Budskabet er enkelt. Det står med svungne blå bogstaver henover et stort stykke papir, gulnet af tiden og anbragt i en tynd ramme i en celle i kælderen under Horsens Statsfængsel. »Hvor der er en Vilje, der er der ogsaa en Vej!«, står der. Underskrevet Carl August Lorentzen. En hilsen til de fangevogtere, der juledag 1949 trådte ind i cellen og opdagede, at Lorentzen i 11 måneder havde forberedt en ganske særlig julegave til sig selv. En vej ud i friheden. »Han lavede bevidst noget uretmæssigt, der som straf gav ham tre dage i kælderen«, forklarer den pensionerede vagtmester Aage Egholm og træder et skridt nærmere et af sin samlings største klenodier det lille beige vægskab, som Lorentzen løsnede murstenene bag og begyndte at grave sin tunnel. Styrtede sammen to gange Nedenunder hænger nøgler og dirke, han fik fremstillet til sin flugt. Og skuffen, han samlede jorden i. Tunnelen førte op bag trappen, hvor Lorentzen lavede et trin om til en lem, så han kunne komme op på loftet, hvor han skilte sig af med jorden og hentede brædder til afstivning af tunnelen. »Og alligevel styrtede den sammen over ham to gange. Tænk jer at ligge i så smal en tragt og så falder det sammen bag ved dig«, siger Aage Egholm og lader blikket vandre rundt i den lille flok af tilhørere, der denne mørke vinteraften lader sig vise rundt i kælderen under Horsens Statsfængsel. »Du skal ikke begynde at blive hysterisk. Du skal være rolig og reparere og bakke bagud«. Tunnelen førte ud under fængslets forgård og op i inspektørens kælder. Og væk var Lorentzen, som Aage Egholm siger. Han vendte nu snart tilbage. Og derfor fik Aage Egholm lejlighed til at møde ham, da han i 1954 begyndte som fængselsbetjent bare 23 år gammel og som ekstra tjans fik til opgave at passe fængslets museum, som dengang rummede sølle 60-70 genstande. Lavet af fanger I de forgangne årtier har han udført sit arbejde så nidkært, at man for år tilbage pludselig opdagede, at samlingen med sine 3-4.000 genstande er langt den største af sin slags i verden. »Alt hvad du ser, er lavet af fanger«, siger den pensionerede vagtmester, i dag 75 år gammel, da han giver sig til at skridte ned ad den lange kældergang under fængslet. »Fangerne har enten lavet tingene for at stikke af eller for at øve vold på hinanden eller vi andre. Men der er også mange gode ting«. Han standser ved en glasmontre fuld af modelskibe og smukt dekoreret legetøj og udpeger en stor udskåret og fint malet legetøjsbil. »Denne her er lavet af Skrællehans. Han kunne ikke ret meget. Men én ting kunne han: Lave legetøj. Og han havde opfundet et hjulophæng til legetøjsbiler«. Skrællehans var utroligt sur, syntes den unge Aage Engholm. Rundrygget og gammel. Men en dag overværede han, at vagtmesteren opsøgte Skrællehans, tog et stykke papir frem og sagde: »Nu har du papir på, at du har gjort en opfindelse«. »Det var hans officielle mønsterbeskyttelse af hjulophænget. Og at se den gamle sure mand. Han begyndte sådan at rette sig. Han begyndte at smile«, siger Aage Egholm og peger med to fingre på sine kinder. »Han har måske ikke brugt de muskler siden hans konfirmation«. Der er åbenbart to måder at flygte fra et fængsel på. Ud gennem vinduet, ned ad et lagen til gården. Over ringmuren. Og ud i den store verden. Den anden flugtvej fører indad. Ad fordybelsens snoede stier og gennem omhuens stædige akkuratesse. Men også den kan føre til en form for befrielse. Og at begge veje kræver både opfindsomhed og fingerfærdighed, er kælderen under Horsens Statsfængsel fuld af beviser på. Det vil flere kunne konstatere med egne øjne, for når de indsatte om et års tid flyttes til det nye fængsel uden for byen, vil Horsens Kommune indrette et regulært museum til Egholms usædvanlige samling og søge private investorer, der i resten af fængslet vil drive et 'World of Crime' oplevelsescenter, hvor skolebørn og familier kan lære om straffens historie og selv i glimt prøve livet bag tremmer. Hvordan er de folk? En sær fornemmelse lister ind i knoglerne, straks man træder indenfor i Horsens Statsfængsel. Man mærker murenes tykkelse. Og stilhedens tyngde. Fornemmelsen af alle de år, denne bygnings mure har berøvet sine beboere. Og bevidstheden om, at halvanden