Sådan set var filmen 'Atoll K', eller 'Utopia', som den også kaldes, en jammer fra begyndelse til slut. Ikke bare var instruktøren en uhelbredelig amatør og manuskriptet en fornærmelse mod alle B-film, men Gøg så ud, som om han var opgivet af lægevidenskaben, og Gokke var federe end nogensinde, ja, han så nærmest ud, som om han kunne springe i luften hvert øjeblik. Der var sandelig blevet meget længere mellem grinene. Det var ikke Gøg og Gokkes skyld, ikke alene da. For i 1950 var der måske heller ikke så meget at grine ad. Det var ikke kun de to komikeres udseende, der tydede på, at verden var en anden. Der var også en detalje i 'Atoll K's handling, som dengang var aktuel på en foruroligende måde: Parret har arvet en ø, hvor der viser sig at være forekomster af uran. Uran er et radioaktivt grundstof, der især bruges til fremstilling af - atombomber. 'Atoll K' var på plakaten, fem år efter at bomberne var faldet over Hiroshima og Nagasaki. Noget afgørende var sket. Først var den store offentlighed bare lettet over, at Anden Verdenskrig var forbi. Men så begyndte folk at få øjnene op for, at det, som havde skabt freden, reelt var mindst lige så frygtindgydende som det, der havde udløst krigen. De angste var dårligt kommet sig oven på chokket, før amerikanerne i 1952 foretog en prøvesprængning af et nyt mareridtsvåben, brintbomben, der var flere tusind gange stærkere end atombomben over Hiroshima, og som reelt kunne udslette alt liv på Jorden. Hollywood var forunderligt langmodig om at reagere på disse nye rædselsvisioner for hele klodens fremtid. Det var, som om man lige skulle finde en grimasse, der kunne passe. Trods alt skulle der stadig sælges biografbilletter, og producenterne vidste godt, at folk ikke gad tilbringe flere timer i en biograf, hvis de gik hjem med langt større bekymringer end dem, de var kommet med. En undtagelse var gyserinstruktøren Alfred Hitchcocks 'Berygtet' ('Notorious') fra 1946, og den solgte tilmed godt. Filmen fortæller historien om spionen Ingrid Bergmans proformaægteskab i Rio de Janeiro med en velhavende tysker, som sammen med en lille hemmelighedsfuld klub af eksilerede landsmænd er ved at forberede fremstillingen af kernevåben - i en vinkælder. Da uranmalm er et centralt emne i filmen, og da optagelserne fandt sted, før bomben faldt over Hiroshima, var FBI noget foruroliget over plottet. De begyndte at interessere sig for produktionen. Hvor meget vidste Hitchcock om atomforskning? Men ved premieren var det ikke emnet beriget uran, der optog sindene, men det forbløffende lange og lidenskabelige kys mellem Ingrid Bergman og Cary Grant. Hitchcock vidste åbenbart mere om, hvordan man slap igennem censuren. Først et stykke ind i 1950'erne begyndte atompaddehattens slagskygge at brede sig ud over filmbyen. En af de første tegn var Robert Wises sci-fi 'The Day the Earth Stood Still' fra 1951. Den tog forskud på en fremtid, der nærmest var lige om hjørnet, og lod et venligtsindet væsen fra det ydre rum opsøge Jorden med den manende advarsel, at jordboerne burde tage sig i agt for atombomber og lignende. Den morale har ikke mistet sin aktualitet. Hvad man ikke kan sige om filmen i øvrigt. Allerede året efter fulgte 'The Atomic City' med et mere håndgribeligt budskab. Her lader instruktøren Jerry Hopper fremmede agenter kidnappe en dreng, hvis far er en højtplaceret atomforsker i Los Alamos. Videnskabsmanden kan kun få sin søn tilbage, hvis han er villig til at betale prisen. Og prisen skal ikke betales i dollar, men i viden. For agenterne vil vide, hvordan man fremstiller en atombombe! Det var en problematik, der var til at forstå, især hvis man både var familiefar og atomforsker. Radioaktiv Endnu kunne ingen film kapere at skildre verdens og hele menneskehedens definitive undergang. Det var bare for meget. Men det var til at overkomme, hvis man bare fortalte om de uhyggelige konsekvenser, som den nye hemmelighedsfulde kernekraft f.eks. kunne få for dyrs og menneskers indbyrdes proportioner. Der er nemlig flere måder at forskrække et filmpublikum på: Den ene er at gøre insekter store som mennesker. Den anden er at gøre mennesker små som insekter. Den tredje er at gøre meget vrede mennesker så