Hvorfor fremstille kvinder som en flok høns, der ikke selv har noget liv, men bare sidder og snakker om mænd og sex? Charlotte Sachs Bostrup har efterhånden været i filmbranchen i nogle år, så hun kan forudse kritik, selv før en filmpremiere. Det er nu heller ikke så svært, når det kommer til 'Veninder', som i aften ruller over det hvide lærred i Danmarks biografer for første gang. For filmen er alt det, der bliver hånet på universiteterne og i visse dele af kritikerstanden: Den markedsføres som 'en rigtig kvindefilm', så man som kvinde enten overgiver sig og arrangerer tøsetur i biffen eller er ved at kaste op og overvejer en kønsskifteoperation på stedet. Den er kammerspil, hverdagsdrama og romantisk komedie; genrebetegnelser, som d'herrer Trier og August har været ude med riven efter i årets agurketid. Ja, og så er handlingen kort fortalt noget med fire velformulerede veninder omkring de 40, der sidder i et sommerhus og snakker om mænd. Og det er da provokerende, for hvorfor skal de snakke om mænd, goddammit, og ikke om karriere, kunst, islam eller valutapolitik? »Fordi det er virkeligheden. Det er det, vi snakker om, når vi er sammen, om man kan lide det eller ej. Kvinder elsker at analysere følelser og psykologi i forhold til vores nære relationer. Det kan man godt kritisere, men så er det virkeligheden, man kritiserer«, siger instruktøren og manuskriptforfatteren, der er vant til at skulle forsvare en følelsesmæssig tilgang til sine historier efter sikre kvindehits som ungdomsfilmene om 'Anja & Viktor' og dele af tv-serien 'Nikolaj og Julie'. »Der findes nogle intellektuelle, som foretrækker hjerne frem for hjerte og krop, og de foragter den slags film, jeg laver«, siger Charlotte Sachs Bostrup. Vi klarer den 'Veninder' er blevet til i samarbejde med medforfatteren - og veninden - Iben Gylling og har været et halvt år undervejs. Noget fuldstændig uhørt i en branche, hvor der ofte går tre-fire år fra en idé fostres, til alt er på plads med det finansielle og produktionsmæssige. »Vi skrev manuskriptet på tre uger, og helt til det sidste punktum tvivlede jeg på, om det kunne lade sig gøre«, fortæller Charlotte Sachs Bostrup. »Vi ville lave en film om, hvad der sker for kvinder, som står midt i livet og må tage nogle ting op til revision. Jeg har savnet at se den 40-årige kvinde portrætteret lidt mere nuanceret på film, i stedet for som mødre eller frustrerede seksualobjekter. 40-års alderen er en af de store udviklingsfaser, og vi ville gerne lave en slags hyldestskrift til kvinder, for jeg synes sgu, vi kæmper nogle hårde kampe. Men vi klarer den, og de fleste af os med selvironien i behold«. Er du en del af chick lit-bølgen, som også har givet os film og tv-serier som 'Sex and the City' og 'Bridget Jones'? »Nej, for de der film om pigesingleliv og jagten på Mr. Right er så overfladiske. Måske fordi de handler om livet før børn, og man fatter jo intet, før man får børn. Min film handler ikke om at finde den eneste ene eller det perfekte liv, for når man er omkring de 40 og står midt i en skilsmisse med to halvstore børn, så får overvejelserne nogle andre dybder«, siger Charlotte Sachs Bostrup, der er 41 og i samme båd som filmens fire hovedpersoner, der kunne være hendes egne veninder. Shabby Chic-voksdug Men selv om hun er fraskilt, bor i Hellerup med to børn og som en anden Nynne har shabby chic-voksdug på bordet og selvhjælpsbøger fra 'Ryd op i dit liv' til 'Farvel til kulhydraterne' i reolen, mener hun ikke, filmen er privat. »Den er personlig, men det må film da forhåbentlig også gerne være. Og selvfølgelig er der erfaringer fra mit eget liv med i historierne, ligesom der er erfaringer fra Iben Gyllings liv. Men ingen af personerne er kalkeret ud fra os«. Hvorfor lave film om noget, der er så genkendeligt, og ikke om noget helt anderledes end vores egne små liv? »Jeg tror, vi har brug for at genkende os selv i kunsten, hvad enten det er i bøger eller film eller i en god kærlighedssang i radioen. Sådan har de fleste af os det. Når kunst holder op med at spejle vores liv, så er det kun de mest intellektuelle, der kan bevare gejsten. Jeg kommer selvfølgelig ikke til at lave film om kvinder som mig selv resten af livet, men jeg kommer heller aldrig til at lave film om rumskibe eller Guantánamo, for min interesse som instruktør er at udvikle mig og lære noget om kærlighed, parforhold, børneopdragelse og sådan nogle ting«. Er der så tale om selvudvikling eller film? »Begge dele. En slags kollektiv selvudvikling, forhåbentlig. Men selvfølgelig også underholdning, for det er jo ikke bare en gengivelse af en hvilken som helst sommerhusweekend for en flok veninder. Vi har komprimeret nogle ting, som de færreste når i løbet af en weekend«.