Mens det endnu er for sent. Paradokset i de ord blev Henrik Sartou ved med at vende tilbage til, da jeg for otte år siden lavede et interview med ham under hans livtag med Dreyers 'Jesus' på Det Kgl. Teater. Pointen i det paradoksale udtryk bestod for ham i, at vi i vores underholdnings- og livsstilsformørkede kultur har mistet lyset: troen på og respekten for livet, med alt, hvad det indebærer af afgrunde og himmelstorme. Men »vi kan endnu føle savnet«. Mørket som udgangspunkt Det var den længsel efter lys, som gennem årene har været drivkraften bag Sartous liv med teatret. Mørket har altid været udgangspunktet. Dermed ikke sagt, at instruktøren, der efter debuten i 1990 har skabt over 30 forestillinger, har været den panderynkende alvorsmand i dansk teater. Men han har været romantikeren om en hals, der aldrig har arbejdet med en forestilling, uden at »det har handlet om kærlighed og død«. Han var manden, der ikke var ræd for patos, men dyrkede de store ord og følelser, uforfalsket teatralitet, lige fra det intense kammerspil til det storladne tragedieformat. Et nødvendigt modspil til den ironidyrkende tendens til at holde tingene ud i strakt arm. Umulige projekter Heroverfor praktiserede Sartou et teaterudtryk, hvor det snarere handlede om at give sig hen. Fortabe sig, vove sig ud på dybt og grumset vand. Typisk nok blev han mand for at realisere de umulige projekter. Det gælder lige fra at sætte Novalis' 'Hymner til natten' op i en flyhangar (Jomfru Ane Teatret, 1991), realisere Dreyers aldrig færdiggjorte 'Jesus' (Det Kgl. Teater, 1997), omsætte storfilmen 'Paradisets børn' til scenen (Malmø Dramatiske Teater, 1995) eller sætte Kaj Munks 'Ordet' op som en dobbeltdækker bestående af hans kendte drama og den aldrig opførte efterfølger (Aalborg Teater, 2001). Sigende nok var det også Sartou, som valget faldt på, da Lars von Trier skulle finde en instruktør til sit Morten Korch-projekt, en, der »troede på den ny inderlighed«. Skønt han aldrig havde prøvet at lave film før, blev det til 13 afsnit af TV 2-serien. Ikke videre kunstnerisk vellykket, ligesom det har været tilfældet med andre af de umulige projekter. Men Sartous »hengivenhedsforsøg« var vel at mærke også en kamp for retten til at fare vild som ren og skær kunstnerisk nødvendighed. En kamp for større bevægelsesfrihed i et teaterliv, hvor instruktøren »skal komme i bukser med pressefolder, når man går til prøve. Man skal nærmest være klar, inden man starter«. Den sorte humor Selv om han aldrig fik realiseret sin drøm om at skabe sit eget arbejdende værksted, en fast gruppe til at drage på opdagelse med, fik han undervejs sat sine skelsættende spor. Hans kongelige debut med Kleists 'Ildprøven' i 1990 delte publikum i to lejre, hvor den ene buhede og udvandrede, mens vi andre jublede. Opløftende med en instruktør, der kan skille vandene, men sideløbende har det ikke skortet på bred anerkendelse og priser i rap. Som højdepunkter står opsætningen af Hjalmar Söderbergs 'Gertrud' på Malmø Dramatiske Teater i 1993, og Mammut Teater-forestillingerne 'Jernbyrd' (Magnus Dalström, 1992) ) og 'I bomuldsmarkernes ensomhed' (Bernard Koltès,1994), mens 'Festen' (Mammut Teatret, 2001) viste Sartous sans for at omsætte film til teater. Da han sidste år, i overensstemmelse med sin stærke billedskabende evne, lod frøkenen i Heibergs 'Nei' på Det Kgl. hænge og dingle nok så lystigt i sin klokkeformede kjole, kom jeg til at tænke på et tilsvarende billede i 'Ildprøven'. Dér hev den martrede jomfru i rebet til en kæmpe kirkeklokke, så det rungede for fuld tragediehammer ud i salen. Humoren var med Var mørkemanden med tiden blevet mildere stemt? Så absolut viste han sig at have næse for den perlende vaudeville-lethed, men humoren har ofte været der, i en underfundig, sort form, som i det kongeniale makkerskab med Morti Vizki og deres Radio Drama-produktioner såsom 'Egernet tilbage til haven'. Vizki døde sidste år, han blev heller ikke mere end 40. Trods sin kræftsygdom blev Sartou ved med at kæmpe sin kamp for »det udsatte menneske, alene under med - himlen«. Dagen før han døde, arbejdede han videre med Odense Teaters H.C. Andersen-forestilling 'Kender du Svimmel? - bed at hun ikke griber dig'. Der har været meget at svimle over i Henrik Sartous teater. Som han selv sagde det, var det teatrets fornemste opgave »at bruge mørket på teaterscenen til at frembringe længslen efter lys hos publikum«. »Tænk, hvis folk gik rundt på Kgs. Nytorv og lyste!«.