Nærværende responsum falder i tre dele, en almen og en speciel del samt en konklusion. Medens første del forsøger at opstille fornuftige rammer for kildehenvisning og god citatskik, søger anden del med udgangspunkt i første del afklaring på spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang Esmann (2004) skal opfattes som plagiat resp. plagiering af Isaacson (1992). Anden del bygger på en minutiøs læsning af begge værker. Konklusionen sammenfatter resultaterne. Alle tilfælde af ukvitterede lån fra Isaacson er opført i bilag 1. I. Almen del Historieskrivning, dvs. formidling af et historisk stof, i bogform er tænkelig inden for et spektrum, hvis yderpunkter på den ene side er den strengt videnskabelige fremstilling, der kun eller fortrinsvis henvender sig til en snæver kreds af fagfæller, og på den anden side den litterære genre historisk roman. I begge tilfælde vil affattelsen af fremstillingen i praksis forudsætte inddragelse af andet materiale med relevans for fremstillingens emne, det være sig historiske kilder og/eller allerede eksisterende sekundærlitteratur. Medens det ved førstnævnte type fremstilling, den strengt videnskabelige, er påkrævet at foretage kildehenvisning så præcist som muligt og i alle sådanne tilfælde, hvor der præsenteres informationer, der går ud over den fælles sum af viden, som fremstillingens forfatter og hans publikum kan formodes at have, er dette ikke tilfældet ved sidstnævnte type fremstilling, den historiske roman, tværtimod. Her ville kildehenvisninger virke generende på den litterære totaloplevelse, som læseren forventer sig af fremstillingen. Hvis der overhovedet skal anføres kilder, så højst ganske kort i et forord eller en efterskrift. Midt imellem de to nævnte yderpunkter befinder den populærvidenskabelige fremstilling sig. I lighed med den strengt videnskabelige fremstilling vil den formidle fakta, ikke fiktion, men til forskel fra denne og i lighed med den historiske roman betjener den sig ofte af nogle af fiktionens virkemidler, f.eks. historisk præsens og in medias res-beskrivelse. Med hensyn til kildehenvisning skal de meddelte informationer ligesom ved den strengt videnskabelige fremstilling principielt være verificerbare, men kildehenvisning kan gerne ske summarisk, f.eks. ved, at forfatteren i begyndelsen af hvert kapitel i en enkelt note eller evt. i få velplacerede noter kapitlet igennem angiver, hvilke kilder han har anvendt til udarbejdelsen af det pågældende kapitel. Den strengt videnskabelige fremstilling kræver en mere præcis tilføjelse af anmærkninger, således at læseren straks kan se, hvilken oplysning hvorfra stammer. Den populærvidenskabelige fremstilling af et historisk stof kan antage forskellige former alt efter, hvilket af de to nævnte yderpunkter den stræber henimod. Nogle har et ret omfattende noteapparat og talrige litteraturhenvisninger, medens andre begrænser sig til et minimum i den henseende. Fælles for dem er det populærvidenskabelige sigte, dvs. at de henvender sig til et større publikum end en snæver kreds af fagfæller og tilpasser præsentationen af stoffet derefter, f.eks. ved at undgå indforstået fagterminologi og forskningshistoriske udredninger samt ved at tilføje billedmateriale og anekdotisk stof. Både Frank Esmanns og Walter Isaacsons bog hører hjemme i kategorien populærvidenskab. Det skal dog medgives for det første, at Isaacson i modsætning til Esmann har præsteret omfattende original forskning i forbindelse med udarbejdelsen af sin bog, og for det andet, at der i den angelsaksiske verden i højere grad end f.eks. i Danmark og Tyskland er tradition for også med videnskabelige værker at stræbe efter at nå en så stor og bred læserkreds som muligt. Denne intention spores også hos Isaacson, f.eks. i den letlæselige og flydende stil, fraværet af diskussion med anden Kissinger-litteratur samt forkærligheden for underholdende Kissinger-anekdoter. Jeg anser dog ikke genren biografi for på forhånd at høre hjemme under populærvidenskab. Bo Lidegaards doktordisputats