Det Tyskland, som i 1933 blev overtaget af nazisterne, var i mange henseender verdens førende nation. Den faglige standard på universiteter og læreanstalter var den højeste i verden, og intet land havde en så veluddannet befolkning. Berlin var ikke alene Tysklands hovedstad, det var Europas kulturby nummer 1 - kun Paris var jævnbyrdig. Berlin var også den førende filmby, Babelsberg var endnu foran Hollywood. Alt dette blev sat over styr som følge af den nazistiske magtovertagelse, der betød den største hjerneflugt i historien. Videnskabsmænd, forfattere, skuespillere og kunstnere forlod landet i stort tal. Især USA profiterede af intelligensens flugt. Einstein og Thomas Mann kender de fleste, men hvem tænker på, at Billy Wilder, der instruerede 'Ingen er fuldkommen', engang hed Wilhelm Wilder og kom fra det berlinske miljø (han er dog født i det gamle Østrig-Ungarn). Det er tvivlsomt, om Tyskland nogensinde har overvundet følgerne af intelligensens flugt. Det betød ikke, at det nazistiske Tyskland var uden kreative genier. Der var en Leni Riefenstahl, som instruerede regimets propagandafilm, og hvis optagelser fra olympiaden i Berlin i 1936 og de store partidage i Nürnberg var en så effektfuld iscenesættelse af det nye regime. En betydelig del af de flygtede var jøder. De kom af sted i tide og undgik holocaust og Anden Verdenskrigs udryddelseslejre. I tysk historie var der intet, der umiddelbart pegede på et sådant moralsk sammenbrud. Der havde været jødeforfølgelser i ældre tid, men det havde der også været i andre lande. Preussen var et af de lande, hvor jøderne tidligst fik almindelige borgerrettigheder. Antisemitismen var tilsyneladende mindre udtalt end i Østrig og Wien, og der var ikke pogromer som i Rusland. Tværtimod så den tyske offentlighed pogromerne som vidnesbyrd om Ruslands tilbagestående civilisatoriske stade. Nyt jødehad Jøder havde før Første Verdenskrig fremtrædende positioner i erhvervsliv, politik og kunst. Det wilhelminske Tysklands store kunstnernavn var Max Liebermann, en impressionistisk maler på niveau med de store franskmænd. Liebermann har i øvrigt malet det bedste billede, vi har af Georg Brandes. Det hænger i Kunsthalle i Bremen. En anden jøde med en fremtrædende position var Walther Rathenau, der organiserede den tyske krigsøkonomi under Første Verdenskrig, og som senere blev udenrigsminister. Hans forsøg på en forståelsespolitik i forhold til de allierede bragte ham i konflikt med nationalistiske kredse, og han blev myrdet 1922. Rathenaus jødiske baggrund blev brugt i angrebene på ham, et vidnesbyrd om, at en farlig og irrationel kobling mellem antisemitisme og nationalisme var under udvikling. Det var vanskeligt at finde en person, der havde gjort fædrelandet større tjenester end Rathenau. Det hævdes ofte, at Hitler kom til magten ad parlamentarisk vej. Det er ikke rigtigt, normal parlamentarisk statsskik var for længst sat ud af kraft - i øvrigt for at holde Hitler fra magten. Tyskland blev regeret ved hjælp af præsidentdekreter. Men partiets fremgang ved rigsdagsvalgene gjorde, at det ikke kunne negligeres. Regeringen fra 30. januar 1933 var en koalition mellem NSDAP og diverse konservative partier domineret af preussiske junkere og officerer. De anså Hitler for en barbar og udannet tølper, men troede, at de kunne bruge ham som redskab for deres egen konservativ-nationale revolution. De Lange Knives Nat Når junkerne bildte sig ind, at de havde styr på Hitler, skyldtes det snævre sociale og familiære relationer til officerskorpset og Rigsværnet. Men Hitlers stormtropper, S.A., beherskede gaderne, dertil kom, at Hitler og nazisterne besad en handlekraft og hensynsløshed, som kom fuldstændig bag på de konservative regeringspartnere. Rigsdagsbranden, der sandsynligvis var anstiftet af nazisterne selv, blev et påskud til at sætte de sidste rester af parlamentarisk styre ud af kraft. Fagforeningerne blev forbudt, det samme gjorde de politiske partier, modstandere af den nye orden blev sendt i koncentrationslejre. De Lange Knives Nat 30. juni 1934 blev mulige konkurrenter til Hitler inden for nazipartiet likvideret; samtidig myrdedes fremtrædende officerer. Virkningen udeblev ikke. Da præsident Hindenburg døde en måned efter, aflagde officererne uden modstand ed til Hitler. Eftertiden har altid undret sig over, hvor let Hitler kunne udradere demokratiet og magtfulde