»Jeg siger jer, at hverken blues, swing eller bebop ville været vokset frem under de nuværende omstændigheder!«. Den amerikanske kulturhistoriker og forfatter Siva Vaidhyanathan har for alvor talt sig varm under sit indlæg om den måde, ophavsretten bliver fortolket på, når det kommer til kreativt tyveri inden for musik. Omstændigheder der kvæler kulturens fri vækst ifølge Vaidhyanathan, og ud fra klapsalverne i salen at dømme er han blandt ligesindede. Vi befinder os i den umiddelbare fortid, mandag den 12. september i Washington D.C., USA, til det store seminar 'Future of Music Policy Summit 2005' arrangeret af musikaktivistgruppen The Future of Music Coalition. Nærmere bestemt til høringen 'Sampling and Shared Art', og her går der ikke længe før panelet er oppe på den store retoriske klinge. »Vi har en kreativ krise på hænderne, som er opstået, fordi ingen har overblik over de enorme omkostninger ved transaktioner. Og for de af jer blandt publikum, der ikke er helt inde i terminologien og ikke ved, hvad det er: Transaktioner er et smart ord for advokater. Det er det, advokater gør: De hæver transaktionsomkostningerne hos den ene eller den anden part«, fortsætter Siva Vaidhyanathan. Kreative tyverier er en ældgammel praksis, som er blevet bedrevet fra Beethoven til Beastie Boys, blot med den forskel, at sidstnævnte benytter sig af den nymodens samplerteknologi, som gennem de sidste 15-20 år har kostet musikere rigtig mange penge, fordi de er blevet tvunget til at afregne for deres samples. Og det er her transaktionerne kommer ind i billedet, for afregningen involverer typisk advokater, som er med til at inddrive og høste salærer og procenter på samples - og i værste tilfælde true samplermusikere med så høje sagsomkostninger, at de for at undgå retssag må bøje sig og betale eller destruere deres musik eller trække den tilbage fra markedet. »Det er en finansiel gevinst, som musikforlag for 20 år siden ikke kunne have drømt om; at de skulle få en supplerende indkomst baseret på fem sekunder af deres musik«, siger Shannon Emamali, en anden deltager ved Future of Music-seminaret. Og dermed er sampling blevet en stadig mere smertelig affære for moderne musikere, selv om det er en helt central praksis inden for for eksempel hiphop. Denne artikel handler om dem, der udfordrer ophavsretten og dem, der kæmper for at bevare den, som den er, begge parter ad politisk, aktivistisk, lobbyistisk og juridisk vej. Som Siva Vaidhyanathan indikerer, så kan det være ekstremt hæmmende for musikkens udvikling, hvis ophavsretten fortolkes stramt, hvis kulturen, der kommer fra os alle, bliver ejet af de få. Ærværdige genrer ville måske aldrig have kunnet udvikle sig, hvis den intellektuelle ejendomsret var blevet håndhævet så stramt i Mississippi-deltaet, i New Orleans eller i New York City tilbage i første halvdel af det 20. århundrede, som den bliver i dag. En håndhævelse, som juraprofessoren og ophavsretskritikeren James Boyle ser som led i 'Den anden indhegningsproces' i 'The Second Enclosure Movement and The Construction of The Public Domain' fra 2003. Her sammenligner han vor tids stadig mere vidtrækkende ejerskab af kultur med den første indhegningsproces fra 1600 og fremefter. Det var forud for kapitalismens gennembrud, og Storbritanniens fælleder, der tidligere havde været fælleseje, blev privatiserede og indhegnet. »Indhegningsprocessen bliver ved med at tiltrække sig vor opmærksomhed. Den viser os uimodståelige ironier ved det tveæggede sværd, der er 'respekten for ejendom'«, skriver Boyle i sin tekst. »Vi befinder os midt i den anden indhegningsproces. Det lyder svulstigt at kalde det 'indhegningen af sindets uhåndgribelige fælleder', men i en meget reel forstand er det præcis, hvad det er. Sandt nok, så er den nye statsskabte ejendomsret 'intellektuel' frem for 'virkelig', men igen så bliver ting, der før blev opfattet som fælles ejendom eller som umulige at forvandle til handelsvarer nu dækket af nye eller for nylig udvidede