Kl. 06.30 »Vi flyver med verdens første atombombe«. Ordene fra oberst Paul W. Tibbets stivnede i luften. Hans bevingede fæstning befandt sig ni en halv kilometer over det sydøstlige hjørne af Stillehavet. Kursen stod ret nordover, fartmåleren viste 320 km i timen. Larmen var infernalsk i cockpittet, men oplysningen gik klokkeklart igennem samtaleanlægget. Bombeflyets 11 andre besætningsmedlemmer vendte tyggegummiet en ekstra gang og rettede sig lidt i sæderne. Spændingen blev til alvor. Endelig vidste alle på det tophemmelige togt, hvad missionen gik ud på. Bål og brand i hidtil ukendt omfang lå bare 106 minutter forude. Tre uger tidligere havde en gigantisk paddehattesky rejst sig for første gang i verdenshistorien. Eksplosionen svarede til sprængkraften i 67 millioner stænger dynamit. Efter amerikanernes atomprøvesprængning midt inde i New Mexicos ørken steg humøret i Det Hvide Hus. Nu skulle der sættes punktum for umenneskelighederne under Anden Verdenskrig. Det var det, den 30-årige oberst var i færd med. I lasten havde han et punktum på over 4 ton inklusive en sjat beriget uran 235. Tiden sig nærmede, da det i ét hug skulle afslutte livet for titusinder af japanere, måske hundredtusinder. Det kom an på vejret længere fremme. Turen kunne gå til storbyerne Hiroshima, Kokura, Niigata eller Nagasaki. Hiroshima var den største, en vigtig industriby og et militært center med 344.000 indbyggere. Førsteprioriteten. Præsident Harry S. Trumans vilje til fred i hele verden - ikke bare i Europa - kendte ingen grænser. Han havde taget sin beslutning 12 dage forinden. Nu skulle der handles. Det havde han folk til. Dagen før dagen var travl for oberst Tibbets. Mange gøremål ventede. Alligevel gav han sig denne særlige søndag tid til en promenade i eftertænksomhed op og ned langs rækkerne med hundredvis af B-29'ere i verdens største lufthavn. North Field-basen lå på øen Tinian i øgruppen Marianerne 2.300 km sydøst for Japan. Tibbets havde et par dage forinden modtaget ordren om sin vigtigste mission i karrieren. Han hørte til de særligt udvalgte. Tidligere på dagen var en af de store bombemaskiner forulykket under udflyvning, og obersten besluttede sig for selv at sidde ved rorpinden den kommende nat. Han gik hen til sit personligt udvalgte, fabriksny fly B-29-45-MO 44-86292 og beordrede en skiltemaler fra basen male navnet 'Enola Gay' med store sorte bogstaver skråt hen over flynæsen. Andenpiloten, kaptajn Robert A. Lewis, protesterede voldsomt. Han troede, at han skulle styre flyet og dermed også navngive det. Tibbets insisterede på den nye opgavefordeling. Enola Gay var navnet på hans mor. Hun og hans far, Paul Warfield Tibbets senior, havde håbet, at deres ældste søn blev læge. Men siden Paul junior som 12-årig fik sin første lufttur et par hundrede meter over hjemmet i Florida, vidste han, hvad vej vinden blæste. Han ville være pilot, og i sidste ende støttede begge hans forældre valget, da han meldte sig til luftvåbnet. Paul W. Tibbets havde udviklet sig til en fremragende krigsflyver under sine mange bombeture over Nazityskland. Det var, efter at japanerne 7. december 1941 uden varsel havde sønderbombet amerikanernes flådebase på Hawaii og tvunget USA med i krigen. Nu var det pay back-time for Pearl Harbor. Som chef for det forestående, teknisk komplicerede togt kredsede hans tanker om, hvordan det nu lige var, han efter nedkastningen skulle redde sig og sit mandskab i sikkerhed for de