»Jeg syntes, det var svært at være socialdemokrat med den udvikling, partiet var inde i. Og dér forekom Kroniken mig at være det rigtige sted at sige netop det. Først og fremmest fordi Kronikens form er den essayistiske, som kombinerer det private og det universelle. Ufatteligt mange læserbreve og debatindlæg forholdt sig til mit indlæg. Men partiets ledelse var fuldstændig tavs. Efter måneder kom der så endelig et forkølet indlæg skrevet af en embedsmand. Her var naragtigheden efter min og andre unges mening fuldkommen. Omvendt blev jeg efter Kroniken inviteret rundt til partiets lokale foreninger. Her var man ikke bange for at debattere med den vrede unge studerende. Det var tankevækkende. Der er stadig folk, der refererer til den Kronik og tror, at jeg er både ung og vred. Dén del er jo meget smigrende«.