Det er svært at komme uden om Ibrahim Electric. Med otte koncerter på ti dage topper trioen listen over de orkestre, der spiller flest koncerter på festival. Og selv om koncerterne, som stort set alle har været udsolgt, bliver annonceret som en slags jazz, er tilskuerskaren ofte en blandet flok af rock-entusiaster, heavy metal-fans og jazzelskere. En række orkestre og musikere på den unge danske jazzscene krydser i disse år grænserne mellem genrer og stilarter og når ud til nye, forskelligartede og sammensatte publikumer: Det volapyk-rappende musikkollektiv Ikscheltaschel med jazztrommeslager Kresten Osgood i spidsen åbnede som noget hidtil uset årets Roskilde Festival. Også orkestret Tys Tys spiller både på rockklubber og jazzfestivaler med deres svævende blanding af jazz, rock og vokalpop. Og som noget atypisk i jazzsammenhæng sælger de flere tusinde plader. »Jeg tror, folk vil høre os, fordi vi står for en ny tilgang. Vi har ingen skam i livet: Vi blander alle stilarterne - surf, rock, reggae, afrikansk funk og traditionel jazz «, siger organist Jeppe Tuxen fra Ibrahim Electric, der også består af trommeslager Stefan Pasborg og guitarist Niclas Knudsen. Tuxen peger på, at Ibrahim Electric aldrig forlader jazzen helt. Han er ikke afvisende for prædikatet 'happy jazz': »På en måde kan vi kalde os en slags moderne, fri form for happy jazz. Ikke forstået sådan, at vi står for noget meget danske og vældig kroagtigt. Der er vi mere internationale. Men man kan kalde os happy jazz forstået som noget meget udadvendt musik, der er tilgængelig og får folk med. Happy som en fest, der ikke går på kompromis, men stadig tager folk med«, siger han. En del af de yngre jazzorkestre og -musikere bliver udgivet på pladeselskabet ILK, der består af 14 musikere fra den danske jazzscene, der er gået sammen for at udgive deres egen musik. ILK-musikere deltager med mere end 100 koncerter ved årets jazzfestival. »Vi tog initiativ til ILK, fordi der tidligere ikke var basis for at få så meget af den musik, vi ville lave, ud til et bredt publikum. Vi ville vise, at man kan trænge igennem med andet musik end det, der sælges i Føtex«, siger Stefan Pasborg. Han er medstifter af det nu fire år gamle pladeselskab. Han peger på, at fællestrækket for den yngre generation af jazzmusikere er en trang til at nedbryde genrerne. »Det er noget, der har været under optræk i mange år, og som vi nu ser kulminationen på: En generation af musikere, der vil gå egne veje. Vi er på vej til et sted, hvor vi gør op med genrerne. Al musik, vi hører i dag, er opstået gennem en fusion - på samme måde vil vi nedbryde og blander genrerne for at noget nyt kan opstå «, siger han. Stefan Pasborg ser den nye jazz bevæge sig i en retning, der fjerner blikket fra den klassiske amerikanske tradition. »Vi kigger blandt andet imod Europa, gennem avantgarde og moderne klassisk musik«. Eller som Jeppe Tuxen siger: »Måske er der også en form for protest i, at jazzen bevæger sig væk fra USA og breder sig ud. Blandingen af kulturerne og genrernes miskmask har måske både en musikalsk og politisk pointe«. Et af de orkestre, der har haft succes med at bryde genrerne op, er Tys Tys. Sangerinde Maria Laurette Friis mener ikke, at publikum bekymrer sig om, at musikken kaldes jazz, rock eller noget helt tredje. »Grænserne mellem jazz og rock er blevet blødt op. Og især lige nu opstår der flere og flere grupper, hvor det er ret lige meget, hvilken lejr man tilhører«, siger hun. Et af de steder, hvor de helt unge musikere folder sig ud med et virvar af genrer og stilarter er Jazzclub Loco på Stengade 30. I samarbejde med Ninth World Music har jazzklubben netop udgivet fire plader med det, de kalder »morgendagens jazzhjerner«. Det lag af musikere, der endnu står på tærsklen til at bryde igennem jazzmuren. »Vi har eksisteret i fire år og meget brugt de samme musikere, folk som Kasper Tranberg og Mads Hyhne. Så en dag besluttede vi, at i 2005 ville vi have fat i et nyt lag af musikere«, siger Mads Maalø fra Jazzclub Loco. Efter en ansøgningsrunde blandt 50 bands besluttede spillestedet at udgive 1.000 cd'er med henholdsvis Babakarej, Kirsten Ketsjer, Moskus og Slutspurt - alle nye, unge orkestre. »Vi har været begavede med sindssygt store talenter inden for de seneste år i jazzen. Men lige nedenunder venter masser af ungt potentiale, der stadig står lidt i skyggen af de store. Og her er tendensen at gå endnu mere på tværs af genrerne, komme endnu længere ud, være endnu friere«, siger Mads Maalø.