Der er i den såkaldt virkelige verden gået et år, siden vi forlod det patentstrikkede persongalleri i Stig Thorsboes tv-serie 'Krøniken'. I seriens tid er der gået hele to, siden den manisk foretagsomme Erik overdoserede på piller og fiasko. Men kun lidt har ændret sig. Søs flirter stadig Den politiske nørd Palle From er stadig glødende socialdemokratisk folketingsmand. Hans kone Søs er stadig lige så flirtende og løs på tråden som en våd dansk julefrokost. Kaj Holger er stadig meget forbeholden med at vove den teknologiske pels. Hans kone er stadig øm, venlig og en smule bitter. Børge og Karen ser stadig fjernsyn og drikker kaffe. Og Ida, ja hun er også stadig fornuftig enlig mor for sine to drenge, men har dog fået sig en kæreste: en cigaretrygende, kulturradikal, tv-anmeldende familiefascist af en gymnasielærer med skæg, rullekrave og parcelhus i forstæderne. Han spilles af Troels Lyby, der agerer et sted mellem Asbjørn i 'Jul i Valhal' og Kristian fra Jesper W. Nielsens film 'Okay'. Kaffe med avec´er Hos Børge og Karen forbereder man bryllup. Datteren, der som et symbol på den socialdemokratiske mobilisering af intelligensreserven er blevet uddannet sygeplejerske, skal smedes i hymens lænker med sin læge, og det skal naturligvis foregå på ægte proletarisk manér i den toværelses. Med stencilerede festsange, lånt service og bestik samt tre retter og kaffe med avec'er. Men sådan kommer det ikke til at gå. Klassesamfundet stikker sit grimme hoved frem i form af Lotte Andersen, der er mor til gommen og bestemt ikke til sinds at bortgive sin søn i arbejderklassens kulisser. Så hun sørger for rigtige selskabslokaler og smokingklædte tjenere, mens Karen så må hulke over, at hun har mistet sin datter. Kulturglidning reduceres Konflikten er såmænd reel nok for tiden. I og med at mange unge fra de lavere lag fik højere uddannelser og dermed blev økonomisk bedre stillet end deres forældre, adopterede de også middelklassens normer og livsstil. Hvilket skabte et modsætningsforhold til de sociale rødder. Men denne klassekulturelle glidning, som er aldeles central i det tidlige velfærdssamfunds mentalitetshistorie, reduceres her til en banalitet, der alene skyldes en hysterisk venstreorienteret kælling, den rødhårede Karen, som klamrer sig til en arkaisk selvforståelse. Og det hele ender naturligvis i fryd og gammen med festtale og dans til pigtrådsmusik. Bal i den småborgerlige, med andre ord. Ethvert tilløb til samfundsmæssighed og tidsskildring afmonteres og reduceres til emotionelle konflikter. Der er intet uden for intimsfæren. Det omgivende samfund forbliver et postulat. Palle sætter foden ned En anden central konflikt er forholdet mellem Søs og Palle, hvor sårene fra hendes affære endnu ikke er helet. Og heller ikke bliver det, fordi Søs, denne varmblodede flirt af en overklassekvinde, fortsat får flækket bæveren af fremmede mænd, når lejlighed sig byder. Palle sætter foden ned, og dermed er banen kridtet op til den forudsigelige kærlighedsaffære med Ida, der ligesom har ligget i luften i noget tid. Thi Idas kæreste ligner også en parforholdsmæssig nulbon. Lommefilosofi Og så er der endelig det store faderdyr, direktør Kaj Holger, der får læst og påskrevet af Ida, som i klartekst gør ham opmærksom på, at han sådan set havde aktiemajoriteten i Eriks selvmord. Hvilket gør ham filosofisk og får ham til at stille sig selv spørgsmålet: »Hvad er meningen med at få børn, man ikke forstår?«, hvortil hans kloge kone klichéfyldt svarer: »Måske chancen for at lære sig selv bedre at kende«. Ja, livet er som en grapefrugt. Med tiden vænner man sig til den bitre eftersmag. Det lommefilosofiske er imidlertid ikke det mest trættende ved serien. Det er snarere, at der er ved at gå folkekomedie i den. Lotte Andersens stramtandede svigermor minder mistænkeligt om hendes figur i 'Min søsters børn'-filmene, og de øvrige karakterer mangler psykologisk dybde i en grad, at tegneserien 'Busser og Blondie' er det rene Christian Kampmann i sammenligning. Forstår det på forhånd Og så går det så helvedes langsomt det hele. Den aristoteliske syntaks med begyndelse, midte og slutning bliver bøjet i neon og klippet ud i pap. Alt foregår med omhyggeligt oplæg og eksekvering, så man ligesom har forstået det næsten på forhånd. Den dramaturgiske omhyggelighed er monstrøs og trættende. I slutningen af afsnittet siger Palle til Søs: »Jeg gider ikke mer'«. Sådan har denne anmelder det efterhånden også.