Hvad er det egentlig, der er i vejen med Socialdemokratiet? Hvorfor siger partiets topfolk så tit noget, der får én til at krumme tæer? Og hvorfor bliver det som regel værre og værre, jo mere de forklarer? Socialdemokratiet har netop afviklet et af de årsmøder, der har været normen det seneste tiår. Hvor man af lutter angst for sin egen skygge har koncentreret sig om uforpligtende udtalelser om alle i arbejde og mennesket i centrum. Samt underlige hviskerier om de småpinlige bandeord, der stadig findes i principprogrammet... socialisme og den slags. Af samme grund har medierne derfor taget sig af mere morsomme ting. Og dén slags er der mange af i Socialdemokratiet. Jytte Hilden, f.eks. som vil løse arbejdsløshedsproblemet ved at forbyde landets arbejdende borgere at have to job, borgmester Lars Engberg, som i modsætning til landets domstole stadig ikke mener, at man kan sætte Max Blicher Hansen til det brandslukningsarbejde, manden er ansat til. Og alle fagforeningsspidser som udtaler, at hverken landets forbrugere eller HK's egne medlemmer ved, hvad de snakker om, når de går ind for en liberalisering af lukkeloven. De ovenstående tilfælde har to ting tilfælles. De stammer alle fra de seneste uger. Og de er alle symptomer på det dilemma, der med jævne mellemrum får Socialdemokratiets top til at agere stik imod ikke blot flertallet af befolkningen, men også partiets egne vælgere - nemlig afstanden mellem virkelighedens verden og Socialdemokratiets forestilling om virkelighedens verden. I sagens natur skyder alle og enhver forbi med mellemrum. Sådan er spillet, når politik drejer sig om opmærksomhed og hurtige meninger. Problemet er her, at vi netop ikke har at gøre med alle og enhver - men med landets største parti, der er så stort, at det faktisk er mere end et parti. Det er også en organisation, med administration og sekretærer, med fastansatte opinionsdannere, egen presse og penge nok til bogstavelig talt hvad som helst. Et parti med historie og traditioner, et parti der gennem et halvt århundrede næsten uafbrudt har haft regeringsmagt - men som nu synes at have det allerstørste besvær med blot at fremstå som en rationel og pålidelig størrelse. Overdriver jeg? Sandsynligvis ikke. Hvordan er det ellers gået til, at 'det borgerlige sammenrend' ikke blot har regeret ni uger eller ni måneder - det var, hvad Socialdemokratiet i 1982 gav Firkløverregeringen - men ni år? Og at liste A i hele perioden har frustreret sig selv og partiets vælgere ved ikke på noget tidspunkt at kunne præsentere et mere ajourført politisk program, end da man i 1982 simpelt hen opgav styringen. Seneste påmindelse er det netop overståede landsmødes forslag til nyt principprogram. På ønskesedlen nævner man . alting. Socialisme og fælleseje, nærdemokrati og decentralisering, en effektiv offentlig sektor og personlig frihed. Det nærmeste vi kommer en strategiplan er imidlertid, med Svend Aukens ord fra 7. september, 'en markedsøkonomi holdt i skak af en stærk fagbevægelse og det overenskomstmæssige system'. Tjabum-bum. Hørt før, ikke? Og frustrerende, også for mig, der ellers plejer at stemme socialdemokratisk med et jubelidiotisk håb om, at det gamle parti i hvert fald fra nu af vil opføre sig, som man kunne forvente af nogen, der mener at stå på spring til at regere landet. I ARBEJDERBEVÆGELSENS selvforståelse har den traditionelle undskyldning for succes altid været medierne: Den borgerlige presse og dens bevidste manipulation med sandheden, det vil sige med kapitalismens fejl og socialismens fordele. Sludder og vrøvl. Som om læsning af Aktuelt frem for B.T. skulle skabe en radikalt anden virkelighedsopfattelse. Eller som om Weekendavisen er mere efter Svend Auken, end Politiken er efter Uffe Ellemann. Det er vist snarere sandheden, at politisk tilslutning for gennemsnitsvælgeren - og hvem er ikke det? - ligger i en blanding af personlig baggrund samt nogle mere håndgribelige, praktiske overvejelser f.eks. af økonomisk art. Det betyder at vælgeren fordrer såvel vision som realitetssans af sit parti. En rimelig tillokkende vision om, hvor vort samfund bevæger sig hen - samt evnen til at give den idé kød og blod. Et projekt med brugsanvisning. I historisk perspektiv hænger Socialdemokratiets størrelse og magt sammen med netop tilstedeværelsen af et sådant projekt, nemlig at forandre den industrielle kapitalisme, afbøde dens værste konsekvenser samt sikre arbejderklassen en politisk indflydelse, der stod i forhold til dens størrelse. Hvad der i årtier foregik med imponerende resultater, ikke