store som huse. I den ganske foruroligende film 'Them', 1954 (instruktion Gordon Douglas) har en atomprøvesprængning forvandlet en koloni af myrer til menneskeædende monstre. Og de store myrer smadrer ikke bare huse og campingvogne; de kan også lægge æg, formere sig og blive til millioner. Ja, de er næsten værre end kommunister, som man var særlig bange for på det tidspunkt! Så der er kun ét at gøre: alarmere regeringen i Washington! Det bliver hovedpersonen i 'The Incredibly Shrinking Man' fra 1957 afskåret fra. For her møder vi skræmmemetode nummer 2. Mens konen er under dæk, sejler en granvoksen amerikaner en dag ind i en mærkelig sky. Nogen tid efter forekommer det ham, at hans tøj - og hans kone (!) - er blevet større. Men det er ham selv, der er begyndt at skrumpe. Han er blevet et fysisk offer for den mystiske skys radioaktive påvirkning. Som tiden går, bliver han mindre og mindre. Snart er han ikke større end en mus og må følgelig holde lidt øje med husets kat. Til sidst, før han selv bliver til atomer, må han tage kampen op mod en stor edderkop nede i kælderen! Til alt held for den meget lille del af menneskeheden, han nu repræsenterer, finder han i sidste øjeblik en knappenål! Det kan lyde som en tosset påstand. Men historien er ikke helt så tosset, som den lyder. For tidligere statsministre er den ligefrem en metafor. Det radioaktive udslip havde langt værre film på samvittigheden. Som f.eks. 'The Attack of the 50-foot Woman' fra 1958. Her møder vi en afsporet og hævngerrig kvinde, der udsættes for stråler, som ændrer hendes proportioner abnormt og derved gør livet meget farligt for hendes tidligere utro ægtemand! Eller som 'The Atomic Kid' fra 1954, hvor en ung mand, spillet af børneskuespilleren Mickey Rooney, overlever en sprængning og bliver meget aktiv, altså radioaktiv. Ikke engang det behøver at være et problem for dem, der ikke ved bedre. Hovedpersonen i filmen 'The Atomic Man' fra 1955 har også været udsat for kraftig bestråling. Det betyder blot, at han hele tiden er et par sekunder foran alle andre og f.eks. er i stand til at besvare spørgsmål, før de bliver stillet. Det lyder nærmest misundelsesværdigt. Det kunne se ud, som om Hollywood var dybt splittet i spørgsmålet om de konkrete fysiske konsekvenser af radioaktiv bestråling. Hvis atomnedfald i virkeligheden kunne have givet manuskriptforfatterne nogle sekunders forspring frem for udviklingen, kunne man ligefrem have anbefalet det som behandling. Problemet med atombomben på film hang også sammen med, at man ikke sådan umiddelbart kunne definere en skurk. Bomben, et objekt, kunne jo ikke gøres til den moralsk ansvarlige. Den var jo ikke et ondsindet væsen i sig selv, selv om filmen 'The Thing' (eller 'The Thing from another World') fra 1951 prøvede at give et andet billede. Nemlig at den atomare trussel kunne være et væsen, der stammede fra det ydre rum, og ikke et objekt, hvis afsenderadresse var Jorden selv. Dr. No og Dr. Strangelove To film, begge fra 1960'ernes begyndelse, viste, at bomben alligevel havde en fremtid på det hvide lærred. Hvor forskellige de end er i deres måde at håndtere historien på, var de tæt på hinanden - i filmleksikonet. For de pyntede sig begge med en doktortitel. Den ene var 'Dr. No', som var den første film om og med den ukuelige agent James Bond. Den anden var Stanley Kubricks 'Dr. Strangelove', som er en satire over, hvad der kan ske, hvis inkompetence og atombomber krydser hinanden i fredstid. Titlerne afspejlede den holdning, at netop videnskabsmændene havde et ansvar for bomben. Det var jo dem, der havde opfundet den. Her var samtidig forklaringen på, hvorfor der ikke fandtes liv på andre planeter end Jorden. Deres videnskabsmænd havde bare været mere avancerede end vores! Den ene film, 'Dr. No', satte en tyk streg under den holdning, at atomkraft kun er et problem, hvis den falder i de forkerte hænder. Det er lidt den samme holdning, der hersker i dagens amerikanske våbenlovgivning - og udenrigspolitik. Det er ikke våbnet, der er problemet, men våbnets ejer. I 60'erne havde Sovjetunionen, England og Frankrig også skaffet sig atomvåben. Det var baggrunden for, at man ikke lagde ud med en skurk med et vestligt