Brian Mikkelsen: »Jeg hører jo bare på Kammeradvokaten«

»Vi udskyder det, fordi Kammeradvokaten har givet os det råd«, siger kulturminister Brian Mikkelsen om salget af TV 2. - Foto: Klaus Holsting
»Vi udskyder det, fordi Kammeradvokaten har givet os det råd«, siger kulturminister Brian Mikkelsen om salget af TV 2. - Foto: Klaus Holsting
Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti og flere selskaber, der har budt på TV 2, tvivler på, at regeringen fortæller hele sandheden om, hvorfor salget af TV 2 er udskudt. Den officielle forklaring er, at sager om statsstøtte ved EF-domstolen skaber usikkerhed om, hvad tv-stationen er værd. Samtidig giver sagerne to af tilbudsgiverne en konkurrencemæssig fordel. Det er nemlig MTG, der ejer TV 3, og SBS, der ejer TV Danmark, der har anlagt de to sager. Men både på Christiansborg og blandt tilbudsgiverne verserer rygter om, at salget er stoppet, fordi regeringen kan blive tvunget til at sælge TV 2 til højestbydende frem for til den koncern, der har mest erfaring med public service. Kulturminister Brian Mikkelsen, har Kammeradvokaten foretaget andre vurderinger end om de verserende retssager i EU?

»Kammeradvokaten har foretaget en samlet vurdering af, om vi skulle gå videre med processen. Der har Kammeradvokaten vurderet, at det skulle vi ikke«. Har Kammeradvokaten også vurderet, om selve salgsprocessen var i orden juridisk. Altså den proces, hvor I deler salgsprocessen op i to: Først de ikke-bindende bud, og så bliver nogle valgt ud til en afgørende runde?

»Det er godkendt juridisk. Men så kommer de to retssager, som vi får kendskab til i januar/februar. Efter Kammeradvokaten og Danske Markets har været igennem hele processen, får vi den rådgivning her i den sidste fase fra Kammeradvokaten, at vi ikke skal gå videre«. En samlet vurderingKommer det råd alene på baggrund af retssagerne i EU?

»Det kommer af en samlet vurdering«. En samlet vurdering. Hvilke andre ting er blevet vurderet?

»Jo, men det er de verserende retssager«. Kun det?

»Ja, det er den vurdering, som vi får fra Kammeradvokaten«. Har Kammeradvokaten vurderet, om I i salgsprocessen kunne lægge særlig vægt på, at en køber skulle varetage TV 2's public service-forpligtelser, som der står i udbudsbetingelserne?

»Det er vigtigt at slå fast, at den proces vi indledte i oktober, den er jo selvfølgelig clearet af med vores rådgivere. Den har jo haft et udskilningsproces-forløb«. Men har man, efter at salgsprocessen var skudt i gang, fået nye oplysninger, som har betydet, at man er blevet i tvivl om, hvorvidt man kunne lave den her skønhedskonkurrence - den opdelte salgsproces?

»Nej, den har jo hele tiden været der. Altså, hvad skal man sige. Vurderingen har jo hele tiden været der. Vi har jo ikke ændret ved, at den skulle være todelt«. Har ikke snakket med kammeradvokatenDet, jeg spørger om, er, om man efter at salgsprocessen gik i gang, har fået nye oplysninger, så man er kommet i tvivl om, hvorvidt den proces var i orden?

»Nej, vi har jo fulgt den proces hele vejen igennem«. Jeg kan godt forstå, at I har fulgt processen, men har I fået nye oplysninger, siden I satte aktier i TV 2 til salg - nye oplysninger om selve salgsprocessen, ikke om retssagerne?

»Der har ikke været nogle henvendelser fra EU, hvis det er det, du tænker på«. Hvad med fra Kammeradvokaten?

»Vi har fået en samlet vurdering af Kammeradvokaten her til sidst, hvor han har vurderet, at vi ikke skulle gå videre med processen. Det er sådan set der, den ligger«. Og den eneste grund, som Kammeradvokaten har lagt frem, er det retssagerne i EU?

