Rig. Fattig. Rig. Fattig«. »Lejlighed. Hus. Lejlighed. Hus«. »Gift. Skilt. Gift. Skilt«. Sådan sjipper Johanna og de andre piger på fritidshjemmet. Mantraet messes, og hvis tovet stopper mod benene på 'rig', er det jo fedt. Men ender man med 'skilt', er det knap så godt. Den anden dag hørte jeg endnu en version af spådomssjipningen, som chokerede mig en lille smule: »Nøgen. G-streng. Nøgen. G-streng«. Jeg anede ikke, at min datter vidste, hvad en g-streng var. Det ved hun måske heller ikke. Andet end at det nok er lidt frækt. Men alligevel. Hvorfor kan de ikke bare sjippe: »Fladskærm. Billedrør. Fladskærm. Billedrør«. Et eller andet man kan købe for penge. Men jeg ved det jo godt. En kollega havde advaret mig. Børn vokser. Ikke mindst ens egne. Og det er lidt sært, når Johanna kommer hjem og spørger, om hun ikke godt må gå til cheerleader. Helt ærligt. Stå og hoppe rundt til glæde for et fodboldhold. Med eller uden g-streng. Leg med symboler Jeg ved selvfølgelig godt, at det bare er en leg. En leg med symboler. Men den symbolske leg kommer vel alligevel til at præge en. Det smitter af på indersiden af hovedet. Nogle gange opdager man, at noget rigtig fedt er smittet af. Som da vi var på ski og Johanna prøvede snowboard for første gang. At tage tallerkenliften på brættet var faktisk den største udfordring. Da hun endelig kom op efter to dages kamp, jublede hun: »Jeg sagde bare: Jeg ved, at jeg kan. Jeg ved, at jeg kan. Ligesom vi gør til svømning«. Stor realitetssans Selvtillid kommer som bekendt indefra. Men naturligvis skal man kende sine begrænsninger. Hvilket jeg har opdaget, min dreng Christian gør. Vi var til 5-års undersøgelsen hos lægen, der begejstret målte ham, tjekkede, at han kunne se på begge øjne, og opfordrede ham til at gå på line på sildebensparketten. »Og så skal vi se, om du kan hoppe helt op til loftet. Kom så!«. Christian kiggede roligt op mod stukken fire meter over sit hoved i den gamle herskabslejlighed og sagde: »Det kan jeg ikke«. Drengen havde jo ret. Man skal vælge sine kampe med omhu. Det gør han også hjemme på sin gamecube, hvor han på få måneder er blevet så rutineret, at alle kammerater får stryg. Hjemmegjorte regler For at bevare den gode stemning er de derfor begyndt at oprette en ekstra spiller, der bare skal have tæsk. Så lammetæver kammeraten og Christian den tredje forsvarsløse spiller. Skægt. Hvis endelig Christian kommer til kort i et spil, så har han forklaring på rede hånd. Vi spillede lidt fodbold i parken. Han var målmand og tabte den lige ind i sit mål. Modstanderne råbte højt jaaah. Men Christian sagde roligt: »Vi spiller ikke med selvmål«. Spil er en måde at lære om livet på. Livet er måske i virkeligheden bare et spil. Og hvis man er smart, kan reglerne forhandles. per.munch@pol.dk