altødelæggende trykbølger. Princippet for proceduren kendte han udmærket fra prøveflyvninger over Cuba. Det drejede sig om øjeblikkelig at vende kajakken og suse væk i en fart. Sikkerhedsafstanden for B-29'eren til eksplosionen af a-bomben var beregnet til lidt over 12 km. Flyveren ville befinde sig en lille halv snes kilometer over målet, og bomben skulle detoneres godt en halv kilometer oppe i luften over den udvalgte storby. På den måde kom de eksploderende atomer bedst til deres ret. Tibbets skulle altså føre 'Enola Gay' mindst yderligere 3 kilometer væk fra farezonen, efter at flyet havde sluppet sin last, og inden bomben efter mindre end et minut gik af med et dommedagsbrag og et lysglimt af lynende intensitet. Flystyrtet på basen sad ham stadig i baghovedet, da han besluttede, at uranbomben først skulle armeres efter take-off. Tinian og North Field skulle jo nødig sprænges i luften ved et uheld. Alt det løb gennem chefpilotens hoved, mens malingen på 'Enola Gay' tørrede og flyets hemmelige last blev hejst om bord bag et skjul af store lærredsskærme. Præsident Truman fik løbende situationsrapporter fra sine generaler på øen i Stillehavet. Også han var spændt på, hvad næste dag ville bringe. Han havde gjort sit. Bl.a. været til summemøde med sine allierede Winston Churchill og Josef Stalin i Potsdam ved Berlin og opfordret japanerne til betingelsesløs overgivelse. Det blev omgående afvist. Nu kunne han bare vente, mens han skumlende blev fragtet tilbage til USA med krydseren 'Augusta'. Oven på sin vidtrækkende beslutning 12 dage tidligere skrev han i sin dagbog: »Vi har opfundet den mest grufulde bombe i verdenshistorien«. »Dette våben kan bruges mod Japan fra i dag og til 10. august. Jeg har sagt til krigsminister, mr. Stimson, at han skal anvende det på en måde, så det er militære mål og soldater, der bliver ramt, og ikke kvinder og børn«. Kl. 07.24 »Y-3, Q-3, B-2, C-1«. Den kodede besked betød 'Klart vejr over Hiroshima'. Skydækket var mindre end tre tiendedele omkring det søvndrukne bombemål. Meldingen til 'Enola Gay' kom fra kaptajn Claude Eatherly om bord på observationsflyet 'Straight Flush', der var fløjet i forvejen. Byen havde fået sin dødsdom. Stadig stod den helt uskadt. Amerikanerne havde med vilje sparet den under de mange tidligere bombetogter ind over Japan. Den skulle gemmes til en ganske særlig dag. Fem måneder forinden, natten mellem 9. og 10. marts, tæppebombede en armada på 334 B-29'ere Tokyo. Hovedstaden stod i flammer, 100.000 blev meldt dræbt, over en million såret. Ny verdensrekord for en enkelt nats krigsmission. Men den guddommelige kejser Hirohito og hans krigsråd ville ikke overgive sig. »Det primære«, lød radiobeskeden fra Tibbets til kommandocentralen på Iwo-jima. Efter månedlange blodsudgydelser havde amerikanerne i februar hejst Stars and Stripes på den lille, strategisk vigtige vulkanø syd for Japan. Billedet af flaghejsningen gik fluks de allierede rundt som symbol på marinekorpsets råstyrke og tapperhed. Det stod på alles nethinde, da obersten gav sin besætning endelig besked: »Det er Hiroshima«. Kort efter strøg 'Enola Gay' uantastet ind over fjendens territorium. Japanerne resignerede. De var blevet indifferente over for små grupper højtflyvende B-29'ere. Nok lød luftalarmerne, men jagerflyene blev på jorden. Amerikanerne var helt oppe på mærkerne. Foreløbig havde det udvalgte dusin holdt kursen i seks timer. Adrenalinen begyndte at pumpe. Ud af cockpittets vinduer øjnede Tibbets og Robert A. Lewis stadig to andre B-29'ere. 