Lørdag aften vil Siegfried forsøge at få fingre i ringen, der giver uendelig magt. Og mens han springer hen over scenen i operahuset på Holmen vil halvfems musikere lægge musik til hans bestræbelser. Minus tyve musikere Men hvis Wagner operaen 'Siegfried' skulle opføres som Wagner i sin tid forestillede sig det, burde der sidde tyve instrumenter yderligere i orkestergraven. Det er der bare ikke plads til, hvis både lyden og arbejdsmiljøet også skal klinge optimalt. »Jeg må påtage mig en del af ansvaret for, at det er sådan. Det skal ikke lyde som om, at det er A.P. Møllers ansvar, for det er det ikke«, siger Michael Christiansen bestemt gennem en skrattende mobiltelefon. Han er samtidig chef for Det Kongelige Teater. Orkestergraven er bygget med et ekstra rum under scenen, der kan tages i brug ved de store opsætninger. Musikernes velbefindende Men musikerne bryder sig ikke om at sidde under de skrå brædder, og Michael Christiansen vil ikke tvinge dem derind. Og så er der det med lyden. Orkesteret kan hejses op i forskellige niveauer. Og det lyder nu engang bedst, når graven er hævet op til en position, der samtidig udelukker at tage rummet under scenen i brug. »Vores musikere synes ikke, at der er plads nok. Hvornår bliver grænsen for ordentlige arbejdsvilkår passeret? Vi kan jo sagtens putte 110 musikere derned. Men det er et spørgsmål om deres velbefindende, den akustiske balance og det lydtryk, der er optimalt for at skabe kunst«, siger han. Men da operaen i sin tid skulle bygges var et af argumenterne netop, at huset på Holmen ville give plads til en orkestergrav med 110 stole - plads til de store opsætninger som Wagner for fuld udblæsning. Dansk følsomhed for miljøkrav Så pladsen tog man vel med i betragtningerne fra starten. Eller hvad? Til det svarer Michael Christiansen: »Det er Europas største orkestergrav. Den er stor nok til 110 musikere i andre lande«. Hvorfor er den ikke stor nok for de danske musikere? »Man er mere følsom over for miljøkrav her, end man er i Syditalien. Vi bor da heldigvis i et land, hvor folk også stiller krav. Du tåler mere udstødningsgas i Napoli, end du gør i København. Hvorfor? Fordi vi har vænnet os til at være i et demokrati, der stiller nogle krav, som er højere end alle andre landes krav. Og det er vores musikeres krav også«, siger teaterchefen. »Du skal tænke på, at 110 musikere i senromantisk musik er en stor belastning. Det, der var godt nok i 50'erne, er ikke godt nok i 70'erne og ikke godt nok i 90'erne. Fordi kravene hele tiden stiger«, mener han og forklarer, at kravene til de moderne scener er højere end kravene til de gamle. 'De kunne sagtens være der'Men hvorfor tog man så ikke højde for det?

»Jeg tror, at hvis vi bygger tyve kvadratmeter mere, så vil orkestret komme om tyve år og sige, at de vil have en større orkestergrav. Sådan vil det blive ved«, siger Michael Christiansen. Men han giver dog samtidig musikerne i dette årti ret i, at pladsen er for trang, når man ikke tager rummet under scenen i brug. »Men det er ikke det samme som at sige, at de, der byggede den ikke, tænkte sig godt om. En gang imellem er det bare sådan. Jeg må bare konstatere, at jeg vil ikke tvinge orkestret ind under scenen, for de kunne sagtens være der«. Mangel på 20 kvadratmeter De, der har glædet sig til en Wagneropsætning, hvor de ekstra strygere giver det sidste ekstatiske svung til musikken, kommer altså til at vente lidt endnu. For først skal orkestergraven udvides. »Vi mangler tyve eller tredive kvadratmeter. Det er ikke noget med at grave ud eller lave nye rum. Vi undersøger, om vi kan flytte nogle af vægkonstruktionerne omkring orkestergraven og jagte ti kvadratmeter i hver side«, siger chefen for Det Kongelige Teater. Han tilføjer: »Men det er ikke bærende vægge. Det er trævægge«.