fra 1996 om diplomaten Henrik Kauffmann (1888?1963) er et godt eksempel på, at også en biografi kan være et strengt videnskabeligt værk. Det er ikke på forhånd uacceptabelt, hvis et populærvidenskabeligt historisk værk kun rummer få anmærkninger og litteraturhenvisninger, så længe dets forfatter i sin omgang med materiale, der er produceret af andre, ikke har forbrudt sig mod intellektuel ejendomsret. Det er i denne forbindelse hensigtsmæssigt at skelne mellem overtagelser, der udelukkende er indholdslån, og overtagelser, der relaterer sig til både indhold og form. Ved førstnævnte forstår jeg overtagelse af faktuelle oplysninger som tal og navne samt skildring af virkelige tildragelser, såfremt disse sprogligt præsenteres på en måde, der er selvstændig i forhold til kildens. Ved sidstnævnte forstår jeg en overtagelse, hvor ikke kun et indhold, men også den sproglige form, som dette havde i kilden, lånes. Ved førstnævnte type lån vil man i et strengt videnskabelig værk erfaringsmæssigt finde en kildehenvisning, medens en sådan i en fremstilling af populærvidenskabeligt tilsnit er ønskelig, men ikke absolut nødvendig. Ved sidstnævnte type lån er en kildeangivelse et ufravigeligt krav ikke kun i en strengt videnskabelig, men også i en populærvidenskabelig fremstilling, thi uden kildeangivelse vil lånet fremstå, som om det var overtagerens eget intellektuelle produkt. Udover kildehenvisning er anvendelse af anførselstegn eller andre grafiske hjælpemidler en forudsætning for, at lånet kan træde tilstrækkeligt tydeligt frem i forhold til den omgivende tekst, som det indlejres i. II. Speciel del Esmann lægger ikke skjul på, at han ved udarbejdelsen af sin bog har benyttet Isaacsons fremstilling. Denne figurerer i Esmanns bibliografi s. 404, dog med "1996" fremfor mere korrekt '1992' som udgivelsesår. Bogen udkom i 1992; 1996 markerer blot året for udgivelsen af det uforandrede optryk, som Esmann har benyttet. Endvidere optræder Isaacsons bog i alt 109 gange i Esmanns anmærkninger, som oftest med (langtfra altid korrekt) sidehenvisning. Andre tal: 67, som Ulrik Høy i sin anmeldelse i Weekendavisen har optalt, og 79, som Esmann selv nævner i sit interview til Peter Frederiksen, er ikke korrekte. Den forvirring, der åbenbart hersker på dette punkt, kan skyldes, at en del af henvisningerne på grund af manglende påpasselighed fra Esmanns side ikke er tilstrækkeligt synlige. Således viser det sig ved nærmere eftersyn f.eks., at der med "Ib. p. 223" i anm. 131 trods angivelsen "Ib." ikke menes "Hersh", der er anført i anm. 130, men Isaacson, der nævnes i anm. 128 og 129. Ofte optræder en anmærkning med henvisning til Isaacson i forbindelse med et citat i anførselstegn i Esmanns brødtekst. Det, der citeres, er i reglen en sekvens, der allerede hos Isaacson fremstår som citat, f.eks. et citat af Henry Kissinger selv. Læseren formoder med rette, at henvisningen relaterer sig til citatet og kun dertil. Problematisk i forbindelse med disse henvisninger er imidlertid, at Esmann, som det viser sig ved nærmere eftersyn, oftest ikke kun har overtaget det pågældende citat, men også en stor del af Isaacsons omgivende tekst. Notehenvisningerne bliver således direkte vildledende for læseren. Et eksempel herpå er teksten omkring anm. 431 (s. 318) hos Esmann. Min synoptiske oversigt over signifikante overensstemmelser mellem de to Kissinger-biografier (bilag 1) rummer i alt 17 eksempler på sådanne noter med uklar henvisning til Isaacson. I Esmanns bog er den nævnte fremgangsmåde ikke begrænset til overtagelser fra Isaacson. Den ses også f.eks. på s. 34, hvor der i forbindelse med et citat fra Villaume (1995: 63) i l. 33 desuden overtages et tekststykke på 5 linier (l. 34-39) næsten uændret (jfr. Villaume 1995: 63, l. 7-12). At også dette er Villaumes tekst, fremgår ikke. Det ses ikke af Esmanns fremstilling, om denne fremgangsmåde, der består i udover at låne et citat og samtidig henvise til kilden også at overtage en større eller mindre del af den omgivende tekst