ejendomsrettigheder«. En eller anden form for indhegning er i hvert fald slået igennem inden for musik, hvor amerikanske og europæiske forlag og pladeselskaber ejer eller forvalter enorme mængder af musik og bestemmer, hvem der må gøre hvad med den. De bestyrer hvilke reklamer Beatles' sange skal sælges til, hvilke opsamlingsalbum Rolling Stones må udgives på, og hvem der må sample Stevie Wonder. Og ikke mindst: Hvor meget det skal koste. Og to yderpositioner er opstået, to yderpositioner væbnet med hver sin vidt forskellige opfattelse af, hvad ophavsretten overhovedet skal gøre godt for. 1. Ophavsretten er skabt for at kunstnere bliver økonomisk kompenseret for deres arbejde. Eller 2. Ophavsretten er skabt for at stimulere kunstnere til at skabe. Intellektuel ejendomsret Den oprindelige ide bag ophavsretten var i hvert fald, at det nye, som kunstneren skabte, skulle kunne spredes og videreudnyttes i offentligheden. Der var en balance mellem fordelene for kunstneren og for offentligheden i ophavsretten helt tilbage i den amerikanske forfatning fra 1787. Men siden de tidlige 1980'ere har fortolkningen af ophavsretten, som afbalanceret og til glæde for almenvellet, ændret sig i den vestlige verden til fordel for en strengt økonomisk fortolkning, der opfatter kunstnerens værk som privat ejendom, der skal beskyttes. Det er dette skift, der er blevet stadig mere markant og i disse år har fået både diplomater og dissidenter til at hvæsse pennene. Aktivister, advokater, professorer og kunstnere er begyndt at kæmpe for at få det fair genbrug af andres kunst genindsat som en legal kreativ praksis. Og en krig er løbet løbsk mellem rettighedshavere, advokater og musikere, som vil fastholde ophavsretten som den er på den ene side, og på den anden side nonprofit-organisationer, advokater og musikere, der forsøger at lempe reglerne eller skabe nye systemer. På førstnævnte side finder man Arne Würgler, der både er formand for musikerorganisationen DJBFA (Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer) og sidder i rettighedsselskabet KODA's (Komponistrettigheder i Danmark) bestyrelse, deres såkaldte råd: »Jeg tror egentlig, at kunsten og kulturen udvikler sig bedst, hvis man sikrer sig, at alle de kreative er sikret, og at der er tænkt på dem hele vejen igennem, når det kommer til økonomi og rettigheder. At der bliver tænkt på dem, der får den oprindelige ide, så de kan blive ved at være skabende«, siger Würgler. Det lyder, som om økonomisk sikring kommer før kunstnerisk udfoldelse.

»Jeg tror, de to ting hænger kolossalt meget sammen. Folk skal have tid og mulighed for at kunne arbejde, og det kræver penge. Hvis ikke der er en økonomisk mulighed omkring det her, så bliver det på hobbyplan, så bliver det amatørisme«. Ingen ringere end Bill Gates er enig med Würgler: »Intellektuel ejendomsret er et ansporende system, som er skabt til fremtidens produkter«, siger Microsoft-milliardæren til Cnet.com. »Der er flere, der tror på intellektuel ejendomsret i dag end nogensinde før. Der er færre kommunister i verden i dag, end der har været. Der er en slags moderne kommunister, som i forskellige forklædninger ønsker at slippe af med incitamentet for musikere og filmskabere og softwareudviklere. De mener ikke, at disse incitamenter burde eksistere«. Tre grader af frihed Uden at han nævner navne, så er dét, der får Gates til at rejse børster, blandt andet organisationen Creative Commons. En af udfordrerne af den intellektuelle ejendomsret, der får stadig mere medvind og opmærksomhed. En nonprofit-organisation grundlagt af Lawrence Lessig, professor ved Stanford Law School, der i selve navnet spiller på den engelske betydning af ordet 'common'. Common kan betyde fælles, men også fælled, som i de enorme jordstykker, den britiske adel som før nævnt indhegnede fra 1600-tallet og fremefter. Creative Commons dyrker ideen om at få revet alle hegnspæle og hegn omkring vor fælles kultur op eller i hvert fald få bygget nogle porte ind til den. For de vil ikke