'The Great Artiste' og det unavngivne # 91, senere døbt 'Necessary Evil'. Læsset med måleinstrumenter og kameraer havde de været med hele vejen fra Tinian. Alt blev filmet. Et sammenklippet uddrag på 70 sekunder med 'Enola Gay' i luften, paddehatteskyen og de rygende ruiner af Hiroshima ligger nu om dage på Encyclopaedia Britannicas webleksikon. I alt 7 B-29'ere deltog i Operation Centerboard. Først stak vejrspionerne 'Straight Flush', 'Full House' og 'Jabbitt III' nordover i den stjerneklare nat. 1 time og 8 minutter senere, kl. 02.45, blev det 'Enola Gay's tur. Da viste urene 01.45 i Hiroshima. Snart skulle de gå i stå. Døgnet forinden havde Tibbets briefet sit mandskab om flyveturen forude. Sammen spiste de et par timer inden afgang lidt morgenmad bestående af skinke, æg og ananasringe. Oplysningen om bombelastens sande karakter holdt han efter ordre fra sine overordnede foreløbig for sig selv. Men noget var i gære. Det vidste efterhånden de fleste på basen. Projektører oplyste et særlig travlt område af lufthavnen. En sværm på omkring 100 journalister, fotografer, filmfolk, politikere, embedsmænd og militærpersonel svirrede ivrigt omkring. Genstand for opmærksomheden var den 8,5 m høje og 30 m lange 'Enola Gay', der med sit vingefang på 43 m forsøgte at beskytte besætningens 12 medlemmer mod alt postyret. De stod i deres overalls og kasketter og missede mod blitzlyset. Inden morgenen var omme, oplevede de et glimt stærkere end solen. Da bar de kulsorte specialfremstillede solbriller. Oberst Tibbets havde dårligt hevet 'Enola Gay' til vejrs over Tinian, før flyet fik selskab af 'The Great Artiste', # 91 og 'Top Secret'. Sidstnævnte ekvipage fløj kun med til Iwo-jima for at stå standby, hvis førerbomberen fik problemer. Det fik den ikke. 8 minutter undervejs i 2.000 meters flyvehøjde kravlede den 43-årige kaptajn og atomtekniker William 'Deak' Parsons sammen med den halvt så gamle løjtnant Morris R. Jeppson ned i bugen på 'Enola Gay'. I koncentreret ro begyndte de armeringen af 'Little Boy', kælenavnet for Hiroshimabomben. Som assisterende våbentekniker holdt Jeppson lommelygten, mens 'Deak' samlede ledningerne til sprængladningen. 'Little Boy' målte tre meter i længden og havde en diameter på 71 cm. Af den samlede vægt på omkring 4 ton bestod 63 kilo af uran. Mindre end et kilo gik der om nogle timer til at slippe helvede løs i sydvest over den japanske hovedø, Honshu. Sprængkraften svarede til 12.500 ton trotyl. Udviklingen af bomben havde kostet de amerikanske skatteborgere 2 milliarder dollar, og om lidt ville det vise sig, om den var pengene værd. Kl. 08.12 og 17 sekunder »På med solbrillerne«, lød ordren fra Tibbets. Da havde 'Little Boy' været klar til affyring i halvanden time. Om 3 minutter skulle en kejser og en storby tages på sengen. Kl. 08.13 og 47 sekunder »Takeover«. Tibbets overdrog kommandoen på 'Enola Gay' til flyets særlige bombemand, den 26-årige major Thomas Ferebee. Ud fra studier af luftfotos havde han personligt udvalgt sig Aioi-broen over Ota-floden i Hiroshimas centrum som sigtemål. Den lå godt for hug. Kl. 08.14 og 17 sekunder »Hviiiiiin ...«. Ferebee aktiverede en særlig radiotone, så kollegerne i både 'Enola Gay', de to følgefly og de tre fjernere vejrmaskiner vidste, at nu var det ved at være nu. Kl. 08.15 og 17 sekunder »Bomb away!