uden udtrykkeligt at gøre opmærksom herpå, blot skyldes manglende påpasselighed, eller om der ligger kølig beregning bag. Langt mere problematisk er imidlertid de mangfoldige tilfælde, hvor Esmann har foretaget lån af ovennævnte type 2 (indhold og form) fra Isaacson uden nogen som helst kildehenvisning. Der kan skelnes mellem tre grader af overtagelse. Målestokken er overensstemmelse i form, dvs. ordvalg og den rækkefølge, hvori de elementer, der skal figurere i beskrivelsen, præsenteres i forhold til hinanden. Esmanns tekst kan i forhold til Isaacsons tekst være let forkortet eller let forøget, evt. sat sammen af spredte overtagelser; tillige kan der i begrænset omfang være byttet om på den rækkefølge, hvori de skildrede elementer optræder i forhold til hinanden: 1) en meget høj grad af formel overensstemmelse, i synopsen (bilag 1) markeret med =; f.eks.: Esmann, s. 317,32-36: "Shahens storhedsvanvid voksede i takt med hans våbenarsenal, og ved 70´ernes slutning blev han styrtet af et fundamentalistisk præstestyre, som så med foragt og had på den modernisering af det iranske samfund, som han via sine mange petrodollar prøvede at gennemføre. I det lange løb svækkede det USA´s indflydelse i den del af verden", over for: Isaacson, s. 565,30-35: "The shah's megalomania was fed by the awesome arsenal he was sold. By the end of the decade he was toppled by a fundamentalist backlash against his Westernized outlook and the heathen modernization that was a by-product of his petrodollars. The anti-Americanism that resulted was to weaken Washington´s role in the region for years"; 2) en høj grad af formel overensstemmelse, i synopsen (bilag 1) markeret med », f.eks.: Esmann, s. 203,4-7: "Som antydet så Kissinger også krisen mellem de to lande som en stedfortræderkonflikt mellem Sovjetunionen og USA og med Indien som Sovjetunionens repræsentant, Pakistan som USA´s. I dette spil havde moralske overvejelser ingen plads", over for: Isaacson, s. 373,1-5: "He also felt that larger strategic issues - most notably, how to create a triangular relationship with China - should outweigh moral sentiments. He saw the tensions between Pakistan and India not in local terms but as a proxy confrontation between the U.S. and the Soviet Union"; 3) en ringere grad af formel overensstemmelse; Esmanns tekst fremtræder som en parafrase af Isaacsons tekst med få, men alligevel karakteristiske formelle overensstemmelser; i synopsen (bilag 1) markeret med P, f.eks.: Esmann, s. 137,13-19: "Lord var gift med den kinesiskfødte forfatter Bette Bao Lord, som tilfældigvis også er interesseret i madlavning. Når hun talte i telefon med sin mor, udvekslede de opskrifter, men på en lokal kinesisk dialekt, som FBI´s tolke ikke kunne forstå. FBI måtte derfor hyre specialoversættere. Når det var overstået, hyrede de andre til at bryde de koder, som de frygtede, var indarbejdet i opskrifterne på delikatesserne. Det skabte job, kostede skatteyderne en mindre formue", over for: Isaacson, s. 223,32-40: "One oddity of the tap on Lord´s phone, illustrating the absurdity of the whole program, involved his wife, Bette Bao Lord, who was born in China and later became a best-selling novelist. Every morning she would speak to her mother, often using phrases from her regional dialect. She was a gourmet cook, and they would swap intricate recipes. The FBI had to hire language specialists to decipher them and even called in code-breaking experts to see if there was some hidden meaning to all the ingredients. The tap stayed on for nine months, to the benefit of free-lance translators if not the taxpayer". Undertiden omfatter et lån ikke kun Isaacsons brødtekst, men også en notehenvisning, som Isaacson har foretaget. Et eksempel herpå kunne være Esmann, s. 139,26-28, hvor Esmann citerer fra et brev fra Kissinger til Anthony Lake af 12. januar 1989 med notehenvisning til denne utrykte kilde. Hos Isaacson, s. 223,19-21 står samme citat med samme notehenvisning, eller rettere: den fulde version af citatet, som