TirsdagKl. 12.04 For fan. Har brugt flere dage på at regne ud, hvordan man får åbnet Stockholm-baseret mobil. Virker nu helt unødvendigt. Har været online i 26 timer. Og det er självklart kun min mor, som har ringet. Konen er fuldstændig ude af den. Over et hav af detaljer, fordi hun skal tilbagelægge strækningen København-Stockholm på torsdag. Jeg nævner i prioriteret rækkefølge: Hun kan altså ikke finde sin pengekat. Og skal hun veksle? Penge altså? Og i givet fald: Til svenske eller 'øvru'? Eller er det sikrere med 'rejsetjeks'? Og hvordan er vejret? Hvilken garderobe skal hun pakke? Den plasterfarvede med lange ærmer eller den plasterfarvede med korte ærmer? Dybest set et helt unødvendigt spørgsmål. For hun HAR pakket. For flere kalenderuger siden. Inklusive Nescafé, rejsestrygejern, hæfteplaster, sammenklappelig hårbørste og superfiks taskeparaply, der kan blive lige så lille som hendes abstraktionsevne. (Ok, næsten). Og man når dårligt nok at svare, før hun har klappet røret på, fordi det er »så hundedyrt at ringe til udlandet«. Det vil sige cirka alt uden for Husum. Nå. Bliver sgu også dejligt at få besøg. Det første, siden vi flyttede. OnsdagKl. 8.10 Sidder og ser svensk morgentv. Mens drengen er ved at splitte en af sine riskakor i 6.000 bitar. Og Bjørg serverer mellanmål for sine dukker. De kører noget tema henne i tv, fordi det er 11. september på søndag. Fire år siden, at terroristerne angreb Twin Towers. Og to år siden, at Anna Lindh blev stukket ned. ... Er faktisk i gerningsbyen. Har ikke engang været nede at se, hvor det skete endnu. Kl. 8.12 Kan man det? Altså tillade sig at tage ned og se det? Kl. 8.14 Jeg behøver jo ikke at sige, at det er derfor, jeg er der. Pakker sgu Elliot og drager af, mens Bjørg er på dagis. Kl. 9.53 Hvor fanden ligger det der NK? Helt umuligt at finde rundt i den her stan. Kan jo dårligt stoppe svensken i gadebilledet og m. lav stemmeføring spørge: »Forlåt, men var nånstans var det, at Anna Lindh blev ...« og så køre en diskret knivbevægelse i hoftehøjde. Kl. 9.54 Men kan vel spørge efter NK ... Kl. 10.01 Nå. Det er i Hamngatan. »Just follow the pedestrian street through Gamla Stan and turn right at Sergel Square«, som Bjørn Borg-klon var så venlig at svare. Efter at jeg havde spurgt på næsten fejlfrit svensk. Skitstövler. Hela bundtet. Kl. 10.42 Tog rulletrappen op. Og blev bogstavelig talt kørt direkt ind i gerningsstedet. Blev faktisk lidt utilpas. Mens resten af etablissementet gik rundt og lod, som om det var hvilket som helst stormagasin. Ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig. En mindeplade, måske. Eller en afspærring af en slags. Men hele kulissen stod der bare stadig. Filippa K., tøjstativerne og etagen oven over, hvor nogen holdt øje med hende. ... Hun var bare inde for at købe en bluse, for fanden. Fik det flovt over at være der. Gled skamfuldt ud af NK m. sovende Elliot i klapvognen. Alting føltes pludselig meget konkret. Og skrøbeligt. Kl. 10.52 Hun skulle have været statsminister. Hun skulle kraftedeme have været statsminister. Kl. 10.53 Jeg gider ikke være rummelig på det her. Det må bare ikke ske. Nånstans. TorsdagKl. 10.02 Står i ankomsthallen i Arlanda og ser efter Husum. Sveder. Og forsøger at holde styr på hele arvefølgen. Yngste i rækken er ved at splitte en svensk skraldespand ad fra knæhøjde. Og den anden er bare irriterende. Hvor fanden bliver hun af, altså? Flyet er landet for 40 minutter siden. Er hun ved at gøre hele kabinen ren, eller hvad? Så kommer hun listende ud gennem tolden. Lidt genert over det store publikum. Er lige ved at sætte i løb, da hun ser os. Men tager sig i det og nøjes med at vinke med begge hænder. Christ. Mærker så, at mine egne arme går i vejret og vinker retur som besat. Må faktisk holde igen for ikke at spæne af sted og gemme ansigtet i de plisserede lærredsskørter. Har godt nok også været alene hjemme længe. Kl. 11.46 Ja. Så ramte karavanen Bellmansgata. M. dreng iført 4-kilos ble. Og en mormor iført en helvede masse ligegyldige bemærkninger. Billetpriserne på Arlanda Expressen var det første, der fik hende til at suge luft ind i et langt »huuuuuuuuuuu«. Så var det farten på toget. Mens huslejen i fremhyret våning trak dagens foreløbig længste. Og så fortsatte det ellers hele vejen hen over brostenene: »Er det ikke dejligt at have så meget TID til børnene?