vinke farvel til ophavsretten, men give kreative mennesker mulighed for at frafalde nogle af dens implikationer, såsom kontrollen over retten til at sample. De har således skabt en række gratis, juridisk vandtætte licenser til vidt forskellig brug, heraf tre skræddersyet til samplermusik. Det er licenser, som en musiker frivilligt kan udgive sin musik under og dermed give andre musikere tre forskellige grader af frihed i forhold til sampling. To af de tre samplinglicenser blev aktiveret da det toneangivende teknologigejle magasin Wired i sidste års novembernummer vedlagde en cd med nye numre fra blandt andet Beastie Boys, David Byrne, Chuck D fra Public Enemy og Brasiliens store aldrende popstjerne og nuværende kulturminister Gilberto Gil. »Fight for your right to sample« stod der på forsiden af bladet, og det var netop den ret, man fik til de i alt 16 numre. 13 af numrene var endda udgivet under den mest omsiggribende licens, der tillader, at andre kan sample og bearbejde ens værk og udgive og sælge det resulterende værk uden at spørge den samplede kunstner om lov. Via den kan man nu loope Gilberto Gils ædle røst og få sig et megahit, så længe at det er en kreativ brug af samplingen - hvilket udelukker de mest bevidstløse Vanilla Ice- og MC Hammer-agtige loops. »Vi har bygget på den traditionelle ophavsrets 'all rights reserved', for at skabe en frivillig 'some rights reserved'-ophavsret«, står der på Creative Commons' hjemmeside. Og i over 60 lande er der åbnet CC-afdelinger, hvor man er i gang med at skræddersy licenserne til national lovgivning, også her i Danmark, hvor initiativtageren, juridisk konsulent Anne Østergaard, har sat tilpasningen til dansk lovgivning i gear. Et udkast til den første grundlæggende licens er i offentlig høring, mens dette læses. »Creative Commons-licenserne giver mulighed for at skabe en balance mellem kunstneres behov for at tjene penge og nødvendigheden af at dele viden og give mere stof til inspiration i samfundet«, siger Østergaard. »Mange kunstnere ønsker i dag at publicere deres værker elektronisk for at blive mere kendte og har samtidig ikke noget imod at dele nogle af deres rettigheder med andre«. Nordøst på har Creative Commons' Finlandsafdeling allerede oversat flere licenser til national lovgivning og er i drift. »Jeg er advokat og økonom, og det knuste mit hjerte at se alt det digitale spild, som kunne have været genbrugt«, fortæller initiativtageren Herkko Hietanen. »Teknologien var der, folk ønskede at dele, men standardophavsret forhindrede det. Ophavsret havde skabt en malfunktion på markedet. Den måtte repareres, og jeg kunne hjælpe med til det«. »Det er ideen om, at der er en gråzone i ophavsretten, at der er skabere af film, websites, software, musik og kunst, som er meget interesserede i at have et mere åbent system, hvor deres arbejde kan blive genbrugt, delt, samplet, approprieret etcetera«, siger Mark Hosler fra den amerikanske veteransamplerkvartet Negativland, som var centrale i formuleringen af den mest radikale af CC's tre samplinglicenser. Men egentlig er Hosler langt mere radikal og vil slet ikke have nogen ophavsretlig begrænsning på kunst. Og der er handling bag hans ord. Sammen med Negativland har han netop udgivet albummet 'No Business', der er 100 procent baseret på uclearede samples, og hvor de endda sampler fra Beatles' bagkatalog, der ellers varetages ret så rabiat. Og Negativland har heller ikke det fjerneste mod selv at blive samplet: »På vores website fører vi en liste over folk, som har samplet os. Vi er blevet samplet til en plade med Marky Mark & the Funky Bunch, som har solgt en million eksemplarer. Ingen har nogensinde betalt noget som helst for det, og det, synes jeg, er helt fint. Og jeg har hørt en disco/bangra-plade fra Indien, som vi er blevet samplet til. En eller anden i Indien har hørt en af vores plader og samplet fra den og smidt den ind i et dansenummer, og det, synes jeg, er fantastisk. Det er sand kulturel dialog, det er sådan kunst og