Der er masser af scener at tage af. Men lad os snuppe en fra klassikeren 'De uovervindelige' fra 1987: Den retlinede FBI-agent Elliot Ness jagter gangsteren Al Capone i Chicago. Han får hjælp af den barske politiveteran Jim Malone, spillet af Sean Connery. På et tidspunkt fanger de en gangster. Han nægter at tale. Indtil Jim Malone griber en anden forbryder og pumper ham fuld af bly for øjnene af gangsteren. Manden er allerede død. Politimanden har skudt på et lig. Men gangsteren er skræmt fra vid og sans. Han bryder sammen. Han taler. Filmhistorien giver svaret I de seneste uger har USA igen-igen diskuteret grænserne for tortur. Imens spørger debattører, hvorfor så mange amerikanere - til et vist punkt også præsident Bush - tydeligvis tror, at tortur virker og kan forsvares moralsk, selv om forskning viser, at tortur faktisk langtfra hiver sikre oplysninger ud af folk. Nu har den amerikanske filmkritiker Matt Seitz leveret sit bud på et svar: I årtiers amerikansk filmhistorie fremstår tortur som noget godt - når det altså bare er de gode, der torturerer. »I en film som 'De uovervindelige' har du for eksempel den retskafne amerikanske efter bogen-agent, som egentlig ikke vil gøre noget ukorrekt eller forkasteligt. Men den ondskab, han er oppe imod, er så stærk, at han indser, at han må bøje et par regler for at tjene det gode. Som vi siger: For at lave en omelet, må han slå nogle æg i stykker. Den holdning har vi set i fuldt flor i USA efter 11. september, og hvis opfattelsen ligger dybt i folk, bør det ikke overraske nogen, der har set vores actionfilm eller tv-serier fra de sidste 40 år«, siger Matt Seitz. Torturen virker på film Han skrev for nogle dage siden en lang artikel, der påpegede fænomenet i en række amerikanske aviser. Kort efter gik han hjem og åbnede for fjernsynet, hvor skuespilleren Russell Crowe som politimand i 'L.A. Confidential' lod en mand dingle ud ad et vindue med hovedet nedad, indtil han viste respekt over for lovens stærke arm og busede ud med oplysninger. »Da jeg så filmen i biografen, grinede publikum af scenen. Latteren signalerede ikke bare billigelse, men genkendelse. Vi forventer, at politi og militær gør den slags, og på film virker torturen stort set altid. Det er svært at komme i tanker om et eksempel, hvor de gode har tortureret skurke og faktisk fået forkerte informationer, selv om det er det mest sandsynlige i virkeligheden ifølge sagkundskaben. Til gengæld ser vi ganske ofte, at når de onde torturerer, gør vores actionhelte oprør, spytter dem i ansigtet eller leder dem på vildspor«, siger Matt Seitz. »Fuck you« Da Sylvester Stallone som 'Rambo' bliver tortureret, er hans eneste tilståelse »fuck you«. Og da heroinhandlere torturerer Mel Gibson og Danny Glover som de to politifolk Riggs og Murtaugh i 'Dødbringede våben', slipper de fri og dræber torturbødlerne. »Man kan sige, at 'Dødbringende våben'-filmene virkelig er det mest utrolige eksempel på dobbeltmoralen. I de efterfølgende film når politifolkene bogstaveligt talt at mishandle alle og enhver, både forbrydere og sagesløse borgere. Men når heltene gør det, er det o.k. og nødvendigt«, siger Matt Seitz. Spielbergs 'Munich' Tortur er et redskab i manuskriptforfatternes værktøjskasse ligesom biljagter og skyderier. Men spørgsmålet er, om fiktionen faktisk påvirker offentligheden. Og hvad kom først - hønen eller ægget til omeletten? Udspringer filmene i virkeligheden af en opfattelse, der i forvejen lurer i den amerikanske befolkning? »Det er egentlig ligegyldigt, hvad der kommer først, for vi forstærker hele tiden en kulturel konsensus - specielt hos de mennesker, der ikke følger med i nyhedsstrømmen og får den saglige information om tortur. To-tre generationer er vokset op med et populærkulturelt budskab om, at når de gode gør, hvad der er nødvendigt for at nå deres mål, er tortur o.k. Det er så indgroet, at hvis du en sjælden gang ikke er helt sikker på, hvem der er de gode, begynder du at sidde i biografen og få den der ikke helt trygge fornemmelse«. I Quentin Tarantinos film er tortur for eksempel også et dramatisk kneb, men den kammer over og bliver til formålsløs sadisme. Og så er der Steven Spielbergs nye film 'Munich'. »Filmen føles som en traditionel actionfilm, men som den skrider frem, går den moralsk i opløsning. Til sidst er de gode ikke helt så sikre på, at de onde, som de er efter, rent faktisk har så meget ansvar for massakren. Det alene gør det til en vigtig film, fordi vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved vores egne automatreaktioner. Men Spielberg rejser også diskussioner, som kan ødelægge enhver fest, og jeg er overrasket over, at han turde gå ind i det minefelt, hvad han jo også har fået på puklen for«, siger Matt Seitz.