«. »Hvordan HAR Niels det? Han har TRAVLT, kan jeg forestille mig ...«. Og så en helt umotiveret afstikker til et: »Eiiii, hun er så PÆN, Silvia, ikke?«. Og så tilbage igen: »Det var sørme også heldigt, at du sådan kunne komme med herop. Sikke en OPlevelse«. »Har du fundet et sted at købe ind?«. Så skred det. Kom til at eksplodere helt ind i ansigtet på hende med et: »Nej, mor! Niels tømmer et par reagensglas på afdelingen, inden han går hjem. Og børnene har ikke fået mad siden juni«. Husum kvittede med en høj, nervøs latter og et øjebliks uopmærksomhed, som truede med at sende hende på hovedet i brostenene. Kl. 11.47 Hun skal være her til på tirsdag. FredagKl. 11.00 Har haft senior med henne i dagis for at aflevere Bjørg. Og vist hende udsigten fra Mariaberget. Plus uopnåelig dagis m. udsigt og rødt dyrehavestakit. (Nej, DÉR var hun glad for, at Bjørg ikke skulle gå. TÆNK hvis børnene kom uden for stakittet. Og faldt ned i Saltsjön). Nå. Men hun tilbød at passe Elliot et par timer, så jeg kunne »få noget tid for mig selv«. (Bare hun ikke prøver at amme ham). Fik så top-idé. Har faktisk ikke set, hvor barnlægen arbejder. Tager sgu bussen ud til Karolinska og spiser frokost med ham. Som en slags overraskelse. FredagKl. 18.00 Det blev det så også. Altså en overraskelse. Svedte mig gennem hele Stockholm i linje 3 m. endestation ved Karolinska. Tog elevatoren op til plan 08. Fandt navneoversigt, hvor barnlægen figurerede under 'gästforskare'. Blev lidt stolt. Slusede mig selv ind ad glasdøren til frokost-tom laboratoriegang og summende soundtrack fra hårde hvidevarer. Skannede navneskiltene på vej ned ad gangen og vidste ikke lige, om jeg havde lov at være der eller ej. Men fortsatte nogle døre endnu. Indtil hans navneskilt pludselig hang på den tredjesidste dør til venstre. Dér sad han. Sammen med nogen m. tyk, blank kastanjefarvet hestehale. Bøjet ind over nogle papirer. Tämligen tæt. Stod og så i slow, hvordan den kastanjefarvede lagde hovedet bagover, anbragte en solbrændt hånd på hans skulder og lo på svensk: »Niels, asså ...«. Bakkede for fuldt tryk. For at komme uset ud af lokalet, så jeg kunne komme ind igen. Denne gang med lyd. Bankede på nærmest helt ude ved køleskabene og råbte »Niels!«. M. stemme, der kom til at lyde lidt for meget som frøken Pruselius. »Herinde«, råbte han. Og så kom jeg ind for anden gang. »Nynne ... hej. Er der sket noget, skat? Hvor er Elliot?«. »Han er sammen med min mor. Der er ikke sket noget. Jeg ville bare overraske dig. Og se, om du havde tid til at spise frokost ... Hej, jeg hedder Nynne«. »Jeg är Cecilia«, sagde hestehalen, gav mig hånden og smilede med blå øjne og hvide tænder. Inden hun trak sig ud af kontoret med et: »Det var trevligt att få träffa deg«. »I lige måte«, løj jeg og blottede tandhalsene i noget, der skulle forestille et smil. Så sad vi lidt og kiggede på hinanden. Barnlægen og jeg. Den ene mere overrasket end den anden. »Laborant?«, spurgte jeg. Men så enkelt skulle det ikke være. »Nej, Cecilia er også forsker. Skidedygtig. Hun arbejder på et projekt, der ligger lige op ad mit, så vi hjælper hinanden lidt«. »Okay. Fint. Nå, men jeg ville også bare ... har du spist frokost?«. Det havde han. Men gik alligevel med ned i cafeen i stueetagen. Og gav mig et kys i elevatoren. Forsøgte selv at være ekstra-large. Man har jo lov at have kolleger, for fanden. Men behøver de at være langt under 40 år? Og skal de absolut komme svævende i dyre gummisko og dufte af nyskrællet appelsin, når man sidder dér på udebane og spiser frokost med sin mand? »Niels, jeg får lige gå på apoteket. Jeg er tilbage om 15 minytter. Hej då«. (Super, Cecilia. Tag en omvej). Skulle også selv videre. Kyssede barnlægen farvel og svingede ud af bygningen. Stod lidt og overvejede, om jeg skulle dreje til højre mod busstopstedet. Eller til venstre mod forlössning, vuxenakutt og neuro. Valgte en helt tredje løsning. Drejede ind i stort udendørs rygerbur. Satte mig ned. Og tændte en kæmpestor smøg. Så var hun der kraftedeme igen. Svingede forbi i lårkort kittel og cowboybukser og med endnu et friskt »Hej då« fra lageret. Fik hostet et »Harj, harj« tilbage. ... Fuck you Sweden. Where ever you are.