0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nazismen som samfundsorden

Kap. 4: Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 gav indtryk af effektivitet og ordnede forhold, men betød også moralsk sammenbrud og den største hjerneflugt i historien.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Rigspartidagene i Nürnberg i 1933. - Foto: Max Ehlert

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det Tyskland, som i 1933 blev overtaget af nazisterne, var i mange henseender verdens førende nation. Den faglige standard på universiteter og læreanstalter var den højeste i verden, og intet land havde en så veluddannet befolkning. Berlin var ikke alene Tysklands hovedstad, det var Europas kulturby nummer 1 - kun Paris var jævnbyrdig. Berlin var også den førende filmby, Babelsberg var endnu foran Hollywood.

Alt dette blev sat over styr som følge af den nazistiske magtovertagelse, der betød den største hjerneflugt i historien. Videnskabsmænd, forfattere, skuespillere og kunstnere forlod landet i stort tal. Især USA profiterede af intelligensens flugt. Einstein og Thomas Mann kender de fleste, men hvem tænker på, at Billy Wilder, der instruerede 'Ingen er fuldkommen', engang hed Wilhelm Wilder og kom fra det berlinske miljø (han er dog født i det gamle Østrig-Ungarn). Det er tvivlsomt, om Tyskland nogensinde har overvundet følgerne af intelligensens flugt. Det betød ikke, at det nazistiske Tyskland var uden kreative genier. Der var en Leni Riefenstahl, som instruerede regimets propagandafilm, og hvis optagelser fra olympiaden i Berlin i 1936 og de store partidage i Nürnberg var en så effektfuld iscenesættelse af det nye regime.

En betydelig del af de flygtede var jøder. De kom af sted i tide og undgik holocaust og Anden Verdenskrigs udryddelseslejre. I tysk historie var der intet, der umiddelbart pegede på et sådant moralsk sammenbrud. Der havde været jødeforfølgelser i ældre tid, men det havde der også været i andre lande. Preussen var et af de lande, hvor jøderne tidligst fik almindelige borgerrettigheder. Antisemitismen var tilsyneladende mindre udtalt end i Østrig og Wien, og der var ikke pogromer som i Rusland. Tværtimod så den tyske offentlighed pogromerne som vidnesbyrd om Ruslands tilbagestående civilisatoriske stade.

Nyt jødehad
Jøder havde før Første Verdenskrig fremtrædende positioner i erhvervsliv, politik og kunst. Det wilhelminske Tysklands store kunstnernavn var Max Liebermann, en impressionistisk maler på niveau med de store franskmænd. Liebermann har i øvrigt malet det bedste billede, vi har af Georg Brandes. Det hænger i Kunsthalle i Bremen.

En anden jøde med en fremtrædende position var Walther Rathenau, der organiserede den tyske krigsøkonomi under Første Verdenskrig, og som senere blev udenrigsminister. Hans forsøg på en forståelsespolitik i forhold til de allierede bragte ham i konflikt med nationalistiske kredse, og han blev myrdet 1922. Rathenaus jødiske baggrund blev brugt i angrebene på ham, et vidnesbyrd om, at en farlig og irrationel kobling mellem antisemitisme og nationalisme var under udvikling. Det var vanskeligt at finde en person, der havde gjort fædrelandet større tjenester end Rathenau.

Det hævdes ofte, at Hitler kom til magten ad parlamentarisk vej. Det er ikke rigtigt, normal parlamentarisk statsskik var for længst sat ud af kraft - i øvrigt for at holde Hitler fra magten. Tyskland blev regeret ved hjælp af præsidentdekreter. Men partiets fremgang ved rigsdagsvalgene gjorde, at det ikke kunne negligeres. Regeringen fra 30. januar 1933 var en koalition mellem NSDAP og diverse konservative partier domineret af preussiske junkere og officerer. De anså Hitler for en barbar og udannet tølper, men troede, at de kunne bruge ham som redskab for deres egen konservativ-nationale revolution.

De Lange Knives Nat
Når junkerne bildte sig ind, at de havde styr på Hitler, skyldtes det snævre sociale og familiære relationer til officerskorpset og Rigsværnet. Men Hitlers stormtropper, S.A., beherskede gaderne, dertil kom, at Hitler og nazisterne besad en handlekraft og hensynsløshed, som kom fuldstændig bag på de konservative regeringspartnere. Rigsdagsbranden, der sandsynligvis var anstiftet af nazisterne selv, blev et påskud til at sætte de sidste rester af parlamentarisk styre ud af kraft. Fagforeningerne blev forbudt, det samme gjorde de politiske partier, modstandere af den nye orden blev sendt i koncentrationslejre. De Lange Knives Nat 30. juni 1934 blev mulige konkurrenter til Hitler inden for nazipartiet likvideret; samtidig myrdedes fremtrædende officerer. Virkningen udeblev ikke. Da præsident Hindenburg døde en måned efter, aflagde officererne uden modstand ed til Hitler.

Eftertiden har altid undret sig over, hvor let Hitler