ideer udvikler sig. Hvis du vil have total kontrol over dine frembringelser og ikke tillade nogen at gøre noget som helst ved dem, så virker det altså som en kulturelt meget nærig ide«, siger Hosler. »Og faktisk er det en slags kulturelt selvmord. De store selskaber ejer og kontrollerer massekulturen, og det eneste, det er meningen, at vi skal gøre er at sidde i vore stole og konsumere den. Det er ikke meningen, at vi skal reagere på den, og igen er logikken i denne holdning en form for død for kulturen. Hvis du vil have total kontrol over det, du skaber - og jeg er ikke sarkastisk - så behold det på dit værelse, og spil det kun for dine venner og din mor og far«. Kulturpolitik Med musikteknologiens nuværende potentielle spredning til enhver computer er moderne musikproduktion blevet demokratiseret i ekstrem grad, ikke mindst via collageteknikker med sampleren som centrum. Det er en ny mulighed for, at enhver kan blive musiker og bevæge sig fra at være passiv forbruger til at være aktiv fortolker og skaber. Hvilket selvfølgelig ikke er uden politiske perspektiver og kan sammenlignes med den samfundsmæssige diskussion om at være forbruger eller borger. »Alle ophavsretsspørgsmål er eksempler på kulturpolitik«, sagde Siva Vaidhyanathan til Future of Music Policy Summit 2005. »Og hvis vi vil ændre dem, så må vi spørge os selv: Vil det bidrage til kommende generationers kreativitet, bidrager det til opblomstringen af kunst, eller låser det magten hos de allerede etablerede?«. Der gemmer sig en dybtgående forståelseskløft i konflikten mellem de reformivrige og de konservative. Ekstremerne er: Al menneskelig skabelse er for økonomisk vindings skyld, og denne skabelse vil ophøre, hvis den økonomiske kompensation ophører. Og modsat: Al menneskelig skabelse tilhører kulturen, det er offentligt domæne og kan frit videredistribueres og bearbejdes, hvorved kulturen kommer til at vokse uhindret og frodigt. Et sted imellem de to positioner, men betragtelig tættere på den frie kultur, finder man for eksempel Creative Commons. Mens creative manager Ole Dreyer Wogensen er tættere på den økonomiske godtgørelses position. Han sidder i EMI Publishing Denmark, den danske afdeling af forlaget, der administrerer og ejer omkring 30 procent af al publiceret musik i verden. Et bagkatalog af titaniske dimensioner. Det er for eksempel hos dem, at man skal cleare og aftale royalties-procentsatser på kompositionsdelen af et sample (den anden del af clearingen angår indspilningen, som typisk varetages af pladeselskaber), hvis man har haft Missy Elliott, Stevie Wonder eller Fats Domino, men også danske kunstnere som Outlandish, Tim Christensen eller Saybia gennem sin sampler. »Jeg er bestemt ikke tilhænger af, at kunst bare skal være frit tilgængelig. Jeg synes bestemt, at de, der har skabt den, skal have deres rettigheder«, siger Dreyer Wogensen. »Så kan man så sige, at der er nogen, der måske er lidt for nidkære med at godkende ændringer, men jeg synes, de er i deres gode ret. De har skabt noget, og det skal de have lov til at forvalte, som de vil, ellers så må kunstnerne jo simpelthen bare skabe noget, der er lige så originalt. Man stjæler jo noget med en grund. Der er en grund til, at det er sjovt at sample Stevie Wonder, og det er, fordi det er fedt. Så selvfølgelig skal han have lov til at få penge for det. Ophavsretten fungerer, men det er svært at varetage den, for der er enormt mange, som ikke clearer. Det er mit klare indtryk«. Kan det have noget at gøre med, at det er besværligt eller dyrt? »Det er skide besværligt«. Skulle det gøres nemmere?

»Vi ville gerne kunne gøre det nemmere, for vi er også frustrerede. Hvis jeg får en forespørgsel på Stevie Wonder, så tager det tre måneder, inden man får svar. Og så er der en masse, der ikke engang gider svare, for eksempel hvis du spørger på de helt store som Beatles og Queen. Og det er jo frustrerende«. Ville det appellere til musikeres retsbevidsthed, hvis de skulle indordne sig under et nemmere system?