Esmann vælger at gengive dels som indirekte, dels som direkte tale. Er det sandsynligt, at Esmann, som det end ikke lykkedes for at arrangere et personligt møde med Henry Kissinger, skulle have haft adgang til materiale af denne type? Næppe. Esmann må have lånt citat og notehenvisning hos Isaacson, dog uden nævnelse af Isaacson. Der er en del eksempler på lån af denne type (se bilag 1), hvor Esmann foregiver at have haft adgang til utrykt materiale, men næppe har haft det. I andre tilfælde består lånet dels af tekst fra Isaacson, dels af en notehenvisning, som Isaacson har foretaget til et almindeligt tilgængeligt værk, f.eks. Kissinger (1979), som Isaacson citerer på det pågældende sted. Her forholder sagen sig ofte anderledes, for så vidt som Esmann efter at have foretaget et ukvitteret lån fra Isaacson har opsøgt dennes kilde, om ikke læst den helt, så i hvert fald orienteret sig i den og føjet et stykke af den til den tekst, som han allerede har overtaget fra Isaacson. At både Isaacson og Esmann uafhængigt af hinanden skulle have fundet og udvalgt nøjagtigt det samme citat, anser jeg for lidet sandsynligt, så meget mere som dette fænomen forekommer flere gange hos Esmann. Overensstemmelsen, også selv om Esmann har udvidet teksten en smule, mener jeg godtgør, at Esmanns fremgangsmåde har været som ovenfor skitseret. Et eksempel kunne være Esmann, s. 55,6-8: ""Jo mere rædselsvækkende vore ødelæggelsesvåben er, jo større er risikoen for, at ingen tror, at vi vil bruge dem ... Hvad er ideen i at udvikle våben, som kan ødelægge en by to gange?"47". Anmærkning 47 henviser til Kissinger (1957: 60), men denne henvisning viser sig ved nærmere eftersyn kun at dække anden del af citatet, efter de tre punktummer. Den første del, som også står hos Isaacson, s. 87,21-23: ""The greater the horror of our destructive capabilities, the less certain has it become that they will be in fact used."", stammer fra Kissinger (1957: 132). Som det fremgår af min synopsis i bilag 1 (s. 6), opviser Esmanns fremstilling både umiddelbart før og umiddelbart efter det anførte tekststed andre lån fra Isaacson. Det er derfor mere end sandsynligt, at Esmann, medens han i forvejen dvælede på s. 87 hos Isaacson, først overtog citatet hos Isaacson, s. 87,21-23, dernæst gik til Kissinger (1957) og til sidst føjede et excerpt derfra til citatet fra Isaacson uden at tage hensyn til, at citatets to dele derved kommer til optræde omvendt i forhold til den rækkefølge, som de står i hos Kissinger (1957:132, 60). Min granskning af begge Kissinger-biografier viser, at der er 228 overtagelser af type 1, 122 af type 2 og 24 af type 3 (de ovenfor nævnte tilfælde i forbindelse med uklar henvisning i en anmærkning er medregnet i disse angivelser). Af type 3 har jeg kun noteret de mest oplagte tilfælde. I andre tilfælde er det tænkeligt, men næppe bevisligt, at Esmanns også der har parafraseret Isaacsons tekst, eftersom der i nærheden findes eksempler på overtagelser fra Isaacson af type 1 og 2. Med hensyn til tekstmængde omfatter overtagelser af type 1 og 2 fra ca. en halv linie (f.eks. overskrifter) op til ca. en halv side. Ganske korte overensstemmelser er naturligvis kun medtaget i tilfælde, hvor overensstemmelsen er så påfaldende, at den ikke kan være tilfældig, f.eks. Esmann, s. 48 (overskrift): "Nuklear berømthed" over for Isaacson, s. 88 (overskrift): "Nuclear Celebrity". Inden for typerne 1 og 2 omfatter i alt 116 lån 5 linier (hos Esmann) eller mere, medens i alt 21 lån omfatter 10 linier eller mere. Det længste lån inden for typerne 1-2, på i alt 21 linier, findes hos Esmann, s. 168,23 - 169,4 (» Isaacson, s. 324,26 - 325,9). I sin anmeldelse i Jyllands-Posten hævder David Gress, at lånene hos Esmann kan fylde "hele sider". Sikre eksempler på sammenhængende lån i denne størrelsesorden har jeg dog ikke fundet. Ud over den kendsgerning, at formel overensstemmelse med en anden fremstilling med samme eller beslægtet tematik ikke er nogen selvfølge (herom nedenfor), viser to