udseende. Under alle omstændigheder lignede netop Dr. No en krydsning mellem orientalske skurke som Fu Manchu og Ming The Merciless. Atomtruslen vedblev med at spille en rolle i de følgende Bond-eventyr. Det var jo intet mindre end verdens økonomi, menneskehedens overlevelse og klodens fortsatte eksistens, der stod på spil her. Skurken Goldfinger i filmen af samme navn (fra 1964) har sat sig for at detonere en bombe inde i Fort Knox, midt mellem alle guldreserverne, bare for at hans eget guld kan stige i værdi. I 'Thunderball' fra året efter kidnapper den uafhængige forbryderorganisation Spectre hele to atombomber, som skal bruges til international blackmail. Den skurkestreg gentages i 'Never Say Never Again' fra 1983, fordi handlingen er et genbrug fra 'Thunderball' Også senere Bondfilm spillede på det mareridt, at en ambitiøs fjende altid ville kunne bruge atomkraften til at true sig til verdensherredømmet. I 'Dr. Strangelove' er der ingen rigtig håndgribelige skurke, som i Bondfilmene. Der er noget meget værre, og den fantastiske engelske komiker Peter Sellers lagde krop og stemme til tre af dem. Det er sindsforvirrede, tankeløse, kyniske, svage eller ineffektive mænd, som ikke kun har alt for meget magt, men af den ene eller anden grund ikke kan styre den kraft, som de via deres magt er sat til at administrere. For hvorfor skulle netop menneskelige fejl, der gennem historien har fået skylden for så meget, ikke også kunne udløse en fuld atomkrig? Menneskets bedste ven Ligesom i den samtidige film 'Fail-Saif' af instruktøren Sidney Lumet, som ligner plottet i Kubricks film uden at eje dens sorte sataniske humor, bliver et amerikansk fly med atomvåben sendt i luften ved en fejltagelse og af sted for at bombe Sovjetunionen tilbage til stenalderen. Desperation er intet mindre end desperat. Men i intet af tilfældene er den stækkede amerikanske præsident i stand til at kalde flyet tilbage. Med klar udsigt til dommedag, hvad andet er der at lave end at kaste lagkager i hovedet på hinanden? Det var den scene, der oprindelig skulle have været kronen på absurditeterne i Kubricks film. Allersidste klip skulle have vist USA's præsident og Sovjets ambassadør, der sad omgivet af lagkager og sang 'For He's a Jolly Good Fellow' til ære for Dr. Strangelove. Men den scene blev klippet væk. Vanviddet var allerede blevet tydeligt nok, da atombomben gik mod sit mål, med piloten Slim Pickens som en hujende cowboy fra Texas ridende på sig. Siden 'Dr. Strangelove' og 'Dr. No' har filmmediets holdning til atomkraft ændret kurs, men ikke i retning af det udpræget rationelle. Undtagelsen er to seriøse film, der gør en sag ud af faren for radioaktivt udslip: 'Kina Syndromet' fra 1979 og 'Silkwood' fra 1983. I en af de selvparodierende politifilm, 'Høj pistolføring' med Leslie Nielsen, bliver en atomeksplosion benyttet som en erotisk metafor, som et billede - mellem flere - på den ultimative orgasme. Men det er langtfra det mest morsomme. For fra at være den største trussel mod vores civilisation er atomkraft på det seneste blevet det eneste, der kan frelse kloden fra total udslettelse! I de to amerikanske katastrofefilm fra 1998 'Deep Impact' og 'Armageddon' er en kæmpemæssig komet på vej mod os. Jordens chokerede forskere er ikke i tvivl: Hvis kometen fortsætter sin bane, vil den ramme plet og udslette alt liv på vores planet. Der er kun ét at gøre: Man må i en fart få fastmonteret nogle store atombomber på det herreløse klippestykke og så sprænge det i stumper og stykker, inden det rammer Jorden og i al evighed udrydder alle dårlige manuskriptforfattere. Så vidt er det altså kommet: Atombomben er blevet menneskets bedste ven, endda før hunden. Vores uforlignelige redningsmand i øjeblikket lige før den totale ødelæggelse. Det er ikke et glansbillede, som historiens mest destruktive våben i længden kan leve op til. Følgende litteratur er benyttet: Terry Christensen: American Political Movies from Birth of a Nation to Platoon, New York 1986; Steven Jay Rubin: The Complete James Bond Movie Encyclopedia, Chicago 1990; Reynold Humphries: The American Horror Film, Edinburgh 2002; og diverse håndbøger, bl.a. Leonard Maltin's 2004 Movie & Video Guide.