Onsdag kommer alle Beatles-album på gaden i nyslebne udgaver i to simultant udgivne bokssæt. Et must, mener vor anmelder.
Foto: ROBERT FREEMAN/AP

Onsdag kommer alle Beatles-album på gaden i nyslebne udgaver i to simultant udgivne bokssæt. Et must, mener vor anmelder.

Kultur

Anmeldelse: Beatles flytter ind i vores hoveder igen

Det er som at være der selv, når popmusikkens kendteste bagkatalog revitaliseres i både lidt sær stereo og monumental mono.

Kultur

Jeg har høj vrist. For høj.

Og det forhindrede mig i at være med i The Beatles.

Eller i hvert fald se ud som dem, for da jeg var 14, ønskede jeg mig kun to ting af livet – at gennembryde Jyttes vatforede panserværns-bh med mandelist og rom & Jolly Cola, og at kunne passe et par af de kortskaftede, sorte med høj hæl, annoncerne kaldte Beatles-støvler.

Det første lykkedes omsider til tonerne af ’I’ll Get You’, men så kom hendes mor hjem – det gjorde mødre altid dengang. Det andet ville jeg have til at lykkes, men måtte give op.

Mine fødder var ikke popstjerneformede.

Til gengæld kunne jeg passe den reversløse jakke, som var det, vi i dag ville kalde en del af deres brand, men som i 1962-64 var den svigermorvenlige uniform, Beatles-manager Brian Epstein snedigt iklædte deres hormonbugnende overtryk, som dog ikke kunne skjules, når man først hørte musikken, der nærmest skruede op af sig selv.

Sådan virkede det i hvert fald på mange forældre, der i julen 1963 havde givet efter for plagsomme teenageløfter om at tage opvasken, gå ned med skrald og passe lillebror i ugevis, bare der landede en Beatles-plade under træet.

Det gjorde der hos os, ’I Want To Hold Your Hand’. En single, lp-plader var en luksus, jeg havde til gode. B-siden var ’This Boy’, og der blev påbudt rationering af afspilningen på den transportable røde grammofon med højttaler i låget, som jeg havde fået til min konfirmation.

Den havde hidtil været megafon for Elvis, Gitte Hænning, Four Jacks, Pat Boone og Bruno Martinos orkester.

Vi var ikke kostforagtere i de dage.

Mødet med The Beatles lærte mig at blive kræsen, lærte mig, at musik ikke bare er musik, lærte mig, at jeg ikke var alene, men tilhørte en kultur, som jeg selv var med til at skabe.

Digitalt dementi
Undskyld, jeg fortaber mig.

På the long and winding road tilbage til mit eget Penny Lane, mine egne Strawberry Fields Forever, »back to where we once belonged«.

Årsagen: Beatles’ samlede værker, omsider genopstandne som nyrestaurerede cd’er, og et digitalt dementi af John Lennons udtalelser om, at bandet havde spillet deres bedste, før de overhovedet begyndte at indspille plader.

»Vi slog os selv ihjel for at komme frem«.

Lennon sagde så meget i al sit selvcentrerede distanceblænderi, og hans ord faldt på et tidspunkt, hvor han havde brug for at lægge afstand til Paul McCartney.

Den Paul, der introducerede John til den avantgarde, han skulle hente sin nye selvforståelse fra, og den, der holdt sammen på gruppen til det sejpinende sidste, trods Linda, trods John & Yoko, trods Allen Klein, trods Phil Spector.

Har de fornyede cd’er så været ventetiden værd?

Er de i disse krisetider værd at investere i?

Paul McCartney giver selv svaret i det seneste nummer af Rolling Stone, hvor han siger, »at det lyder, ligesom det lød i det rum, mens vi indspillede det«.

Jeg tror, John Lennon ville have været enig.

Selv hvis man er noget så usandsynligt som ejer af alle bandets plader i pletfri vinyl, vil der være noget at komme efter, noget at gå på opdagelse i, noget at blive overrasket over på de to simultant udsendte bokssæt i mono og stereo.

Og for første gang får de uendelige Beatles-diskussioner en fælles reference.

Pladerne udkommer globalt på onsdag, eller 09-09-09, som der længe i de få tilbageblevne pladebutikker har stået med klistermærker på de gamle cd’er, de skal erstatte.