forhold, at der i foreliggende sammenhæng ikke blot er tale om tilfældige overensstemmelser: 1) det overordentligt høje antal af overensstemmelser; 2) det forhold, at disse optræder stort set i samme indbyrdes rækkefølge som hos Isaacson. Der kan således ikke herske tvivl om, at Esmann har foretaget lån fra Isaacson i et omfang, der langt overgår det, som Esmanns eksplicitte henvisninger til Isaacson i spredte anmærkninger lægger op til. Ganske vist rummer Esmanns bog iagttagelser og betragtninger, som ikke findes hos Isaacson, f.eks. Esmann, s. 34-40 om bl.a. supermagternes kernevåbenpolitik i de første efterkrigsår, og Esmann, s. 356-374, hvor linierne trækkes op til den skrivende stund i 2004. Esmanns konklusioner afviger også stedvis fra Isaacsons ved at være mere kritiske over for Kissingers politik, f.eks. i forbindelse med Kissingers rolle i begivenhederne i Chile i 1973 (Esmann, s. 266-283). Ikke desto mindre viser antallet af overensstemmelser med Isaacson, disse overensstemmelsers art samt paralleliteten i deres optræden hos Esmann og hos Isaacson klart, at Isaacsons fremstilling udgør den egentlige rygrad i Esmanns bog. Betegnelsen plagiering synes fuldt ud berettiget, hvad angår den måde, hvorpå Esmann i de nævnte tilfælde groft tilsidesætter Isaacsons ophavsret, således som denne fremtræder i kolofonen i Isaacsons bog: "All rights reserved, including the right of reproduction in whole or in part in any form". At 234 lån af type 1 og 2 fylder under 5 linier hos Esmann gør ikke sagen mindre alvorlig. I de fleste tilfælde, hvor Esmann har lånt ukvitteret fra Isaacson, er der tale om særligt informationsmættede og prægnante formuleringer, som Esmann åbenbart ikke har magtet af bryde op og forme på ny. At betegne hele bogen som et stort plagiat, som f.eks. Ulrik Høys anmeldelse i Weekendavisen lægger op til, er derimod ikke rammende. Det er ikke korrekt, som Høy påstår, at der er "konsekvent parallelføring af kapitler og overskrifter til kapitler". At begge bøger rummer 34 kapitler beror på en tilfældighed, for kapitlerne er langtfra altid indholdsmæssigt sammenfaldende, og at kapitlerne har ens overskrifter hos Esmann og Isaacson, forekommer kun i ganske få tilfælde. F.eks. hedder kapitel 26 hos Isaacson "Transitions. The Final Days, and a New Beginning" (s. 587-606) og handler om Kissingers giftermål med Nancy Maginnes, Nixons sidste tid i præsidentembedet og Fords overtagelse af Kissinger som udenrigsminister. Hos Esmann derimod hedder kapitel 26 "Operation FUBELT" (s. 266-283) og giver en redegørelse for begivenhederne i Chile i 1973, en redegørelse, der ikke har noget indholdsmæssigt modstykke hos Isaacson. Omvendt er der også eksempler på, at et kapitel hos Isaacson ikke eller næsten ikke har nogen indholdsmæssig pendant hos Esmann, f.eks. Isaacsons kapitel 12 "No Exit. Vietnam Swallows Another Administration" (s. 234-255). Den parallelitet, der alligevel kan konstateres med hensyn til den rækkefølge, hvori Isaacson og Esmann vælger at beskrive de forskellige emner og begivenheder i forbindelse med Kissinger, f.eks. barndom og ungdom først, dernæst tiden i militæret og på Harvard osv., er ikke et træk, der kan lægges Esmann til last. Det er helt naturligt i en biografi, som henvender sig til et bredere publikum, at skildre tingene i kronologisk rækkefølge. Det er endvidere heller ikke berettiget, som Ulrik Høy gør det, at klandre Esmann for den parallelitet, der består i, at der også er "fire afsnit sidst i Isaacsons værk, Acknowledgements, Notes, Bibliography, Index", som hos Esmann hedder "Tak, Noter, Litteraturliste og Register". Dette struktureringsprincip er helt almindeligt i faglitteratur og kræver ingen speciel begrundelse. Esmann har siden Bent Blüdnikows anmeldelse af hans bog i Berlingske Tidende gentagne gange i pressen taget til genmæle mod plagiatbeskyldningerne. Et af hans argumenter er, som han siger i interviewet til Peter Frederiksen i Netmagasinet Historie?nu.dk, at "Kissinger-historien er skrevet hundreder af