»Ja, for det er jo rigtig svært. Og hvis du ser på Beatles, så er det jo økonomisk fuldstændig ligegyldigt, om nogen gør noget mod dem. Og der virker det selvfølgelig bare nærigt. Men hvis nu man tog Otto Brandenburg, så ville man jo ikke have noget imod at han tjente 100.000 kroner på et sample af 'To lys på et bord'. Det ville da være meget fedt, at han fik nogle penge«. Denne sang er din sang Den økonomiske godtgørelses forsvarere arbejder typisk med høje originalitetskrav, der har sit udspring i en romantisk kunstneropfattelse fra starten af 1800-tallet: Ideen om at enhver stor skaber opererer fra et absolut nulpunkt og derfra benådes med en religiøs inspiration. Videnskabsmanden Isaac Newton var dybt uenig halvandet århundrede før. I et brev til en kollega skrev han i 1676: »If I have seen further, it is by standing on the shoulders of giants«. Heroppe i nutiden er den amerikanske samplerkvartet Negativlands Mark Hosler enig med Newton: »Jeg møder folk, der siger: 'Mark, det er jo vanvid. Hvordan kan Negativland bare tage noget, som ikke tilhører dem, og som nogen har arbejdet hårdt på at skabe. Og så bare bruge det og gøre med det, som I lyster?' Mit svar er: Gennem hele menneskehedens historie har vi mennesker skabt kunst og musik. Når du foretager dig noget kreativt, så reagerer og responderer du på den verden, du lever i. Hvad skulle du ellers reagere på? Så engang i fortiden ville jeg måske have lavet en skulptur ud fra et dyr eller malet et billede af en blomst eller et bjerg, for det var den verden, jeg levede i. Well, nu om dage er den verden, vi lever i, ikke bare blomster og træer og himlen og dyrene og bjergene. Det er reklamer, billboards, det er muzak og popsange, som spilles overalt, hvor jeg går. Informationer kommer imod os fra alle verdenshjørner. Og Negativland har altid skabt kunst, der inkorporerer og afspejler den verden, vi lever i. I dag er redskaberne bare ikke længere pensler og ler, redskaberne er kopierings- og reproduktionsteknologi og computeren, den ultimative collageboks. Men mange amerikanere tænker, uden at være klar over det, på samme måde som de store selskaber. De mener, at den bedste måde at skabe kunst på er ved at have total kontrol over sin ejendom. Men en sund kultur udvikler sig og vokser, fordi vi bygger på, hvad der kom før os. Der findes ingen totalt original ide«. Det er også sådan, at folkemusik har udviklet sig. Her var der oprindeligt ingen fundamentalt originale singer/songwritere eller restriktive ophavsmænd, men sange der til stadighed blev videreudviklet af musikere, der rejste rundt med dem i vadsækken. Det var også ud fra den etos, at den amerikanske folk-mester Woody Guthrie arbejdede, når han plankede fra både kolleger som Leadbelly og forfattere som John Steinbeck. Ja, engang reagerede han med følgende ord, da en statslig kunst-embedsmand fortalte ham, at de fleste amerikanere ikke anede, at det var Guthrie, der havde skrevet fagforeningshymnen 'Union Maid': »If that were true, it would be the greatest honor of my life«. Folkemusik og den måde, den har udviklet sig på, er ikke længere en mulighed i nyere tid. For eksempel ejes Woody Guthrie-klassikere som 'This Land Is Your Land' i dag privat, og ved flere lejligheder har rettighedshavere sagsøgt eller truet med sagsanlæg grundet parodisk brug eller offentlig fremførelse af mesterens sange. Selv om Guthrie tilbage i 1940'erne som generel copyrightadvarsel på sine plader skrev: »This song is Copyrighted in U.S., under Seal of Copyright # 154085, for a period of 28 years, and anybody caught singin it without our permission, will be mighty good friends of ourn, cause we don't give a dern. Publish it. Write it. Sing it. Swing to it. Yodel it. We wrote it, that's all we wanted to do«. Havde Guthrie levet i dag, ville han sikkert udgive nyfortolkningen 'This Song Is Your Song' - 'Denne sang er din sang' - og frisætte den under den mest radikale Creative Commons-samplinglicens. Hvis han vel at mærke kunne få lov af indehaverne af rettighederne til 'This Land Is Your Land'. Kreative kommunister I forlængelse af Guthrie mener de reformivrige i dag, at kunst ikke er nogens ejendom, og at kunst ikke nødvendigvis er noget, man kan blive rig af. Ja, nogle af disse folk kalder sig allerede med glimt i øjet 'creative commies' som respons på Bill Gates sammenligning mellem dem og kommunister ... Blandt de mest markante organisationer finder man Creative Commons, OpenMusic Project, The Future of Music Coalition, Musicians Against Copyrighting of Samples og Downhill Battle. Organisationer og folk, der mener, at den frie folkelige udveksling af ideer er vejen ud af en gennemkommercialiseret kultur, hvor stadig færre og stadig større selskaber kontrollerer og ejer moderparten af vor kultur. Ideer, underholdning, kunst skal være offentlig ejendom - hvilket har fået skeptikere til at tale om »the romance of the public domain«. Og der kan da også være grunde til at klappe hesten. Arne Würgler fra KODA og DJBFA vælger således det gemytligt tålmodige toneleje, da han forklarer, hvorfor han fastholder den konservative og afventende attitude til en modificering af ophavsretten: »Hvis vi bare kunne gå ind på billeder og male dem om og tage alle mulige forskellige udtryk og ændre dem, hvad der jo er meget meget gode muligheder for i dag, så ville de oprindelige tanker ikke længere være synlige. Ophavsret handler også om respekt for historien«. Men mangler den, hvis en kreativ kunstner går ind og tager en bid og bruger den i en anden kunstnerisk sammenhæng?

