Hør poesioplæsning på 97 sprog

Det er tirsdag 17. november.

En grå og fugtig dag, de fleste borgere har brugt på at lade deres stemme høre gennem et kryds på et par sedler i en stemmeboks. Men i et lille kulturhus på Griffenfeldsgade på Nørrebro i København har man valgt at bruge stemmen på en anden måde.

Her er der inviteret til InterkulturelModersmålPoesi, altså poesi læst op på modersmålet, det være sig farsi som kinesisk, finsk eller dansk.

Kulturhuset kalder sig Det Poetiske Bureau. Det står med store bogstaver på et banner i vinduet ud mod gaden. Inden for døren fører en trappe op til cafeen, et lyst højloftet lokale med sporadiske sofaer, lænestole og borde i skøn stilistisk forvirring.

En lille forpjusket grå hund er bundet til en barstol og står og ser forventningsfuld ned ad trappen, da døren går op. Men det var tydeligvis ikke Politikens udsendte, den ventede på, for den grynter utilfreds og lægger sig ned med et suk.

Lyden af et digt
Det viser sig, at hunden venter på den samme som jeg, Ole Lillelund, som er aftenens vært. Men arrangementet begyndte nede på Blågårds Bibliotek, og der er det stadig. Først halvanden time senere begynder der for alvor at ske noget i ’Bureauet’.

Lokalet fyldes med folk af forskellig herkomst. Den lille grå hund, som hedder Tilde, lægger sig tilfreds ved fødderne af en høj mand i tresserne. Hunden bliver også kaldt Ole Lillehund, og manden er dens ejer.

»Fordi man får et nyt land, kan man ikke bare skide på sit modersmål«, forklarer Ole Lillelund som en af bevæggrundene for aftenens arrangement.

Han byder velkommen, og en mand med orange tørklæde og kondisko med matchende striber åbner ballet. Det er Niels Hav, og han har det til fælles med de øvrige gæster, at han skriver digte.

Niels fortæller, at der er 97 forskellige sprog på Nørrebro. Vi får en smagsprøve på dansk. Derefter introducerer Ole Lillelund Arash Abdi. Han er født i Iran og arbejder som tolk, oversætter og forfatter.

En rytmisk, syngende oplæsning begynder på farsi. For de fleste af tilskuerne har ordene ingen anden betydning end lyden, men lyden får sit eget forførende liv. De er skrevet af Rumi, den persiske middelalderdigter og mystiker.

Arash er ved at oversætte Rumi til dansk, og bagefter får vi den danske oversættelse af digtet. Men selv om ordene nu har en mening, virker poesien på besynderlig vis ikke så stærk, som da det foregik på farsi. Selv den lille grå hund virker ikke synderligt imponeret.

Ordet er frit
Det Poetiske Bureau ligger midt mellem Blågårds Plads, Rantzausgade og Jægersborggade, som er centrum for bandekrigen på Nørrebro. Kriminaliteten spiller en vigtig rolle i debatten op til kommunalvalget, og problematikken har også gjort indtryk på folkene bag Det Poetiske Bureau.

De har oprettet noget, de kalder ’poetniske tirsdage’ for at tiltrække flere sprog og etniciteter i huset, der i øvrigt også fungerer som varmestue for hjemløse.

Initiativtager for denne aften, som er forløber for en festival for modersmålspoesi, er billedkunstner Karin Egede.

»I poesien er ordet frit,« siger hun. »Det her er en mulighed for at nyde andre sprog og se deres måde at udtrykke sig på. Det er ikke politisk, ideen er blot at skabe dialog mellem kulturerne via sproget og komme den dårlige atmosfære til livs«.

Flere stemmer
Og InterkulturelModersmålPoesi er ikke det eneste tiltag på Nørrebro, der prøver at give bydelen en anden stemme gennem litteraturen.

Ordskælv! er en eksperimenterende proces, hvor unge mellem 13 og 19 år bliver hjulpet til at skrive egne fortællinger om hverdagen på Nørrebro. Fortællingerne samles i en bog, der udgives til foråret.

Stemmer på Nørrebro, der er en skønlitterær skriveevent, er et andet forsøg på at give de negative overskrifter et modspil. Her er man ikke i tvivl om, at Nørrebros mangfoldighed skaber grobund for fortællinger.

Sammen med de mange litteratursteder i kvarteret som Literaturhaus og Underwood Ink og de døde poeter på Assistens Kirkegård er denne mangfoldighed ved at gøre Nørrebro til Københavns litterære centrum, mener folkene bag.

Arash Abdi, en af aftenens oplæsere, mener det samme: »Der bliver talt så mange sprog på Nørrebro,« siger han, »og det skaber en interaktion, man ikke kan overse. Jeg føler mig ansvarlig. Hver gang der er ballade på Nørrebro, får jeg lyst til at læse noget poesi op og kaste kultur i ansigtet på folk for at vise, at der også er noget andet«.

Modersmålets poesi
Som aftenen skrider frem, hører vi både et arabisk kærlighedsdigt og digte fra de afghanske bjerge. To kinesiske digtere med meget forskelligt udtryk – den ene i skjorte og blazer, den anden i næsten perfekt maoistisk dragt – giver deres besyv med på delvist syngende og rytmiske, delvist utålmodige staccatolyde.

Måske er det, fordi digterne ikke er så gode til dansk, at tilskuernes opmærksomhed driver væk fra oplæseren, når vi kommer til oversættelsen. Men når der bliver læst op på et for mange af os fuldkommen fremmed sprog, sidder vi næsten som tryllebundet.

Gertrude Kiel