gange og foreligger i utallige versioner", og at det på den baggrund må "forventes, at jeg i en bog på sølle 500 sider kommer ind på de samme ting, som andre og han selv [Isaacson] har skrevet om". Denne udtalelse rammer ikke kernen i plagiatbeskyldningerne, for den bygger på to urigtige præmisser: For det første er Kissinger-historien ingenlunde så hyppigt skildret, som Esmann hævder. Det er korrekt, at der findes store mængder kildemateriale om Kissinger og også megen sekundærlitteratur om USAs politik i 1960´erne og 1970´erne, hvori bl.a. Kissingers rolle er beskrevet, men udover det af Kissinger selv forfattede selvbiografiske materiale (Kissinger 1979 og 1982) findes der kun to værker, der med rette kan betegnes som Kissinger-biografier: Kalb/Kalb (1974) og Isaacsons bog. Derudover begrænser Kissinger-litteraturen i bogform sig til fremstillinger, der kun beskriver dele af Kissingers liv og levned, fortrinsvis hans tid som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister. Ser man bort fra Kalb/Kalb (1974) og Isaacson, er især Kissingers barndom næsten ikke beskrevet i litteraturen. Isaacson anfører i forordet til sin bog, at "there has never been a full biography of him" (s. 14). Dette indtryk af Kissinger-litteraturens omfang får man bekræftet dels ved at kaste et blik på Esmanns egen ret korte litteraturliste (s. 403-405), dels ved en søgning i Library of Congress Online Catalogue, der må formodes at give et repræsentativt overblik. En søgning med 'Kissinger' i titelfeltet leverer kun i alt 41 titler (på flere forskellige sprog, herunder japansk og ungarsk) med relation til Henry Kissinger, heraf kun 8, der er udkommet efter 1980. Isaacson er også i 2005 den eneste komplette Kissinger-biografi, hvis man ser bort fra tiden efter 1992, som Isaacsons bog ikke dækker. For det andet relaterer plagiatbeskyldningerne mod Esmann sig ikke til det forhold, at Esmann beskriver det samme, som den hidtidige Kissinger-litteratur har gjort. Det ligger i sagens natur, at en dansk Kissinger-biografi i et væsentligt omfang vil opvise indholdsmæssigt sammenfald med hidtidig Kissinger-litteratur, men en prædestination til også at gentage denne litteraturs formuleringer ukvitteret foreligger selvsagt ikke. En genudgivelse af Esmanns bog vil først og fremmest kræve, at Esmann på et centralt sted i bogen vedgår afhængighedsforholdet mellem hans bog og Isaacsons bog i dettes fulde omfang og tillige underretter Walter Isaacson personligt herom. Derpå må følge en grundig granskning af samtlige involverede tekststeder, dvs. både de, der er markeret som lån og de, der ikke er. Begge typer overtagelser er ligesom resten af fremstillingen i øvrigt kendetegnet ved en høj grad af overfladiskhed og sjusk, ofte med direkte forvanskning af Isaacsons tekst til følge. Således forekommer det hyppigt, at Esmann i en anmærkning henviser til Isaacson eller en anden kilde, men til en forkert side. I andre tilfælde svigter USA-kenderen Esmann både hvad angår USA-kendskab og sikkerhed i USAs sprog, engelsk. Jfr. Esmanns bemærkning om den gruppe af i alt 8 gamle og hæderkronede universiteter i det østlige USA, der er kendt under navnet 'The Ivy League': "Harvard var et usædvanligt levende og inspirerende sted, dengang såvel som nu. Kissinger blev placeret i bofællesskab med to andre jøder, men oplevede stort set intet af den antisemitisme og racisme blandt de unge studerende, som i første halvdel af århundredet var så voldsom, at de blev kaldt The Ivy League - Elfenbensligaen" (s. 31). Esmann forveksler her eng. ivy 'vedbend' og ivory 'elfenben'. 