René Sandberg læner sig frem i sofaen. Rækker hænderne frem mod det slidte træbord foran sig. Placerer pegefingeren oven på de to A4-ark, der ligger spredt ud foran os. Min artikel. »Vil du gerne vide, hvordan jeg opfatter den?«, spørger han, mens han banker fingeren ned på det ene papir. Egentlig er jeg ikke så sikker på det. For René Sandberg ser ikke glad ud. Han har redt det tjavsede brune hår om bag ørerne, så man kan se hans pande. Den har en bekymret rynke. Alligevel nikker jeg. »Din tekst...«, siger han så. »... er noter. Du har ikke fastlagt dine intentioner med artiklen, kan jeg mærke, når jeg læser den. Og dem synes jeg, vi skal snakke noget mere om. Og så starte helt forfra«. Jeg kigger på ham. Noter? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad han mener. Skitse fra brunch Jeg har forsøgt at skrive en artikel om Det Poetiske Bureau.
Om kulturhuset, kunstforeningen og forlaget i midten af Nørrebro, der også fungerer som bibliotek, brunchsted, café, filmklub, koncertsted, galleri. Og skriveværksted den første tirsdag aften i hver måned. Det er her, jeg er nu.