Dermed rådes der bod på en af de største undladelsessynder i branchen.

Ganske vist udkom The Beatles i compact discens barndom, i 1987, men den livløse, skarpe gengivelse var dårlig reklame for det nye medie, der i den grad stod til spanking af hi-fi-feinschmeckere for netop ikke at rumme den varme, vinylplader – eller erindringen – siges at afgive.

Desuden var pladerne som produkter sølle og skrabede. Det er de ikke længere.

Det rene snit
Beatles anno 2009 fås endnu ikke som download, lidt værdighed på musikkens vegne er der heldigvis nogen, der stadig har råd til at have, men altså som to sæt:

Et i stereo med alle officielle studieplader, indspillet 1962-69 samt en dobbelt-cd med de numre, der aldrig kom på lp. Stereopladerne kan også købes enkeltvis.

Det kan mono-cd’erne ikke. De fås som lp-efterligninger, samlet i en hvid kube.

Finishen er forrygende generøs, lækkert reproarbejde, solid karton, gode, ikke lobhudlende linernotes (til stereopladerne) og en mini-dokumentar med filmklip og stillbilleder om den pågældende plades tilblivelse, indlejret i hver stereo-cd.

Når tilrettelæggerne nu var så godt i gang, kan det undre, at der ikke medfølger sangtekster til alle pladerne, som også burde have været forsynet med ’hvem spillede hvad’-oplysninger.

I modsætning til så mange af tidens genudgivelser er der ingen outtakes at gå på opdagelse i.

Dér har Beatles været med ’Anthology’-sættet i 2000, og selv om der henligger hundredvis af uhørte timer på bånd, giver det mening at køre det rene snit.

På samme måde som det giver mening ikke bare at forlænge stereo-cd’erne med mono-udgaverne, selv om der er plads nok på den enkelte cd til begge.

Selvfølgelig er det for at få os til at købe hele svineriet, men også en markering af, at trods den spændvidde, farverigdom og sprælske mangfoldighed, der strømmer gennem musikken, tænkte og indspillede The Beatles i mono helt op til ’Abbey Road’.

Præcis som de kun sporadisk bekymrede sig om rækkefølgen af numre på pladerne, lod de andre, typisk producer George Martin, om at lave separate stereomix af numrene, som ikke altid faldt lige heldige ud med forsangeren i den ene kanal og trommerne i den anden, som om de begge var ved at falde ud af højttalerne til hver sin side.

The Beatles i stereo var mere eller mindre en konstruktion. Og en smagssag.

Det er der ikke ændret nævneværdigt på i denne nye ombæring, men alligevel er der tale om en klanglig genfødsel. Man har stort set kun repareret og udbedret tekniske fejl.

Altafgørende er, at lydniveauet er blevet løftet, så musikken igen får det næsten fysiske nærvær, den altid har haft i vore hoveder.

Uopsætteligheden og begejstringen i musikken smitter som mediedækningen af influenza A og er heldigvis meget sværere at slippe af med, og hvor er det en fryd nu at kunne høre, hvor melodisk udforskende en bassist Paul McCartney var, og hvor nærmest symbiotisk han og John sang sammen, og hvor solid en trommeslager (og tamburinspiller!), Ringo var, og, og, og ...

Nostalgi ingen nødvendighed
På samme måde som vi ikke genfortæller skabelsesberetningen, hver gang vi nævner Gud, således kan The Beatles høres uden forhistorie og mellemregninger.

Det giver absolut mening at høre det hele fra 1962 til 1970, hvor de lukkede og slukkede med ’Let It Be’, så en hel verden sukkede efter mere, mens de selv længtes efter at blive frie.

Undervejs kan man endnu en gang blive mindet om, at Lennon ikke kun var den læderjakkerå eksistentialist, og at McCartney ikke kun havde sødsuppe som livret.

Men man kan også gå på punktvis opdagelse i sangene, som det de var, små lynnedslag i kulturhistorien eller bare som nogle af de mest blivende sange, der er skrevet.

The Beatles var nemlig næsten fra starten så åbenlyst talentfulde, at parnasset ikke bare kunne vende ryggen til. Gjorde man det, risikerede man at vende ryggen til tiden.