mindst fordi velfærden blev skabt i fredeligt samarbejde med erhvervslivet, der uden for Skandinavien den dag i dag stadig fremstår som et politisk mysterium. Realpolitikken - med alle dens mange kompromiser - var en ekspansiv offentlig sektor og en socialpolitik med økonomisk omfordeling gennem progressiv beskatning og mere langsigtede perspektiver som f.eks. den generelle åbning af uddannelsessystemet. Uddannelse til alle! Den vision, og den forståelse af virkelighedens verden, har dannet platform for et halvt århundredes socialdemokratisk politik. Velfærdsstaten! Der var sammenhæng i tingene, linjen var klar. Men så skete der noget. FOR NYLIG berettede en god bekendt, der underviser i gymnasieskolen, om et prøvevalg blandt eleverne. 300 unge mennesker mellem 15 og 18. Socialdemokratiet? Partiet fik ni stemmer. Det svarer til 3 procent eller lige over spærregrænsen, og tyder kort fortalt på, at unge mennesker i dag hellere vil dø af grin end stemme på Socialdemokratiet. Historien har naturligvis kun anekdotisk relevans. Det interessante er, at Socialdemokratiet ifølge alle valganalyser har en tilslutning blandt unge vælgere, og kommende vælgere, der ligger langt under partiets generelle stemmetal. Unge mennesker bliver ældre - men alligevel: Situationen ligner unægtelig et demografisk problem. Problemets årsag er ikke nogen gåde. Danmark har for længst overskredet tærsklen til, hvad samfundsforskere kalder det post-industrielle samfund, med stigende automatisering og specialisering, og en magtfordeling, der snarere end at bygge på juridisk ejendomsret hænger sammen med den viden, der forvalter ejendomsretten. Det vil f.eks. sige evnen til at programmere en computer eller foretage en korrekt økonomisk analyse. Den udvikling er naturligvis problematisk for Socialdemokratiet, fordi tendenserne reelt ingen spor har sat sig i partiets selvforståelse og dets formidling af budskaberne - i dets projekt. Man holder, om end på skrømt, stadig fast i de gamle nøgleord arbejder, kapitalist og - Marx hjælpe os - de produktionsmidler, som hele molevitten antages at dreje sig om. At unge mennesker ikke stemmer socialdemokratisk er i den forbindelse blot symptom på, at strukturelle samfundsændringer nu engang slår først igennem nederst i den demografiske pyramide. I dag går 60 procent af en ungdomsårgang enten i gymnasiet eller på HF, og henved 40 procent fortsætter på en videregående uddannelsesinstitution. De tal bliver næppe mindre. Og de er en afspejling af, at det danske samfund er et, hvor flere og flere jobfunktioner udføres i om ikke jakke og slips, så i hvert fald hvid kittel. Smeden er blevet ingeniør, gennem studentereksamen og studier på f.eks. Danmarks Tekniske Højskole - typografen edb-programmør. Og hvad så? kan man spørge. Kan akademikere ikke stemme socialdemokratisk? Muligvis. Men det kræver en humoristisk sans, som næppe 37 procent af dem, det vil sige Socialdemokratiets nuværende stemmetal, vil være i stand til at mobilisere. Undertegnede var for et par år siden deltager i, hvad der vist hedder et socialdemokratisk vælgermøde, et sted i det københavnske. Aftenens indbudte gæst var et fremtrædende folketingsmedlem, og vælgermødet blev både mit første og sidste. Ikke fordi jeg alene ved min tilstedeværelse reelt halverede selskabets gennemsnitsalder, men alene fordi jeg vist ikke rigtig var velkommen. Man diskuterede gamle dage og slog hurtigt fast, at dengang - det vil sige før det hele gik ad helvede til - dengang kunne folk stadig tage fat. Så grinede man lidt, faktisk resten af aftenen, ad den ungdom, der fik penge for at læse på Handelshøjskolen i nålestribet jakkesæt, og i øvrigt koncentrerede sig om at stemme på Venstre. Sarkasmen kunne jeg godt forstå. Der er noget næsten tragikomisk ved det forhold, at mange af de arbejderbørn, som Socialdemokratiet har skaffet uddannelsespladser og karrieremulighed, i dag ikke kunne drømme om selv at stemme på partiet. Men sarkasmen er også symptomatisk for hele problemet: Hvorfor i alverden skulle dagens unge føle sig tiltrukket af et politisk parti, hvor det er småpinligt at være student - uden for folketingsgruppen? Et parti, der tager udgangspunkt i et samfund, ingen af os kender? Og endelig: et parti, hvis bud på fremtiden forekommer anakronistisk og i øvrigt primært drejer sig om at følge de endnu leende vælgere i graven med den politiske kamp for en pensionsordning? Pensionsordning? SOCIALDEMOKRATIET står solidt plantet med benene i fortiden. Det er derfor, det virker så underligt, når man vil