hundrede mænd stadig sidder på etagerne ovenover. Uden rigtig at ville det. Aage Egholm trækker en stor nøgle frem og åbner den svære hvidmalede trædør ned til kælderen. »Der har du den oprindelige Lorentzen-trappe«, siger han, da vi under trappen passerer to trin, der ligger badet i et svagt lys. Væggene i den lange gang er grønne forneden og hvide foroven. Vand- og varmerør løber over vores hoveder, og mens vores skridt lyder klangfuldt på det rødmalede cementgulv, passerer vi montrer og malerier, som på hver deres måde demonstrerer, hvad tremmer kan gøre for talentet. Aftenens publikum indfinder sig - et par cykelsmede med tilhørende familier og venner. Selv har Aage Egholm skubbet sig op på en høj taburet i gangen og lader skosnuderne hvile på en tværstang, mens han med korslagte arme går i gang med sin fortælling, og den lange sølvfarvede nøglekæde vugger i sin bue i bæltet. Skilningen i den pensionerede vagtmesters hvide frisure sidder, som den må have siddet, første gang han kom hertil. Og selv om han med skarpslebent jysk lune præsentere inventaret med små indlagte humoristiske knaldperler, står der noget ulasteligt om hele hans fremtræden. En jordnær retskaffenhed, der synes at høre en anden tid til. Visse vendinger har taget fast bopæl i hans sprog og vender tilbage med jævne mellemrum. »Man skal altid huske på, at fanger ikke behøver at være 3. eller 4. klasses mennesker«, lyder en af dem. »Du skal behandle fangerne ordentligt og fair efter reglerne«, lyder en anden. Med tilføjelsen: »Og fem gram mere«. »Vi har vold. Vi har narko. Og vi har ågerrente. Det vil sige, at man om mandagen låner 100 kroner af en medfange. Så skal man om torsdagen betale 140-200 kroner tilbage. Og dem har man ikke. Så løber der renter på. Det kan enhver forstå. Og for ikke at du skal glemme det, går du mod en dør et eller andet sted«, siger han og tilføjer: »Vi har så mange løse døre«. Han glider ned ad stolen og standser foran et maleri på væggen. »Det er malet af en livstidsfange, der aldrig havde slået nogen ihjel. Men han havde bestilt et drab. På narkoluderen Michelle. Men dommeren sagde: Drabsmand og bestillingsmand - livstid«. Billedet forestiller et retslokale. Der er en dommer, en tiltalt og en flok tilhørere. Retfærdighedens gudinde står med blod i den ene vægtskål og på sit sværd. Det er fra domsafsigelsen 2. april 1982, forklarer Aage Egholm. Dommen er netop faldet. Livstid. Hvilket man kan se af, at uret på væggen hverken bærer tal eller visere. På den modsatte væg hænger et maleri inddelt i brikker som et puslespil. To figurer i blåt tøj står mellem røde mure. I stedet for hoveder har de kasser med tremmer. En tredje figur står i baggrunden. I hans kasse er der ingen tremmer. 'Der er lys ind imellem og forude' hedder det. Nogle maler mørket, de sidder i. Andre lyset, de længes efter. »Jeg synes, det er fantastisk, at en person, der sidder og afsoner i så mørkt og strengt et system, kan lave noget så lyst og venligt«, bemærker Aage Egholm til et maleri, der viser en terrassedør, der åbner sig mod brændingen under en lysende himmel. »Og så skal vi snakke undvigelser«. Flugt På væggen hænger en lang hvid fletning. Stumper af lagen flettet til et reb. »F. 3413 og F. 3714« står der på en lap. Fangernes numre. Med tilføjelsen: »Via snedkeriets tag den 20.05 1996«. »Det er flot flettet, det her. Det er lavet af en franskmand og én mere«, fortæller Aage Egholm. Her er stribevis af lagener. Nogle flettet, andre bare med knuder på. Og enkelte farvet med teblade for ikke at vække opsigt. Her er en god gammeldags rebstige med trætrin. Og almindeligt reb med knuder. »I må da holde med mig i, at han var en flittig mand«, siger Aage Egholm og viser med armene, hvor mange lagener og stiger, en enkelt indsat har æren for. »Han tog nogle lagener og troede, at han skulle af sted. Det skulle han ikke. 14 dage senere prøvede han igen. Det skulle han ikke. Efter nogen tid lavede han så den store stige her. Han tog de brædder, der var på sengens inderside, kravlede ud ad vinduet fra 3. etage, over gården og sportspladsen og begyndte at klatre op ad stigen, men i det øjeblik han satte hånden på muren, kom vi søreme til at flytte stigen«, siger han. »Og jeg fik