Smagsdommernes iver efter at være oppe på beatet nærmede sig tit det komiske. F.eks. havde London-avisen The Times en kritiker, der hørte æoliske kadencer i gruppens musik.

Beatlerne hørte kun livs- og spilleglæde. Selv om de tog for sig af både det ene og det andet, var de aldrig oprørske eller dekadente som Rolling Stones, og bortset fra få gange (’Revolution’) sang Beatles ikke systemet midt imod.

De ’nøjedes’ med at lave en tiltrængt udluftning i populærmusikken, som dengang først i 60’erne mest bestod af solister, der var afhængige af råvareleverandører med reproduktion eller lydefri underholdning som ærinde.

The Beatles var banebrydende, fordi de var et selvforsynende band. Deres fire forsangere (hvis man tæller Ringo med) ikke alene sang sangene, de skrev dem selv og de gjorde kun sparsomt brug af gæstemusikere (i modsætning til f.eks. The Beach Boys).

Og så var de påfaldende påholdende med at blære sig. Ingen tromme- eller guitarsoloer her. Melodien og samspillet førte taktstokken i deres musik.

Og selv da de, i takt med studieteknikkens udvikling, var mest innovative, skete det aldrig på bekostning af den udadvendthed, der havde været deres livsvilkår, lige siden de spillede for ludere, lommetyve og sømænd på landlov i Hamburg.

De spillede altid for nogen, aldrig for sig selv.

De ville både hengive sig og henvende sig. Derfor var der også en benhård logik i, at de holdt op med at give koncerter, da der ikke længere var nogen, der kunne høre, hvad de spillede.

Debutalbum på ti timer
Det kunne George Martin, distingveret, meget britisk og uhyre musikalsk.

Det vil sige, allerførst var han tilbøjelig til at gøre som kollegaen på et konkurrerende pladeselskab – sige pænt nej tak, men efter deres audition faldt han i snak med de unge mennesker (han var femten år ældre, en evighed dengang) og fornemmede den gruppedynamik, som både blev bandets motor og tidsindstillede bombe.

Efter at Martin med held havde foreslået dem at skrue tempoet op på Lennons Roy Orbison-inspirerede ballade ’Please, Please Me’, krævede singlesuccesen at blive fulgt op af en hurtig lp.

Martin bad dem bruge en turnefridag i studiet. Her skulle de 11. februar 1963 lade, som om de stod i The Cavern og så ellers bare give koncert for ham, en tekniker og en to-spors båndoptager som det danseorkester, de var.

Ni timer og tre kvarter senere var Peter Stuyvesant-cigaretterne røget, hostebolsjerne spist og debutalbummet i kassen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det udkom en måned senere! På sin vis stadig deres bedste.

Det er uovervejet, frisk og sprudlende og former sig fra den første ’one, two, three, fuh’-indtælling i ’I Saw Her Standing There’ over ballader som ’Do You Want To Know A Secret’ og ’Baby, It’s You’ til Lennons lungeudmarvende udlægning af ’Twist And Shout’ som en matrice over bandets inspirationskilder:

Everly Brothers, Wilson Pickett, Smokey Robinson, musicals, pigegruppepop, Carole King, Carl Perkins og Buddy Holly.

Og så den guitarist, sanger og sangskriver, om hvem Lennon sagde, at skulle man give rocken et andet navn, så burde man kalde den Chuck Berry.

Det var de musikalske dna-strenge, gruppen skulle spille på resten af deres i virkeligheden korte, men omfangsrige karriere. Som Shu-bi-dua sang: »... senere blev de vist meget go’e/ man hører dem i hvert tilfælde tit«.

Sulten lidenskab og stille længsel
Otte originalmelodier og seks kopier.

Den model fulgte de på efterfølgeren ’With The Beatles’, men da de nåede til ’A Hard Day’s Night’, indeholdt det lutter Lennon-McCartney-kompositioner, så evergreen-enkle, instinktive og inderlige – både når der skulle hviskes og råbes – at de ikke længere kunne holdes som en nordeuropæisk hemmelighed.

’Can’t Buy Me Love’ og ’And I Love Her’ – rockeren og sjæleren, sulten lidenskab og stille længsel; vi sang de sange, som om vi havde skrevet dem selv, og resten af verden skrålede med.