«, brølede Ferebee. I samme øjeblik hev han i håndtagene, bombelugerne åbnede sig, og 'Little Boy' indledte sit styrtdyk til glæde for præsident Truman og alle hans venner i den frie verden. »Hilsen til kejseren fra mændene på Indianapolis«, lød en graffiti på siden af bomben. Den var skrevet af de overlevende på krydseren 'Indianapolis', som en uge forinden var blevet sænket af en japansk ubåd. Forliset kostede 500 amerikanske sømænd livet. Da havde krigsskibet netop afleveret 'Little Boy' på Tinian. Kl. 08.16 Alt åndede stilhed i Hiroshima. Så åbnede himlen sig. 'Little Boy' lå 580 meter over byen i sit frie fald, da et radarsignal automatisk blev kastet tilbage fra jorden til bombens elektroniske finmekanik. På et splitsekund borede et uranprojektil sig ind i en lille uranplade, atomer spaltedes, og tiden stod stille. Et øjeblik. Kædereaktionen og nedsmeltningen fortsatte. Da var 64.000 civile mænd, kvinder og børn samt militærpersoner ikke længere. De følgende sekunder »En boblende grålilla masse med rød kerne. Det er helt utroligt«, lød det fra den 26-årige agterskytte, oversergent George Caron. Han talte til en båndoptager bag i 'Enola Gay'. »Der springer brande frem overalt, som flammer fra en kæmpebunke glødende kul ...«. »Her kommer den, paddehatteformen ... Det er som boblende sirup ... Den vokser og vokser og vokser. Den er næsten oppe i vores højde og vokser stadig ... Byen må være lige neden under den«. Dødstallet blev ved med at stige. De følgende minutter Oberst Tibbets sendte en kodet besked til brigadegeneral Thomas Farrell på Tinian om, at alt var forløbet perfekt. Paddehatteskyen kunne tydeligt ses af den flyvende specialenhed i 90 minutter og 500 kilometer efter droppet. Dødstallet blev ved med at stige. De følgende timer Det Hvide Hus udsendte et budskab over radioen til alle japanere: »Den kraft, som solen henter sin styrke fra, er blevet sluppet løs over dem, der bragte krigen til Det Fjerne Østen ... Det var for at skåne det japanske folk fra total ødelæggelse, at ultimatummet af 26. juli blev udsendt fra Potsdam. Deres ledere afviste øjeblikkelig dette ultimatum. Hvis de ikke accepterer vores vilkår nu, kan de vente en regn af ødelæggelse fra luften af en karakter, som man aldrig før har set på denne Jord«. Kejser Hirohito kunne ikke tro sine egne øren og nægtede at overgive sig. Efter 12 timer i luften satte 'Enola Gay' igen hjulene på North Field-basen, hvor mandskabet på stedet blev hyldet og dekoreret som krigshelte. Dødstallet blev ved med at stige. Tre dage efter Amerikanerne atombombede havnebyen Nagasaki med 200.000 indbyggere på vestsiden af øen Kyushu. Øjeblikkelig omkom 36.000 mænd, kvinder og børn. Antallet af militære ofre var begrænset. Tirsdag 14. august 1945 Japanerne overgav sig betingelsesløst, de allierede jublede, Anden Verdenskrig sluttede. I de efterfølgende uger, måneder og år kostede de radioaktive stråleskader efter bomberne yderligere titusinder menneskeliv. I dag Som pensioneret brigadegeneral fejrer den 90-årige Paul Warfield Tibbets jr. 60-års jubilæet for Hiroshima sammen med sin familie. Han er hædret i USA's National Aviation Hall of Fame. 'Enola Gay' befinder sig på National Air and Space Museum i Washington. I flere interview udtaler Tibbets sin stolthed over, at hans indsats i Japan var med til at forkorte krigen og spare millioner af menneskeliv. I alt krævede amerikanernes to atombomber 200.000 dødsofre. Måske 300.000. Måske flere. Ingen ved det bestemt.