mine ting«. Senere forsøgte samme fange igen, men faldt ned. Fire etager. Landede på betonen. Og overlevede. Egholm har selvfølgelig de røntgenbilleder, der viser de mange brud, han pådrog sig. »Her har vi en svævebane«, siger han og standser under to nylon reb udspændt i loftet. »Han sad på 4. sal, og ved hjælp af en slangebøsse skød han nogle metalfiduser over ringmuren til en hjælper udenfor. Sytråden fulgte med. Så hejste han en nedstryger klinge op. Skød en gang til, og da han hejste sytråden tilbage, fulgte en tøjsnor med og i enden af den 32 meter enormt kraftigt tov«. Og så var det - som Aage Egholm siger - »meningen, at det skulle være frikadellens flugt over ringmuren«. Men rebet var ikke stramt nok. Så frikadellen sank bare ned i 3. sals højde og måtte hentes af brandvæsenet. Stærk tobak På hylderne med hjemmegjorte hashpiber ligger seks saltbøsser i plastik sat sammen. Her er en udhulet gulerod. En plastflaske til skurepulver med et pibehoved stukket ind. En tissekolbe i hvid plast med et stykke grøn haveslange som mundstykke. Og en elektrisk pære. »Tænk, at bore hul i en elektrisk pære. Han lavede oven i købet et flot pibehoved drejet med låg og det hele«. Der er en stor chillum lavet af ægte pibe træ. Den indsatte smuglede den ind »oppe i bagdøren«, som Aage Egholm diplomatisk formulerer det. »Men der sad den jo fast, for den er ret stor. Han fik ondt i maven, og øjnene skiftede kulør. Så kom sygeplejersken med smørekanden. Det sagde smut. Og jeg sagde mange tak«. En hel montre er fyldt med tatoveringsmaskiner, hvilket i et fængsel åbenbart vil sige el-shavere påmonteret tuschpenne. Der er kikkerter af paprør og med glas fra briller og fra observationshullet i cellerne. Et knojern fremstillet af en bøjet gaffel. To billardkugler, en gul og en grøn, med følgende seddel: »En sovende fange blev i 1995 slået i hovedet med en sok indeholdende disse to billardkugler«. Og i den mere raffinerede afdeling er der en figur af en nonne, elegant udskåret og malet omkring 1952 af fange nummer 483. »Ham mødte jeg som ung. Han havde set den fromme nonne, men så from var hun nu ikke«, siger Aage Egholm, der igen har taget plads på en høj taburet - dem har han åbenbart placeret på strategiske steder langs ruten. »Når man løftede hovedbeklædningen på hende, var hun udhulet, og i maven havde hun en nedstryger og en falsk nøgle«. Vi standser ved en klynge små brunlige skakbrikker. Med uhyre detaljerede ansigter, det fineste hår på dronningen, og på kongen et nydeligt skæg. »Fangen sad i strafcelle og kunne ikke få tiden til at gå. Han havde ikke noget at lave skakbrikker af, så han tog en ordentlig mundfuld rugbrød, tyggede den godt og grundigt, og formede disse vidunderlige brikker«, siger Egholm med den lakoniske tilføjelse: »Farven er rødbedesaft«. Stjerner og sabelslugere »Det næste er lidt uhyggeligt«, siger han, da vi træder ind i en celle, og han løseligt sætter os ind i Tolne-sagen. »Tolne er jo en landsby i Vendsyssel. Men for mig vil Tolne altid være 419«. Fange nummer 419 havde Aage Egholm ofte ligget og tumlet med, som han siger. Holdt ham og pillet ting ud af hans hår. Sammenrullede pengesedler og narko. Da 419 blev løsladt i 1987, ventede to tidligere indsatte udenfor med en lang kniv, slog ham ihjel og parterede liget. »Det er ikke til at forstå, at nogen kan hugge i et andet menneske, selv om det er dødt«, siger Aage Egholm. Men det kunne de. Og de kunne også brænde stumperne, si asken, knuse knogler og tænder og lægge resterne i en betonblander. De lavede »en god kraftig beton«, forklarer Aage Egholm. »Og som I ser på det nederste foto, støbte de carportens gulv og stolper i den. Politiet kom og hentede al betonen, og jeg brugte 11 år på at få to skiver tilbage. Så her har vi altså to skiver af 419«, nikker han mod to små plader - med blå og hvide stumper i det grå. »Alt det hvide er jo knogler. Det blå er metal fra hans lynlås«. Og så skal vi til noget mere festligt, erklærer han. Nemlig til Lorentzen, der 23. december 1949 slap ud gennem sin tunnel, stjal en cykel og kørte otte kilometer til Ølsted, hvor han gemte sig på en gård i en uge. »Hvorfor kørte han ikke videre?