Inden jeg kommer for godt i gang, er det værd at notere sig, at de ikke kun serverede lagkage. Beatles lavede også lort – om jeg så må sige.

Sange som ’Yellow Submarine’, ’Maxwell’s Silver Hammer’, ’Ob-la-di, Ob-la-da’, ’Bungalow Bill’ og ’Till There Was You’ for at nævne nogle stykker.

Og hvad med ’Help’, den mest fjollede (og nu helt antikverede) film (men dog med nogle af de bedste sange, titelnummeret og ’Yesterday,’ som fremstår jomfruelig renhjertet, løsladt fra muzak-fængslet).

Det mest overvurderede: Og mens vi er i det sankrosante hjørne:

Deres mest overvurderede album?

Tæt opløb mellem de kritiker- og publikumskanoniserede ’Revolver’ og ’Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band’.

Den første har stemningsmættede McCartney-ballader som ’Here, There And Everywhere’ og ’Eleanor Rigby’, men også ligegyldigheder som ’Mr. Taxman’ og ’Dr. Robert’ og er et usammenhængende stilsammenrend.

Eklektisk er også ’Pepper’, men har generelt bedre sange, især genistregen ’A Day In The Life’, men også for eksotisk tidsbundet klingklang som ’Within You Without You’.

Problemet med ’Pepper’ er, at den er for konciperet for at skjule, at bandet var ved at gå op i limningen.

Lennon havde stadig større problemer med sit ægteskab.

Cynthia så fortvivlet sig selv reduceret til husmor og støttepædagog.

Han så sig selv som boheme og for at få bedre øje på det, åd han lsd og røg sjov tobak, oftere end andre børster tænder.

Harrison var ved at se det indre lys, Ringo nøjedes at spille trommer og fyre jokes af, så McCartney så sig nødsaget til at tage teten.

Indhentet af tiden
Han var klar over, at Beatles skulle løbe stærkere for ikke at blive indhentet af tiden.

Han havde hørt ’Pet Sounds’ med Beach Boys og ’Freak Out’ med Mothers of Invention, og både The Byrds, The Doors, Jefferson Airplane samt ikke mindst den unge, himmelkyssende Jimi Hendrix var tegn på, at Beatles for første gang ikke var foran.

Den konceptuelle genistreg ved ’Pepper’ består i, at Beatles forenede hele den forvirring, der forkortes ’1967’. De gjorde avantgarde til mainstream.

Samtidig var albummet et farvel til det Beatles, der var: ’Fun is the only thing money can’t buy’, sang de og lød, som om de vidste, hvad de talte om.

Men med analysehatten lagt til side lyder pladen monumental i mono – på B&O Earphones A8 via en iMac! Lennon-efterlignerne Oasis må have sniglyttet og så forleden besluttet sig for i græmmelse at gå i opløsning.

Sammensat og splittet

Det næsten naturstridige er, at det efterfølgende, såkaldte ’White Album’ er lige så sammensat og splittet som ’Pepper,’ og at gruppen på det tidspunkt stort set var i opløsning.

Alligevel er dobbeltalbummet ren legestue, hvor alle får spilletid, og pladen står i sin genrevariation som et signalement af de modsætninger, der gav gruppens sammenhængskraft. Svanesangen ’Abbey Road’ ligner en mere tilbagelænet udgave af ’Pepper’ og er i endnu højere grad en McCartney-syet collage, men ikke nær så prætentiøs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Lagerrealisation«, kaldte en dansk anmelder pladen, da den kom i 1970.

En korrekt, men kritikerkynisk betragtning, som overhørte den sorg og det vemod, men også lettelse, der var i de bedste af sangene.

Bogen om The Beatles var ved at blive lukket. Troede vi.

Nu genåbnes den, hemmelighederne er ikke længere helt de samme, men sangene springer os alligevel i møde som helt nye fortællinger.

Ændrede de så verden?

Nej, eller som Lennon sagde i 1970:

»Det er fuldkommen det samme, bortset fra at jeg er tredive, og en masse mennesker er langhårede ...«. Ville verden have været den samme uden The Beatles. Nej. Forklaringen kan findes i de tre ord »yeah, yeah, yeah«. Kan man ikke forstå rækkevidden af dem, kan man ikke sige, man har levet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce