0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med udsigt til dommedag

Siden Hiroshima har atombomben spillet mange besynderlige roller på film. Den har været en hemmelig kraft, en erotisk metafor, et mysterium fra rummet, skurkens perfekte rekvisit, en trussel mod menneskeheden og senest det ultimative redskab til civilisationens frelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når den manglende kontrol bliver fatal. Peter Sellers som Dr. Strangelove, alias Merkwürdigliebe, der prøver at skjule sin fortid som videnskabsmand i Hitlers tjeneste. Still fra Stanley Kubricks film fra 1964.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sådan set var filmen 'Atoll K', eller 'Utopia', som den også kaldes, en jammer fra begyndelse til slut.

Ikke bare var instruktøren en uhelbredelig amatør og manuskriptet en fornærmelse mod alle B-film, men Gøg så ud, som om han var opgivet af lægevidenskaben, og Gokke var federe end nogensinde, ja, han så nærmest ud, som om han kunne springe i luften hvert øjeblik.

Der var sandelig blevet meget længere mellem grinene. Det var ikke Gøg og Gokkes skyld, ikke alene da. For i 1950 var der måske heller ikke så meget at grine ad. Det var ikke kun de to komikeres udseende, der tydede på, at verden var en anden. Der var også en detalje i 'Atoll K's handling, som dengang var aktuel på en foruroligende måde: Parret har arvet en ø, hvor der viser sig at være forekomster af uran. Uran er et radioaktivt grundstof, der især bruges til fremstilling af - atombomber.

'Atoll K' var på plakaten, fem år efter at bomberne var faldet over Hiroshima og Nagasaki. Noget afgørende var sket. Først var den store offentlighed bare lettet over, at Anden Verdenskrig var forbi. Men så begyndte folk at få øjnene op for, at det, som havde skabt freden, reelt var mindst lige så frygtindgydende som det, der havde udløst krigen. De angste var dårligt kommet sig oven på chokket, før amerikanerne i 1952 foretog en prøvesprængning af et nyt mareridtsvåben, brintbomben, der var flere tusind gange stærkere end atombomben over Hiroshima, og som reelt kunne udslette alt liv på Jorden.

Hollywood var forunderligt langmodig om at reagere på disse nye rædselsvisioner for hele klodens fremtid. Det var, som om man lige skulle finde en grimasse, der kunne passe. Trods alt skulle der stadig sælges biografbilletter, og producenterne vidste godt, at folk ikke gad tilbringe flere timer i en biograf, hvis de gik hjem med langt større bekymringer end dem, de var kommet med. En undtagelse var gyserinstruktøren Alfred Hitchcocks 'Berygtet' ('Notorious') fra 1946, og den solgte tilmed godt.

Filmen fortæller historien om spionen Ingrid Bergmans proformaægteskab i Rio de Janeiro med en velhavende tysker, som sammen med en lille hemmelighedsfuld klub af eksilerede landsmænd er ved at forberede fremstillingen af kernevåben - i en vinkælder. Da uranmalm er et centralt emne i filmen, og da optagelserne fandt sted, før bomben faldt over Hiroshima, var FBI noget foruroliget over plottet. De begyndte at interessere sig for produktionen. Hvor meget vidste Hitchcock om atomforskning? Men ved premieren var det ikke emnet beriget uran, der optog sindene, men det forbløffende lange og lidenskabelige kys mellem Ingrid Bergman og Cary Grant. Hitchcock vidste åbenbart mere om, hvordan man slap igennem censuren.

Først et stykke ind i 1950'erne begyndte atompaddehattens slagskygge at brede sig ud over filmbyen. En af de første tegn var Robert Wises sci-fi 'The Day the Earth Stood Still' fra 1951. Den tog forskud på en fremtid, der nærmest var lige om hjørnet, og lod et venligtsindet væsen fra det ydre rum opsøge Jorden med den manende advarsel, at jordboerne burde tage sig i agt for atombomber og lignende. Den morale har ikke mistet sin aktualitet. Hvad man ikke kan sige om filmen i øvrigt.

Allerede året efter fulgte 'The Atomic City' med et mere håndgribeligt budskab. Her lader instruktøren Jerry Hopper fremmede agenter kidnappe en dreng, hvis far er en højtplaceret atomforsker i Los Alamos. Videnskabsmanden kan kun få sin søn tilbage, hvis han er villig til at betale prisen. Og prisen skal ikke betales i dollar, men i viden. For agenterne vil vide, hvordan man fremstiller en atombombe! Det var en problematik, der var til at forstå, især hvis man både var familiefar og atomforsker.

Radioaktiv
Endnu kunne ingen film kapere at skildre verdens og hele menneskehedens definitive undergang. Det var bare for meget. Men det var til at overkomme, hvis man bare fortalte om de uhyggelige konsekvenser, som den nye hemmelighedsfulde kernekraft f.eks. kunne få for dyrs og menneskers indbyrdes proportioner.

Der er nemlig flere måder at forskrække et filmpublikum på: Den ene er at gøre insekter store som mennesker. Den anden er at gøre mennesker små som insekter. Den tredje er at gøre meget vrede mennesker så store som huse. I den ganske foruroligende film 'Them', 1954 (instruktion Gordon Douglas) har en atomprøvesprængning forvandlet en koloni af myrer til menneskeædende monstre. Og de store myrer smadrer ikke bare huse og campingvogne; de kan også lægge æg, formere sig og blive til millioner. Ja, de er næsten værre end kommunister, som man var særlig bange for på det tidspunkt! Så der er kun ét at gøre: alarmere regeringen i