Nogle gange må man som mand markere. Sætte sin fod ned. Trække en streg i sandet. Forsvare en grænse. Det er vores ret, som Jørgen Leth siger. Hjemme hos os kom det til at handle om pakkekalenderen. Her skilte vandene sig. Traditionelt har den bestået af en lille gave, som - til alles store overraskelse - pludselig ligger i Johanna og Christians skuffe til vanter og halstørklæde. Sådan var det under matriarkatet. Sidste år og forrige år. Nu er en ny mand i byen. Det er så altså mig. Og jeg havde besluttet, at jeg ville have reb hængende ned igennem vores trapperum fra 2. sal til stueplan. Med 24 små nuttede pakker på hver. Mine stærke argumenter var: - Det ville give børnene en visuel fornemmelse af afstanden til jul (antallet af pakker tilbage). - Det ville give dem en fysisk følelse af rejse (det antal trappetrin, de skal tilbagelægge, ændrer sig). - Det vil formindske det daglige forældre forventningspres (fordi dag til dag-gaven jo netop udmærker sig ved at kunne drives som japansk 'Just in time'-management. Men belært af erfaringer ved de fleste familier godt, at den slags ofte ender som fuck-hvad-har-overhovedet-åbent-nu? management. Så hvorfor ikke være på forkant for en gangs skyld). Min kone havde desværre et argument, som overgik hele min PowerPoint-præsentation. Nemlig: Det plejer vi ikke. Jeg gik ud og købte de små gaver. Og så gik jeg hjem og prøvede igen. Denne gang ud fra en anden vinkel. Nemlig: Hvad skulle der kunne ske ved det? Hvis jeg nu selv hænger dem op? Og hvis jeg nu lover at tage dem ned straks, hvis ungerne eller deres gæster ikke kan holde deres små figenstangsindsmurte pølser for sig selv. Altså en vetoret. Den forhandling vandt jeg. Hvilket er med til at bevise, at vi mænd med børn er et fantastisk aktiv, ikke bare for os selv, men også for erhvervslivet og hele samfundet. Der er brug for hele mennesker, der kan træffe afbalancerede beslutninger, prioritere og uddelegere ansvar. Og så hjælper det at finde den indre tøffelhelt frem. Jeg vandt det første slag. Og dermed retten til at pakke 48 latterlige pakker ind. Heldigvis hjalp min kone med at give dem bånd på, så de kunne hænge på snoren. Jeg var ude i noget med at bruge tape, men den løsning kunne selv jeg ikke forhandle hjem. Men der var stadig et vigtigt slag at vinde. 1. december kl. 7. Da ungerne blev purret. Vi havde lokket dem tidligt i seng ved at fortælle, at der nok ville ske noget fantastisk næste morgen, hvis nissen kom i løbet af natten. Den slags veksler skal man passe på med at udstede. O.k. De var rimeligt begejstrede, da de så alle de mange pakker i glitrende papir, guld og dybrødt hængende på nylontørresnoren fra vores campingsæt. De accepterede også at følge ruten ned ad trappen til nr. 1, sådan at vi næsten havde fået lokket dem ind til morgenmaden (en ynk at moderne forældre er nødt til at friste med gaver for at kunne få børn til at spise grød). Men så stoppede festen. Da Christian S. fik flået papiret af 12 tusch fra Tiger-butikken, var han skuffet. Rigtigt skuffet. Han satte sig godt nok senere ind og tegnede et sværd med den grå tusch. Hvorefter han tværede det hele ud igen. Her kunne jeg have valgt at pakke sammen. I stedet har jeg jo min ledelseserfaring fra Livets Hårde Skole. Så jeg sagde: »Ham nissen, ham kan man jo åbenbart overhovedet ikke regne med«. Det gælder om at uddelegere. Ikke mindst ansvar. per.munch@pol.dk