Københavns kommune har indrettet sig sådan, at man kan bo i byen i årevis uden overhovedet at bruge rådhuset. Alt det kedelige som borgere andre steder i landet bruger deres rådhuse til, har man i hovedstaden placeret i grimme kontorbygninger ude i byen. Så kan folk stå derude og udfylde skemaer og skændes med deres lokale skrankepaver. Københavns Rådhus er så fint, at det stort set kun bliver brugt til sådan noget som borgerrepræsentationen, borgmestre, spidserne i den kommunale forvaltning og deres entourage og så til receptioner, rundvisninger og bryllupper. Planter ærefrygt Den monumentale borg på Rådhuspladsen er så stor, prægtig og fuld af gådefulde tegn og tegninger, at bygningen først og fremmest planter ærefrygt og respekt i den besøgende, uanset hvor meget man ellers sådan på daglig basis kan gå og brokke sig over folkestyret. Forleden gik jeg derind uden at lave aftaler med nogen på rådhuset i forvejen. Som journalist kan man tit få fornemmelsen af at alt muligt i samfundet er åh, så åbent, og alle dem der administrerer magten og dens institutioner er 'åh, så ligefremme og helt nede på jorden ligesom os andre'-agtige. Journalister glemmer nemlig helst, at alle, der har interesser at pleje, især har interesse i at fremstille sig selv i lige netop den belysning, over for folk der kan finde på at citere, for ikke at tale om at beskrive dem i avisen. Bestod prøven Men rådhuset bestod i dén grad prøven, den dag jeg gik ind i det som enhver anden Karl Børge kunne have gjort. Rådhusbetjentene smilede venligt, og i løbet af en times tid, hvor jeg uantastet havde gået rundt i gangene, endda opholdt mig et kvarters tid inde i Kultur- og Fritidsudvalgets mødelokale, hvor jeg ubemærket kunne have åbnet brevene til BR-medlem Tanwir Ahmad fra Nykredit og Hotel Proforma, ja, endda kunne jeg have scoret mig nogle lunkne Hof og colaer og et tudegrimt vækkeur fra Liverpool. Men hvem gider ligesom det? altså, jeg mener: Det var jo folkestyrets - og bajerne var altså også lunkne. Jeg gik lidt mere rundt i gangene, smilede til en sød blondine i økonomiforvaltningen og var sådan set i gang med at finde biblioteket, da lyden af latter og pjattet snak lokkede mig ned i Rådhushaven. Der sad en gruppe overpjattede mennesker på en bænk, de fleste af dem i deres bedste alder. Det var såmænd Bygge- og Teknikudvalget, der skulle have taget et gruppebillede. »Er du fra Kultur og Fritid?«, var der en af dem, der spurgte mig, og det havde han jo i en vis forstand ret i, selv om det dog ikke er på den kommunale måde, som manden mente. Så jeg sagde det, som det var, og på den måde sluttede min dag som Karl Børge i Rådhuset. Overmandet Dagen efter, da jeg kom ind i informationsafdelingen, viste den sig at være særdeles leveringsdygtig: Der er omkring 600 mennesker, der hver dag går på arbejde på rådhuset: Borgerrepræsentationen med dertil hørende apparat, de syv borgmesterkontorer, snedkere, teknikere, rådhusbetjente, bibliotekarer, plus det løse, og det er blandt andet dem i linnedstuen, der rent konkret var optaget af at stille musselmalet porcelæn frem på vogne til arrangementerne i forbindelse med 100-året. Rådhuset råder over 1.600 par kaffekopper, 1.280 middagstallerkener, 500 dybe tallerkener og små 1.400 frokosttallerkener, og de bliver altid vasket op i hånden, fortæller Birgit i den blåtternede uniform. På den måde kan man hurtigt blive overmandet af informationer, når man med blokken fremme går rundt i rådhuset. Også fordi huset i sig selv er noget af et informationsbombardement med alle sine udskårne dyr, sentenser, blomstermønstre, mosaikker, stuk , relieffer og bybilleder. Af informationschefen fik jeg også Allan de Waal og Lars Gundersens nye bog, 'Billedborgen'. Her står der meget rigtigt: »Huset fortæller levende en historie om byen, og om synet på kunst og kultur omkring skiftet mellem 1800 og 1900. På den anden side kan man også indimellem opleve en klaustrofobisk følelse af raritetskabinet på vej ind i huset. En stemning af tysk værtshus, bægerklang og joviale bjælkesentenser, en kættersk fornemmelse af snurrepiberi i dekorationsopbuddet. Så bliver portrætbusterne af kendte mænd i overstørrelse og de omhyggelige dekorationer til blyindfattet ratskeller-kitsch«. Fortidig tone I hvert fald en ting er helt sikker, her hvor rådhuset har stået i 100 år. Der bliver aldrig bygget et hus som det igen. Anonymt eller kedeligt, som nyere og mere tidssvarende rådhuse ude i landet, bliver det ikke. Men der er bestemt noget altmodisch og højstemt over bygningen, selv om der bag dørene ud til søjlegangene gemmer sig topmoderne kontorer med ergonomiske kontorstole, computernetværk, og i kontorlandskaberne inde bag murene går helt moderne mennesker, som ser TV Zulu, går til psykolog og optager flexlån, rundt, så er det, som om der helt ned i adfærden sætter sig en gammelmodig omgangstone, som ikke er af vor tid. Som når John nede fra snedkerværkstedet joker med al den snak om jubilæum og selv fortæller, at han er ved at give bænken på magistratsgangen en gang politur, og når Joyce fra informationsafdelingen dæmpet taler med manden fra cateringfirmaet om den stående buffet og der på væggen hænger en sirlig udført plan med blyantstegninger, af hvor hver enkelt skål og fad skal stå på bordet. Når de i linnedstuen med stolthed fortæller, at det tager en hel dag at stryge dugen til kongebordet. Når damen nede i kantinen, der med sine hvælvinger og vinrankedekorationer fuldstændig ligner en tysk kælderbeværtning, brokker sig over, at hun aldrig er blevet inviteret til rundvisning. Hjul i maskineriet »Det bliver jeg nok, nu har jeg jo snart været her i 10 år«, tilføjer hun så med et letbittert smil. Eller det er måske snarere udtryk for den afmagt, man føler, når man arbejder i en stor virksomhed og ved, at man selv bare er et lille hjul i maskineriet. Et hjul der kan skiftes ud med et snuptag. Ude ved Hvalrosporten, rådhusets bagindgang, fortæller rådhusbetjenten Ulla, at indgangen er bemandet 24 timer i døgnet. Det er mest noget med at overvåge alarmerne, også dem i kommunens andre bygninger: »Men vi tager os af det hele her. Der kommer også tit folk der tror, det er Hovedbanegården eller et hotel. Engang jeg sad her, var der nogle italienere der troede, de var gået ind i en kirke«.