»Nej, ikke nødvendigvis. Men hvis man forestiller sig at det bliver lovligt at gå ind og manipulere og ændre ting uden at man spørger de oprindelige rettighedshavere til råds, så kan man måske komme ud på en glidebane«. Hvad er skrækscenariet? »Det er at vores historiske erfaring og erkendelse, sådan som den har udviklet sig, kan blive udslettet. Det er i hvert fald et af problemerne«. Er det kunstnerens ret at sige nej til at blive samplet? »Ja det synes jeg, det må det være. Det er jo kunstnerens børn, man vil tage fra ham, hans eneste mulighed for at have noget at leve af som sådan«. Obligatorisk licens Man kan stadig opleve en kløft, som måske har noget med alder, men i hvert fald med musikalsk baggrund at gøre. En kløft mellem singersongwritere og rockmusikere på den ene side og dj's og samplerkunstnere på den anden. Den traditionelle håndværker over for den digitale knapbetvinger. Men alt som sampleren er blevet fast inventar i professionelle studier og alle fra TV-2 til U2 bruger den, så kan det være svært at skelne mellem rockmusikeren og den elektroniske musikers syn af sampleren. Men det betyder ikke, at instrumentet er anerkendt på lige fod med for eksempel guitaren af alle: »Man kan sige, at den her diskussion jo er opstået, fordi der er kommet noget ny teknologi, der kan så meget«, siger således Arne Würgler. »Det er så nemt i dag at gå ind og hente lyd ud og sample og gøre alle mulige andre ting. Og så opstår der nogle muligheder for at lave kunst, og det er jo fint nok. Men vi ved jo ikke, hvordan fremtiden udvikler sig, og hvis man hver gang, der opstår ny teknik, skal begynde at ændre de grundlæggende ophavsprincipper, så mener jeg der bør ligge virkelig grundige overvejelser til grund for det. Og jeg vil sige, at der også er den fordel ved det her, nemlig at nogle begynder at overveje 'Hvorfor i alverden skal jeg også begynde at planke alle mulige? Hvorfor kan jeg måske ikke selv skrive lidt?' Vi lever meget i en kopi-tid, hvor det er lidt smart og lidt hurtigt at kreere nye værker. Men nogle gange kan det måske også være lidt sundt, at det ikke er alt for nemt, at man faktisk må sige, 'jamen, jeg må sgu også sætte mig ned og gøre mig lidt tanker om, hvad det er, jeg vil og måske arbejde med lidt større helstøbte værker i eget regi'«. Men de kunstnere, der bliver samplet fra. De står vel også på skuldrene af tidligere kunstnere og har vel egentlig også stjålet?