»Nu har jeg jo ikke været personligt ovre og snakke med Kammeradvokaten«. Men du har vel læst notatet fra ham?

»Der er ikke noget notat (før i går eftermiddags, red.). Han sidder i et udvalg, hvor man sidder med det. Det er en samlet vurdering«. Du siger, at det er en samlet vurdering. Hvad ligger der i den samlede vurdering ud over det med retssagerne. Ligger der andre ting i den vurdering?

»Det er jo, hvad skal man sige, retssagerne, som ligger til grund for vurderingen, men det er jo en samlet vurdering, Kammeradvokaten foretager. Der har han så lavet et notat, som vi får, hvor vi så kan læse det. Jeg har jo kun konstateret, hvad mine embedsmænd har hørt på møder med Kammeradvokaten. Jeg har ikke set det notat, for der var ikke noget notat«. Et råd fra kammeradvokatenOkay. Har der været andre ting med i vurderingen ud over retssagerne?

»Jeg ved det ikke. Jeg hører jo bare på Kammeradvokaten, som anbefaler regeringen, at vi ikke går videre. Jeg er ikke jurist og har kun en opgave: at lytte til hvad statens rådgivere siger. Ellers påtager jeg mig jo et ansvar. Når jeg finder ud af, at Kammeradvokaten har de holdninger, så undersøger vi forskellige muligheder. Og så er min konklusion på regeringens vegne, at der ikke er andet at gøre end at følge det råd«. Kan du garantere over for læserne, at den eneste grund til at udskyde salget af aktier i TV 2, det er de verserende EU-retssager?

»Jeg kan garantere over for læserne, at vi udskyder det, fordi Kammeradvokaten har givet os det råd. Så langt så godt. Kammeradvokaten har givet regeringen det råd, at vi sætter salget på pause. Hvis jeg ikke fulgte det, ville jeg pådrage mig et ansvar«. Du har tidligere sagt, at regeringen foretrak en køber med rod i en skandinavisk medietradition, som kunne levere public service. Hvor nemt har det været for jer at strikke en salgsproces sammen, så man sikrede en køber med rod i en skandinavisk medietradition?

»Det er med respekt for pluralisme, demokrati, åbenhed og journalistisk frihed. Det var rimeligt nemt, for alle otte bydere kunne godt leve op til det. Det handlede jo om, at det ikke var statsligt. Det var derfor vi udelukkede politiske partier, Berlusconi for eksempel. Det var der ikke noget problem med«. For tre år siden skrev Kammeradvokaten et notat til dig om, at hvis man ville sælge TV 2, kunne man selv bestemme køberen, for det var et kulturpolitisk spørgsmål, og ikke et licitationsspørgsmål. Hvornår ændrede Kammeradvokaten holdning og gav dig besked om, at det var svært at sælge til andre end dem, der bød højest?

»Jamen, vi har fulgt de råd, der hele tiden har været fra Kammeradvokaten. Vi har gjort det, vi kunne gøre, i forhold til de råd, vi har fået. Kulturministeriet har ikke foretaget nogle juridiske vurderinger. Vi har fået det råd, og så har vi fulgt det. Okay, Anders ...?«. Det eneste råd, I har fået, er det angående de verserende EU-retssager?

»Vi har fået det råd, at vi skulle stoppe«. Kan du ikke bare svare ja eller nej på spørgsmålet?

»Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke snakket med ham. Jeg har fået det råd, at vi skulle sætte processen på pause. Jeg har ikke haft noget personligt møde med Kammeradvokaten«. Så dine embedsmænd har ikke fortalt dig, at der var andre problemer end de verserende retssager i EU?

»Det er vurderingen«. Der er ingen, der har fortalt dig, at staten ikke kan lade være med at sælge til højestbydende, som tilfældigvis er en stor international mediekoncern?

»Jamen, du kan jo høre, hvad vurderingen er fra Kammeradvokaten«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her