Bjørn Wiinblad var sin tids største dekorative kunstner, og indenfor det dekorative håndværk indtog han en enestående international position. Hans værker findes i ikke blot tusinder, men millioner af hjem over hele verden, og man kan se højdepunkterne i hans arbejder på store museer som Victoria and Albert Museum i London, Museum of Modern Art i New York og naturligvis på Kunstindustrimuseet i København. I dag døde han efter et uhyre flittigt og festligt liv. Han blev 87 år. Uendelig strøm af indfald Pragt og mangfoldighed var et mantra i Bjørn Wiinblads liv og kunst. Hans personlighed og hans talent var en uendelig strøm af indfald, styret af en musikalitet i sindet, der fik ham til at komponere i former og farver, som nok var umiskendelige, men altid havde appel til den spontane livsglæde og aldrig gjorde krav på at blive opfattet som dybsindig kunst. Bjørn Wiinblad dekorerede med en formsans og farverigdom, et letsind og en lystighed, der ikke kun byggede på naturtalentet som tegner, men også på en original farvesans, en akademisk skoling og et håndværksmæssigt begreb om materialerne fra leret til papiret. Den socialdemokratiske adel Familien Wiinblad hørte i Bjørns barndom til, hvad man roligt kan kalde den socialdemokratiske adel. Hans bedstefar, Emil Wiinblad, var chefredaktør på Socialdemokraten, en onkel var bladets førende litteratur- og teaterkritiker, og hans far var typograf på arbejderpartiets avisen. Det var faren, der bestemte, at sønnen også skulle være typograf, men efter endt læretid fik Bjørn selv lov at bestemme: han ville være kunstner. Nok havde han som barn siddet på Staunings knæ, men hverken det politiske eller bladverdenen interesserede ham. Gennem hele sin barndom havde han malet og tegnet og lavet gaver til alle i familien: »Jeg tænker altid på, at det jeg laver, skal være til gaver«, sagde han engang i et interview. Musikalsk menneske Bjørn Wiinblad var ved siden af sine mange talenter også et naturligt, musikalsk menneske med habile evner ved klaveret, hvor han i sine bedste år, var leveringsdygtig i en Mozart sonate på et af de gamle instrumenter, han købte. Han var samler af Guds nåde og brugte mange af de kolossale summer, han tjente, på at købe kunst og antikviteter. Bjørn Wiinblad var elsket og beundret af masserne, somme tider lidt foragtet af eliten. Svigtende helbred Man har undertiden anklaget Bjørn Wiinblad for manglende selvkritik, men med hele sin legende, usnobbede tilgang til opgaverne, var det altid en renfærdig begejstring for opgaven, der drev ham. Han sagde ja til at udsmykke amerikanske krydstogtsskibe, juleplatter, spillekort og Shakespeare forestillinger med samme åbne sind og bevidsthed om at glæde med det, han lavede. Generøs i enhver forstand. Sådan levede han i det meste af sit liv, men hans sidste tid var plaget af svigtende helbred. Læs hele Ebbe Mørks nekrolog om Bjørn Wiinblad i lørdagens udgave af Politiken.