Anmeldere er som alle os andre. Meget forskellige. Og indimellem temmelig uenige. Der er bare længere mellem anmeldernes punktummer, når de forklarer hvorfor, og måske også lidt stærkere understrøm i deres uartigheder. Og der er betydelig uenighed at spore mellem de store avisers anmeldere om, hvilken karakter man skal give en landeplage som Krøniken, når den giver sig til at plage landet for 16. gang med det første nye afsnit. Overpædagogisk Under overskriften »Hvad ser Ida i det fjols«, skriver Ekstra Bladets Henrik Queitsch, at man også i det nye afsnit oplever »den hang til det overpædagogiske, der nogle gange har martret serien«. Der sker hele tiden noget, som han skriver. Og alligevel ikke. »Tempoet er trods mylderet af personer mildest talt adstadigt, dramatikken underligt stiv og skematisk, i hvert fald i forhold til det niveau, vi ellers er blevet vant til herhjemme«. Landeplagen var altså lidt af en plage at komme igennem for Ekstra Bladets anmelder, der mener, at der lige nu ikke er »meget andet end nostalgien og vanen, der berettiger, at nationen stort set går i stå en times tid hver søndag aften«. Skriver Lyby ud Fjolset (det store af slagsen, der blev omtalt i Ekstra Bladets overskrift) kan man passende overlade til konkurrenten B.T. at jorde. For heller ikke her bryder man sig om Troels Lybys arkitektbrille med fuldskæg. Ja, ikke at nogen har noget at udsætte på skuespillet. Det er det dumme svin til Søren, han skal spille, anmelderne egenhændigt forsøger at skrive ud af serien. »Ganske vist introduceres nu Troels Lyby som den sarkastiske, intellektuelle Søren. Bag hans bløde jakke af jernbanefløjl banker et sergent-hjerte af sten - mon dog ikke Ida når at fatte det, før hun er flyttet ind i hans parcelhus i Værløse?«, står der således i B.T., som ellers finder Krønikens måde at mikse elementær spænding med nostalgi imponerende, dog med den advarsel, at melodramaet truer. En gammel ven Også på Jyllands-Posten har man hygget sig over Krøniken. Forfatterne har fortsat »effektivt greb om både følelseskonflikter og fortidens synder og forstår at sætte dem på skærmen«, skriver Henrik Lyding i avisen. Størst var hyggen dog i den berlingske stue, hvorfra Ebbe Iversen sammenligner tv-serien med en gammel ven, man ikke har set i lang tid. »Man skal lige genfinde det fælles fodslag og have genskabt den rolige fortrolighed«, skriver han. Men det lykkedes åbenbart over al forventning. I hvert fald skriver han, at gensynet var »glædeligt, for det æstetiske niveau er fortsat højt«, og at Krøniken fungerer rørende, humoristisk og vedkommende som folkelig beretning om livet i Danmark. Også selv om personerne er ret éndimensionelle. Genkendeligt Hvilket Politikens Henrik Palle sikkert kunne skrive under på. Ikke meget har i hvert fald i følge vores anmelder ændret sig i de to år, seriens figurer har levet deres fiktive liv uden for tv-publikummets opmærksomhed. Og heller ikke i det nye afsnit sker der meget. Han genkendte det hele. Fra »det patentstrikkede persongalleri« og til »den dramaturgiske omhyggelighed«, som han finder »monstrøs og trættende«. I Krøniken er der intet uden for intimsfæren, skriver han. »Det omgivende samfund forbliver et postulat«. Og det allermest trættende er ikke engang, at serien er lommefilosofisk, men at »der er ved at gå folkekomedie i den«, og at karaktererne »mangler psykologisk dybde i en grad, at tegneserien 'Busser og Blondie' er det rene Christian Kampmann i sammenligning«.