Oscaruddelingen. The Academy Awards har givet min mand fire billetter – til ham og filmens producer samt deres koner. Der er tretten personer, der mener, de bør inviteres. Hovedpersonen fra filmen er især ihærdig, og min mand må bruge adskillige dage med opkald til The Academy, som til sidst giver sig. Instruktøren ånder lettet op.
Alle har problemer
Men næste dag er den gal igen, da Hovedpersonen ringer. Hvorfor har han fået en billet på balkonen og ikke på gulvet nær scenen, hvor Instruktøren skal sidde? Flere telefonopkald til The Academy fra Instruktøren, der samtidig er midt i optagelserne af en ny film og derfor under stort pres. Han får dem til at give Hovedpersonen en plads på gulvet. I den anden side af salen, end hvor vi skal sidde.
Det er ikke kun Instruktøren, der har problemer. Det har hans kone også. Hun går som regel ikke i balkjoler, er ikke den store shopper, men skal nu i løbet af en måned finde hele to kjoler – én til den røde løber, én til festerne bagefter – og flere par sko. Jeg ringer til min gode veninde, som bor i New York, og som er stylist. Jeg tror, at jeg har sparet mig selv for en masse kræfter ved at lægge ansvaret for min fremtræden over på hende. Jeg tager fejl.
Veninden er ikke bare stylist, hun er perfektionist. Hun sender mig til tandlægen for at få renset tænder, til frisøren for at få lavet lyse striber – mange lyse striber – og hen og få benene vokset. De falske øjenvipper skal laves i Los Angeles, mener hun, der fra starten erkender, at de nok ikke får en lang levetid på mine vipper. Så får hun bryst-, hofte- og taljemål og går på jagt i New York efter kjoler.
Den Store Begivenhed Ugen inden Oscaruddelingen er der tryk på. Instruktøren lægger sidste hånd på den nye film, børnene bliver afleveret hos bedsteforældrene, og jeg flyver ud en tidlig onsdag morgen i iskoldt frostvejr. Da jeg lander 18 timer senere i Los Angeles, er der som en mild dansk forårsdag. Alle går med store vinterfrakker og huer. Jeg stiger ud af taxaen iført T-shirt og sandaler. Vi skal bo i Santa Monica nær stranden. Rammerne er perfekte for den ferie, min mand og jeg tror, vi skal på: evig sol, lune grader og udsigt til havet, som solen synker ned over om aftenen og bader alt i et lyserødt lys. På Oscardagen er det overskyet, og det truer med regn. Turen i limousinen føles, som da vi kørte til vores bryllup under Brooklyn Bridge for otte år siden. Men til vores bryllup var der ikke tusindvis af mennesker, og heller ikke millioner, der fulgte med på tv. Det er der i dag. De står langs gaderne, før vi når Kodak-teatret, hvor prisoverrækkelsen skal foregå. Hvinende fans og klaser af kristne fundamentalister med skilte, hvor der står, at Heath Ledger befinder sig i helvede sammen med alle andre døde bøsser, og at Sean Penn, som også lige har spillet bøsse på film, er på vej samme sted.