samfundsinstitutioner som fagforeningerne og Rigsværnet. Ingen kan sige, at de ikke var advaret. Intentionerne stod at læse i 'Mein Kampf'. Det går heller ikke kun at skyde skylden på økonomisk krise, krisen ramte lige så hårdt i England og USA, uden at demokratiet kom i fare. Drømmen om storhed Den nationalistiske propaganda spillede uden tvivl en stor rolle. Næsten alle, der var voksne i 1930'erne, var opdraget med kejsertidens dyrkelse af fædrelandet. Der var også nationalisme i England og Frankrig, men her var den i en helt anden grad knyttet til moralske og etiske idealer, i Frankrig var det menneskerettigheder og den franske revolutions lighedsideologi, i England var den nationale identitet knyttet til den parlamentariske tradition, individuel frihed og troen på Storbritanniens som civilisatorisk budbringer til hele verden. Tysk nationalisme havde intet ideal ud over national storhed. Første Verdenskrig var endt med et nederlag, selv om det blev bortforklaret med diverse dolkestødslegender. Men under krigen havde der været perioder, hvor sejren syntes inden for rækkevidde, her var drømmen om verdensherredømmet blevet undfanget. 1920'ernes konservative tyske ideologer skræmtes af det uhyre, de selv havde været med til at fremkalde. De kastede sig over æstetikken og gik i indre eksil, i modsætning til det intellektuelle venstre, der i vid udstrækning drog i udenlandsk eksil. Men også venstrefløjen havde svigtet ved sit sværmeri for en kommunistisk inspireret kulturradikalisme i stedet for at støtte SPD og Weimarkoalitionens kamp for republikken og demokratiet. Efter at have erobret den politiske magt bestræbte nazisterne sig på at knuse den berlinske modernitet, som man stadig så som et ideologisk modbillede. Udtryk herfor var bogbrændinger og kampagnerne mod moderne 'entartet' kunst. Det gik bl.a. ud over Max Liebermann. Ordnede forhold Trods terror og forfølgelse af anderledes tænkende steg regimets anseelse i de følgende år, hvad der i reglen forklares med, at man fik bugt med arbejdsløshed og social nød gennem oprustning og anlæg af autobaner. Der er heller ingen tvivl om, at mennesker, der ikke gav sig af med politiske og moralske refleksioner, og som ikke var så uheldige at være af jødisk afstamning, i mange tilfælde har følt, at ordnede forhold var vendt tilbage. En anden grund til den nazistiske succes var, at partiet gav de oversete identitet. På lokalt plan gennemførte nazisterne en social revolution i den forstand, at partiet gerne gav outsidere og ubetydeligheder position og dermed identitet. Hvordan fremgår af i Edgar Reitz' filmepos 'Heimat', hvor den godmodige Eduard Simon bliver borgmester i den lille by, stærkt bakket op af sin ambitiøse hustru, som han ved et tilfælde havde samlet op på et berlinsk bordel. 'Der Eduard's problem var et jødiskklingende efternavn, som nødvendiggjorde adskillige kirkebogsundersøgelser, før positionen var sikret. Som person udtrykker Eduard den banalitet, som Hannah Arendt fandt karakteristisk for Adolf Eichmann, der administrerede massemordet på jøderne. Når Hitlerstyrets anseelse steg i årene efter 1933, hang det også sammen med velfærdspolitikken, der især gik ud på at forbedre børnefamiliernes situation. Man præmierede ganske enkelt børneavl og dyrkede moderskabet. Både i og uden for Tyskland misforstod man intentionerne med den nazistiske familiepolitik. Mange priste, hvad de troede var en tilbagevenden til traditionelle borgerlige familienormer og et opgør med Weimartidens frigjorte berlinske erotik. Det var en fejlfortolkning af dimensioner. Nazisterne afskaffede begrebet 'uægte' børn, og gængse borgerlige normer omkring graviditet uden for ægteskabet blev afvist. Naturligvis var der ikke tale om progressive humanistiske foranstaltninger. Til grund lå den perverterede nazistiske befolkningspolitik, hvis hensigt var at få unge, sunde kvinder til at formere sig, dels for at forbedre 'racen', dels for at styrke det befolkningsmæssige grundlag for ekspansionspolitikken. Nazismen var en krigsideologi. Ironisk nok skulle det vise sig, at den nazistiske moderskabs- og familieideologi endte med at virke mod hensigten. Den gjorde det nemlig umuligt for Tyskland at mobilisere kvinderne i krigsindustrien i samme grad som hos de allierede, hvilket i væsentlig grad bidrog til Tysklands endelige nederlag i Anden Verdenskrig, emnet for næste artikel.