'The Ivy League' har sit navn fra den vedbend, der traditionelt pryder universiteternes mure, og har intet med elfenben eller forestillinger om White Supremacy at gøre. Muligvis er Esmann blevet forledt til denne antagelse ved misforståelse af følgende passage hos Isaacson: "Jews entering Harvard in 1947 were usually assigned roommates based on religion. Nevertheless, the anti-Semitism that had pervaded the Ivy League before the war had subsided" (s. 60). For flere eksempler på sådanne fejlgreb henvises der til bilag 1 og 2. Selv en læser uden kendskab til Isaacsons bog vil kunne konstatere, at Esmanns bog trods sin ved første øjekast imponerende rigdom på detaljer er et udpræget andenhåndsarbejde, hvis forfatter ofte ikke synes at være klar over, hvad han udtaler sig om. Udover det ovenfor nævnte eksempel med 'The Ivy League' kan nævnes, at Esmann kalder både fyrst Metternich og fyrst Bismarck "prins" (sidstnævnte en enkelt gang (s. 33) endog "kejser"), åbenbart fordi 'fyrste' på engelsk, på hvilket sprog Isaacsons bog jo er skrevet, hedder prince. Esmann synes i sin omtale af Kissingers beskæftigelse med den tyske filosof I. Kant (s. 32) ikke at ænse, at Kant selvfølgelig skrev sine værker på tysk, og at det derfor ikke er passende i en dansk fremstilling at nævnte dennes værker 'Kritik der reinen Vernunft' og 'Kritik der praktischen Vernunft' med engelske titler, ej heller at betegne disse flere hundrede sider tykke bøger som "essays". I en dansk kontekst skal disse værkers titler naturligvis anføres på dansk eller evt. på tysk, men under ingen omstændigheder på engelsk. Det viser blot atter engang på beskæmmende måde, med hvilken mangel på omtanke overtagelserne fra Isaacson er sket. Til sammenligning kan det nævnes, at Isaacson er overordentlig omhyggelig ved anførelse af alle mulige former for data, årstal, navne, bogtitler, sidetal osv. Således skriver Isaacson f.eks. korrekt Hesse (s. 53) om den del af Tyskland, hvor den unge Kissinger blev stationeret kort efter krigen, thi tysk (og dansk) Hessen hedder på engelsk Hesse. Hvad skriver Esmann? Hesse (s. 29), hvilket en dansk læser næppe vil forbinde noget med, men Esmann ved formentlig heller ikke selv, at det drejer sig om Hessen. Ved samme lejlighed forvansker Esmann i øvrigt bynavnet "Bensheim" (således korrekt hos Isaacson) konsekvent til "Bernsheim", en form, der ifølge 'Das Postleitzahlenbuch', en fuldstændig tysk stednavnefortegnelse udgivet af det tyske postvæsen, ikke eksisterer, hverken i Hessen eller noget andet sted i Tyskland. III. Konklusion I responsummets første, almene del blev der argumenteret for nødvendigheden af i nærværende sammenhæng at skelne mellem tre typer af historieskrivning: den strengt videnskabelige, den populærvidenskabelige og den primært fiktive (historisk roman), idet der ikke kan stilles de samme strenge krav til kildehenvisning og god citatskik inden for alle tre genrer. Er et værk populærvidenskabeligt, som det er tilfældet med de to foreliggende Kissinger-biografier, kan der med rette kræves af det, at ethvert lån fra en anden fremstilling, der er et kombineret indholds- og formlån, skal markeres som lån dels ved kildehenvisning, dels ved grafisk fremhævelse i én eller anden form. Såfremt et populærvidenskabeligt værk opviser lån, hvor kun et indhold, ikke dettes sproglige form, overtages, er en kildehenvisning ønskværdig, men ikke obligatorisk. I responsummets anden, specielle del blev det på grundlag af en nærlæsning af begge Kissinger-biografier godtgjort, at Frank Esmann i stort omfang har foretaget kombinerede indholds- og formlån fra Isaacsons bog. Langt størsteparten af disse lån viser høj eller endog meget høj grad af formel overensstemmelse med de tilsvarende passager hos Isaacson og optræder uden nogen form for kildeangivelse eller grafisk citatmarkering. Herved fremtræder lånene, som om de var Esmanns eget originale produkt. På baggrund af det høje antal af disse lån må det være berettiget at hævde, at Esmann har plagieret Isaacsons fremstilling. I en diskussion med nogle af pressens reaktioner på Esmanns bog blev det dog påpeget, at betegnelsen plagiat er mindre egnet til bestemmelse af forholdet mellem de to bøger, idet den i højere grad end 'plagiering' suggererer overtagelse af det plagierede værk i et omfang, der overgår den af Esmann selv producerede tekstmængde. Sidstnævnte anser jeg ikke for at være tilfældet. Århus, den 15. juli 2005 Steffen Krogh