Fra 1942 til 1945 var Erik Scavenius stats- og udenrigsminister i Danmark. I 1962 døde han i sin villa i Gentofte som den mest forhadte politiker i nyere danmarkshistorie. »Scavenius er samarbejdspolitikkens repræsentant i første geled. Han er upopulær, fordi han tog initiativ i forhold til tyskerne. Han mente, at risikoen for at afvente var større end risikoen ved at være udfarende. I manges øjne var han for hurtig til at give efter«, siger Joachim Lund, der er besættelsestidshistoriker ved Handelshøjskolen i København. Da Anders Fogh Rasmussen (V) for nylig i forordet til Undervisningsministeriets hjemmeside om besættelsen delte befolkningen op i dem, som tænkte mest på egen velstand og bøjede nakken, og dem, som kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, udløste det voldsom kritik fra historikere, der tog forhandlingspolitikken i forsvar. Den politik, Scavenius stod i spidsen for under sin embedsførelse fra 1940-43, har skabt debat - både dengang og i dag. Daværende politikere har beskrevet besættelsestiden og den førte politik i erindringer, modstandsfolk har gjort det samme, og endelig udgav Eric Scavenius i 1948 selv bogen 'Forhandlingspolitiken under Besættelsen'. Bogen er en rekonstruktion over forløbet under besættelsen. Set fra Erik Scavenius' optik. »Nogle vil kalde det et forsvarsskrift for hans politik. Han vil nok selv kalde det en redegørelse. Man siger, at han skrev den bog og brændte alle sine papirer. Der eksisterer intet arkiv efter ham. Bogen er selvfølgelig hans version af forløbet. Man får rationalet bag hans politik, som han gennemgår logisk, konsekvent og systematisk. Nøjagtig som han selv var som politiker«, forklarer Joachim Lund. Scavenius' tanker Derfor kan vi først og fremmest bruge bogen som en vigtig kilde til Scavenius' tanker bag samarbejdet med tyskerne. Men vi skal læse den kritisk, påpeger Lund. For eksempel skriver Scavenius i efterskriftet, at Christian X sagde følgende til ham, da han indgav sin afskedsbegæring 5. maj 1945: »Vi opnåede da, at København ikke blev bombarderet, og at landet ikke blev ødelagt!«. Joachim Lund pointerer, at Christian X aldrig har bekræftet den fortælling. »Vi'et« indikerer, at det var et samlet dansk folk, der stod bag Scavenius, og det kan Scavenius have skrevet for at legitimere sine handlinger. Til gengæld er uddraget et glimrende eksempel på den politik, som han stod for. Scavenius så Danmark som et land, der måtte forsøge at balancere mellem stormagterne. Efter kapitulationen 9. april blev Scavenius udnævnt som P. Munchs efterfølger som udenrigsminister i 1940. Scavenius fik regeringen til at udsende '8. juli-erklæringen', som i formuleringerne gik meget langt for at behage tyskerne. Her skrev Scavenius blandt andet: »Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, ...«. I november 1942 blev Scavenius efter krav fra tyskerne statsminister. Den taktik, som Scavenius udlevede, handlede om at forhandle med tyskerne, før de selv tog, hvad de ønskede. »Hvis man læser hans bog, ser man tydeligt, at Scavenius var en dreven taktiker. Han var diplomat af profession, og selv om han havde været medlem af Det Radikale Venstre, var han ikke partipolitiker. Han vidste, hvornår han kunne trække beslutninger ud, men også hvornår han måtte give efter og bøje sig«. Samarbejdet med tyskerne betød, at landmænd, fiskere, slagterier og mejerier under hele besættelsen producerede fødevarer til Tyskland i stor stil. Og modstandsfolk blev under Scavenius' ledelse bekæmpet med næb og kløer. Samarbejdspolitikken strakte sig så langt, at tyskerne tillod, at der blev afholdt folketingsvalg i 1943, hvor der var rekordstor valgdeltagelse og stor opbakning til regeringen, fortæller Joachim Lund. Senere på året væltede regeringen. »I august 1943 var samarbejdspolitikken anstrengt. Tyskerne måtte reagere på sabotagen, og derfor blev Scavenius stillet over for det krav, at der blev indført dødsstraf. Det kunne den danske regering på ingen måde holde til, og derfor gik Scavenius og regeringen af«. Scavenius indgav sin afskedsbegæring til kongen, som ikke accepterede den. Kongen havde brug for en regering, for han kunne ikke stå som eneansvarlig for nationen under besættelsen, siger Joachim Lund. Regeringen fortsatte derfor uformelt indtil 1945, dog uden at udøve egentlig regeringsførelse. I dens sted trådte departementschefernes forvaltning, mens regeringspartiernes Trettenmandsudvalg førte en slags parlamentarisk tilsyn med departementschefstyret. 5. maj blev Danmark befriet, og mens landet var hyllet i eufori, indgav Scavenius igen sin afskedsbegæring. Denne gang blev den accepteret. Ydmygende forestilling Efter krigen blev Scavenius indkaldt til at afgive forklaring til den parlamentariske kommission i 1946 og 1947. Kommissionens opgave var at vurdere, om Scavenius skulle stilles for en rigsret. Seancen blev en ret ydmygende forestilling for Scavenius, fortæller Joachim Lund. Ingen ministre, som under krigen bakkede ham op, ville forsvare ham. Flere gange blev det antydet, at han rangerede på grænsen af landsforræderi. Scavenius kom aldrig for rigsretten. Til gengæld blev han dømt af folket. Selv syntes han, at han havde gjort sin pligt, fortæller Joachim Lund. I sin bog 'Forhandlingspolitiken under Besættelsen' skriver Scavenius som begrundelse for at skrive bogen i forordet: »Det forekom mig, at en Politik, hvis lykkelige Resultat var, at Danmark i højere grad end andre af tyskernes besatte Lande blev forskaanet for Ødelæggelser, ikke behøvede noget Forsvar«. Scavenius dedikerede bogen til de embedsmænd, som udøvede hans politik under besættelsen: »Jeg har anset det for min Pligt overfor dem at udsende den følgende Fremstilling, som jeg samtidig tilegner dem som et beskedent Forskud paa den Oprejsning, de har Krav på«. Scavenius vidste godt, at han ville være forhadt i tiden efter krigen. »Han har følt et behov for at rense sig fra anklagerne og forklare den politik, som han havde stået for. Efter krigen blev han hængt ud som både kryptonazist, landsforræder og tyskervenlig. Det skal man huske, når man læser bogen. Mens modstandsfolkene forsøgte at skille tyskerne fra danskerne og derfor bekæmpede samarbejdspolitikken, forsøgte Scavenius og regeringen at opretholde samarbejdet og bekæmpede derfor modstandsbevægelsen. Begrundelsen var hele tiden, at han ville bevare mest muligt på danske hænder«, siger Joachim Lund. Der blev aldrig rejst rigsretssag mod nogen af politikerne, der havde ledet landet under besættelsen. Scavenius levede de sidste år en tilbagetrukket tilværelse. I 1962, 85 år gammel, døde han i sin villa i Gentofte.