»Det er rigtigt, at vi alle lader os inspirere og bruger hinanden og lytter tingene af. Men når vi er nede i den lyd, der er blevet lagt ned i pladerne, når vi ligefrem går derned og tager noderne materialiseret i den form for lyd, der kommer ud af det, når man begynder at bruge det i anden sammenhæng, så synes jeg, man har et problem. Det andet er mere, hvis man ligesom har hørt det og lader sig inspirere af det og arbejder frit videre på baggrund af det indtryk, man har fået. Det, synes jeg, er noget andet«. Og fremtiden? Well, indtil videre er der ikke nogen vilje til ændringer eller modificering af ophavsretten hos de danske rettighedshavere og -forvaltere. Danske såvel som internationale afdelinger af Creative Commons håber til gengæld på en sund udbredelse af deres licenser, som da heller ikke afhænger af lovændringer. Mens folk som ophavsretskritikeren og -forfatteren Kembrew McLeod, Public Enemys samplermester Hank Shocklee og aktivistgruppen Downhill Battle decideret ønsker lovændringer: Nemlig at der indføres en obligatorisk licens, som gør, at man helt automatisk skal betale en ikke overdrevet stor procentsats af sit nummer til ophavsmanden, som til gengæld ikke kan afvise at blive samplet. Et system, der minder meget om coverversion-systemet, hvor man også betaler en fast procentsats til ophavsmanden, som til gengæld heller ikke kan sige nej til, at man laver en coverversion af hans sang. Dette kræver selvfølgelig et retsligt indgreb på regeringsniveau både i USA og i Europa, og det var sjovt nok også det, der muliggjorde, at man i dag kan lave coverversioner, som man lyster inden for amerikansk lovgivning - nemlig nogle nye afsnit i Copyright Act fra det herrens år 1909. »Ophavsretten er kulturens grundlov«, mener en reformskeptisk Arne Würgler. »Jeg synes faktisk, ophavsretsloven er en form for menneskeret, og et eller andet sted synes jeg måske, man skulle få skrevet den ind blandt menneskerettighederne. Fordi det at nogle mennesker har skabt noget, det synes jeg er nødvendigt, at man respekterer, at man ikke bare udvisker, hvem der egentlig fødte barnet«. Og Ole Dreyer Wogensen: »Det er jo egentlig kunstnernes job, deres indtægt, man anfægter dem på. Og derfor er der sådan nogle som os, der prøver at hjælpe dem på vej, og siger, at der må være nogle regler. Vi beskytter dem, det vi nu kan. Det er vigtigt, at holde fast i at man ikke bare kan stjæle med arme og ben. Man kan jo heller ikke bare gå ned i en butik og rive ned ad hylderne, vel? Man skal holde fast i sine rettigheder. Det synes jeg. Ligesom vi har så mange andre rettigheder her i livet. Til alles bedste. Det kan jo også være, at hiphopperne selv bliver udsat for det samme om ti år«. Fastholdelse af status quo har ifølge den amerikanske forfatter og hiphop-forsker Jeff Chang en fare, som han påpegede ved Future of Music Policy Summit 2005 mandag 12. September. Nemlig en slags ækvivalent til det klassedelte samfund: »Grundlæggende er der en sampleroverklasse, som har råd til at betale, hvad det måtte koste at få udgivet en sang. Om vi så går hele vejen tilbage til P-Diddy, der samplede Sting og op til Nas, der sampler The Incredible Bongo Band. Og så har vi en klasse af folk, der grundlæggende er lovløse. Knægte, som aldrig ville sige 'åh nej, jeg vil aldrig sample den her sang, for så er der en eller anden forlægger, der vil sagsøge mig'. Hiphop spørger ikke om lov til at gøre den slags ting. Og så har vi en lille og skrumpende middelklasse. De står nu over for det faktum, at de skal aflevere et ark papir med en oversigt over alle deres samplinger, hver gang de skal udgive en plade. Og de udvikler en slags moral omkring det: 'Jeg vil give noget til den her kunstner, for han har leveret det centrale'. Det handler om den type valg. For hvis man reelt skulle lave en liste over alle de samples, der indgik i en sang, så ville man give mere end 100 procent af sine rettigheder væk. Og denne middelklasse er en stadig mindre gruppe, for de bliver stadig mere hæmmede af lovene«. Organisationer og kunstnere verden over kæmper for at bevare og håndhæve de eksisterende love. Ligesom organisationer og kunstnere verden over kæmper for nye og lempeligere regler. Banen er kridtet op, og kampen er i gang. Spørgsmålet er bare, om alle kommer med på banen. Måske beslutter nogle sig for slet ikke at kæmpe imod eller lege med hinanden. »Det er, som om der er parallelle universer«, mener Mark Hosler. »Og Creative Commons er en del af skabelsen af et parallelt univers. Her siger man: »Hør her, vi kan ikke ændre lovene til det, vi vil. Det, vi er oppe imod, er for stort. Så hvorfor skaber vi ikke bare vore egne regler herovre? Vores egen sandkasse, vi kan lege i?«.