«, udbryder Aage Egholm. »Og hvorfor i alverdens riger og lande skulle han sende inspektøren et julekort fra Ølsted?«. Syv dage gik der, så blev han taget i færd med at hugge mad i spisekammeret. Og da han var tilbage i fængslet, besluttede han, at nu ville han ikke hedde Lorentzen længere. »Det var et ødelagt navn, syntes han. Og han var jo kendt langt ud over landets grænser. Så han tog meget passende navnet Kentmann«. Dem er der flere af. Kendte mænd. Blandt andre den tidligere justitsminister P.A. Alberti, hvis enorme filtbukser er udstillet i museet. Den fine mand havnede i 1910 i Horsens Statsfængsel, fordi han havde fuppet sig til op mod 16 millioner kroner ved hjælp af et lille legetøjstrykkeri, som også er udstillet. Og Alberti var ikke alene om at spise godt, forklarer Aage Egholm foran en montre, hvor der ligger en spids bordkniv, et lægetermometer, en skruetrækker,15 store tretommer søm og andet metal, som indsatte i tidens løb har sat til livs for at komme på byens hospital, hvorfra det var lettere at undvige. »Prøv at se den store skruetrækker derhenne. Og flaskerenseren. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se den slags igen. Men i april 2002 brugte vi metaldetektoren på en indsat. Han blev opereret samme formiddag«, siger Aage Egholm. »Og inden jeg gik hjem, var den udstillet«. Den kolde jomfru Fra en række huller i et stort kors i mørkt træ på væggen stikker korte rebstykker ud. Til at binde fangen. Aage Egholm skubber sig op på endnu en taburet og fortæller, hvordan fanger i gamle dage blev straffet. Den nihalede kat ligger i en montre ved siden af. Den blev lagt i saltlage, så den blev smidig, fortæller Aage Egholm. Og »på selve festdagen«, som han siger, blev fangen bundet til trækorset, også kaldet Den kolde jomfru, i bar overkrop og med ryggen til. Når slagene landede på ryggen, svang snorene sig om på brystet, og fordi de var fugtige og hang lidt ved, rev de huden op. »Besvimede fangen, standsede man. For så var straffen ikke opbyggelig. Så blev han båret på sygeafdelingen, og for ikke at han skulle ligge og kede sig, kunne han i den lange tid tænke på, at når han var helet, kom han tilbage og fik, hvad han havde til gode«. Den højeste straf var 27 slag. Den fik Jens Nielsen. Før han 8. november 1892 blev henrettet som den sidste i Danmark før retsopgøret efter besættelsen. To gange blev han dømt til døden, men benådet. Men da han en dag overfaldt en sygebetjent med et bordben, var der ikke længere nogen pardon. »I forvejen havde han løsnet bordbenet og sørget for, at de tre søm stak ud«, fortæller Aage Egholm, der selvfølgelig også kan fremvise bemeldte bordben. »Henrettelsen foregik herude i Vestgården«, siger han og vender sig mod en mægtig buet montre, hvori der står en mørk træbænk med buer til at holde den dødsdømtes nakke. Øksen ligger her også. Et kæmpemæssigt monstrum med bredt blad og et langt sort skaft. »Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad Jens kunne være blevet til, hvis han var blevet skåren anderledes i sin barndom«, siger Aage Egholm. »Hvad kunne han have udrettet?«.Blandt de fanger, der vitterlig fik udrettet noget, var såmænd flugtkongen Carl August Lorentzen. Han søgte nemlig både friheden i det udvortes - med udspekulerede flugtforsøg - og i det indvortes i værkstedslivets fordybelse. Efter sine syv døgn på gården i Ølsted tilbragte han andre fem år i Horsens Statsfængsel og arbejdede efter sin løsladelse bl.a. som udbryderkonge i et cirkus, før han igen røg til Horsens Statsfængsel, hvor han døde. »Da jeg blev pensioneret, sad jeg herovre og pakkede arkivet, og da jeg fandt Lorentzens sag, kom jeg til at tænke: Hvad mon der er blevet af hans familie?«, siger Aage Egholm, der kontaktede udbryderkongens datter. »Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort«, siger han. »Jeg fik to kasser ægte guld ud af det«. Blandt Lorentzens mindre kendte bedrifter var der tegninger, malerier og håndskårne skakbrikker. »Og så var der de her«, siger Aage Egholm og udpeger 26 slanke blyanter, der står oprejst, hver med den fineste lille figur udskåret og malet i toppen - en garder, en kineser, en præst, en betjent og sågar Charlie Chaplin. »Ypperligt!«, siger den gamle vagtmester. »Ypperligt, ypperligt, ypperligt«.