tvinge en brandmand ind i en fagforening. I 1950'erne, bevares, men i dag - hvor de fleste af os skifter job hvert andet år, forhandler løn- og arbejdsforhold individuelt og i øvrigt med rette føler, at uniformerede massebevægelser er lidt anstrengende? Det er også derfor, den stædige holden fast i lukkeloven virker så totalt forældet. Som om supermarkeder eksisterer primært af hensyn til HK's overlevelse som fagforbund. Som om forbrugernes nye livsmønstre er revnende ligegyldige. Som om samfundet er det samme som i ... gamle dage. Hvad det jo ikke er. Vi ved alle sammen: Lukkeloven vil ad åre blive liberaliseret. Ligesom SiD og Metal ikke vil opleve færre, men flere utilfredse medlemmer som symptom på et samfund, der i stadig mindre grad lader sig sætte på formel og etiket. Socialdemokratiet vil imidlertid stædigt benægte det hele - arbejderklassens decimering og ejerforholdenes nuancering. Og man vil som politisk ambition for 1990'erne kun have ét mål: At mene det modsatte af Poul Schlüters skiftende pæreskuder. Når regeringen siger ja, siger socialdemokraterne nej. Og når regeringen med mellemrum har ret, hvad der jo sker, ja så modificerer man dens politik lidt, og siger man har lavet et 'fingeraftryk'. Sådan har Socialdemokratiet overflødiggjort sig selv som nytænkende politisk faktor. Fordi samfundet har ændret sig, og fordi man ikke har gidet rykke teltpælene op og flytte med. Man lukkede øjnene i 15 år. Benægtede, at velfærdsstatens institutioner på mange områder fungerede bureaukratisk, benægtede at flere og flere mennesker ikke anede hvor deres skattekroner forsvandt hen, eller at de følte sig som tvangsindlagte klienter i det velfærdssystem, der egentlig var lavet for at hjælpe dem. Og selv om Socialdemokratiet i dag, lidt forsigtigt, godt kan bruge ord som fleksibilitet og decentralisering, er det vel egentlig for sent. De borgerlige har bestemt dagsordenen - har solgt billetterne. Men tænk! Tænk hvis Socialdemokratiet havde mod til at erkende problemet. Ikke halvhjertet som i det nye forslag til principprogram - men ærligt, det vil sige med en åben erkendelse af nytænkningens nødvendighed. Formulerede et nyt projekt! Et projekt, der hviler på den grundpræmis i det socialdemokratiske tankegods, som jo aldrig bliver umoderne - men som pinedød forudsætter en nutidig fremtrædelsesform: begrebet solidaritet. Den solidaritet, der kittede velfærdsstaten sammen i dens første tiår, som kittede fagbevægelsen sammen endnu længere - men som i dag kun lader sig mobilisere, hvis man anerkender, at skellene i samfundet ikke kun lader sig trække mellem en arbejderklasse og et erhvervsliv. Dét projekt ville kræve såvel nuancering som mod - i stedet for blot håbet om, at kernevælgerne ikke dør for tidligt, og vi andre ikke opdager, at der er hul i skuden. Mod til at droppe den ideologiske arv, til at sige, at uden et effektivt erhvervsliv fungerer tingene altså ikke - og uden decentralisering og øget personligt ansvar kan det næsten være ligegyldigt. Og præcision til at formulere ambitiøse bud på skatte- og erhvervspolitik, uddannelses- og EF-politik samt en socialpolitik, der ved hvad den skal stille op med nutidens underklasse af arbejdsløse, bistandsklienter og fremmedarbejdere. Naturligvis. Der vil ryge nogle stemmer. Bl.a. alle de blinde passagerer, der i 25 år har kørt ideologisk friløb, og som derfor vil have svært ved at finde sig i, at Socialdemokratiet pludselig beskæftiger sig med de problemer, som dagens samfund - af studerende, tyrkere, rockmusikere og edb-programmører - står overfor. Til gengæld vil vi andre holde op med at undres. Og der vil komme nye vælgere til: de der i dag stemmer SF, sådan lidt på trods. Og de der måske ikke er enige i, at borgerlige regeringer definerer nedskæring som uddannelsespolitik og ingenting som socialpolitik - men som omvendt ikke i dag tør overlade Socialdemokratiet så meget som deres vaskepoletter. Det er det troværdighedsproblem, Socialdemokratiet må løse for sig selv. Det problem, der alene skyldes manglen på nutidig, politisk platform, og som forårsager, at partiet i dag synes længere fra regeringstaburetterne end nogensinde. Løsningen er et hamskifte, ja, men også mere end det. Hvad der kræves er et grundlæggende opgør med gammel ideologi og selvforståelse, uden vel at mærke at miste den kerne af idé, der - måske også lidt endnu - gør så mange af os til socialdemokrater: solidariteten som en sundere byggesten end egoismen. Giv den kerne en ny form, og Socialdemokratiet vil have en fremtid. For hele folket.